Hvidstengruppen II: De efterladte

Hvidstengruppen II er stærk og bevægende som en anderledes lidelseshistorie end mændenes i den første film. Særligt Bodil Jørgensen og Maria Bach Hansen spiller fremragende. Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film, 
Produktionsår: 2022
Varighed: 130 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Anne-Grethe Bjarup Riis,
Medvirkende: Bodil Jørgensen, Marie Bach Hansen, Laura Winther Møller, Ellen Hillingsø,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 13.04.2022

EN ANDERLEDES KVINDELIG LIDELSESHISTORIE 

For ti år siden kunne man se den første film om Hvidstengruppen. Om en af de mest omtalte, danske modstandsgrupper fra anden verdenskrig, omtalt ikke mindst, fordi de – otte mænd – blev henrettet for deres modstandskamp.

I år kom så efterfølgeren. Filmen om de efterladte kvinder. Den havde de fleste af os nok ikke set komme. 1'eren var ganske vist en kæmpe publikumssucces, omend anmeldelserne var noget blandede. Men var der en historie til en 2'er? De fleste af os var næppe klar over det. Det med mændene og deres modstandskamp har man hørt om her og der, men de efterladte kvinders historie? Det er jo ikke kvindernes navne, der står på mindestenen ved Hvidsten Kro. De blev heller ikke henrettet. Men to af dem, en hustru til en af de henrettede, Kirstine Fiil, og hendes søster, Gerda, fængsles. Først i Danmark, og siden sendes de til Tyskland, hvor de flyttes fra det ene til det andet fængsel, efterhånden som tyskerne presses mere og mere af de allierede og russiske styrker.

Anmeldelserne af 2'eren er knap så blandede som 1'eren; det vil sige, at tomlen peger nedad i de fleste anmeldelser. Den får 2 stjerner flere steder og anklages for "lidelsesporno" og tung – "”en tårevædet jammerkommode".

Traumer fra fangenskabet
Jeg er dybt uenig. Filmen er stærk og bevægende som en anderledes lidelseshistorie end mændenes. Kvinderne overlever ganske vist, men man kan se for sig – og det siges, at 3'eren kommer med den historie – at livet efter deres lidelseshistorie må kræve enorme kræfter, hvis ikke man langsomt skulle knækkes af traumerne fra tiden i fangenskab og det forsatte liv uden ægtefæller, fædre og brødre.

Det kan godt være, at filmen – ligesom 1'eren – ikke lever op til den finere filmkunsts paradigmer, men dens ligefremme fortælling fungerer fortrinligt fra først til sidst.

Kvindernes lidelseshistorie har to sideløbende spor. Det ene spor er Kirstine og Gerda Fiils ufatteligt tunge vej fra fangested til fangested. De møder undervejs andre lidende kvinder og ubegribeligt umenneskelige, kvindelige fangevogtere. De møder også en meget ung tysk soldat, som udviser menneskelighed, og som samtidig bringer den nuance ind i historien, at også tyskerne selv var mere og mere undervejs med deres egen store lidelseshistorie.

Tro og julesang
De to kvinder møder også en dansk sømandspræst fra Hamborg, som forsøger at hjælpe dem, og det bringer en side frem i historien, som spiller stilfærdigt og smukt med, nemlig bøn og tro. En meget stærk scene finder sted juleaften 1944, hvor Kirstine og Gerda befinder sig i et fangerum i Tyskland med tre andre danske kvinder. De synger julesalmer, og det sker i en scene-vekslen med julesalmesangen hjemme i Hvidsten med de efterladte kvinder der. Og det er så netop det andet spor i filmen, det om kvinderne hjemme i Hvidsten, især moren. Hun spilles igen fremragende af Bodil Jørgensen, som kan noget helt særligt med følelser gennem de mindste ansigtstræk. Maria Bach Hansen, som normalt ikke har hørt til mine yndlingsskuespillere, gør det ligeledes fremragende i rollen som Kirstine Fiil.

Filmen slutter meget sigende med en mindestund ved Hvidsten i sommeren 1945. Den overlevende del af de ramte familier står sammen med en stor flok mennesker foran den nyskabte mindesten for at hylde de døde modstandsmænd. I flokken står kvinderne, som på en måde var endnu hårdere ramt, mens al opmærksomhed er rettet mod de hyldede mænd.

Filmen er kommet på dvd.

---