THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
Som resten af Afrika har Rwanda været en koloni. Sammen med Burundi, der har den samme fordeling af etniske folkegrupper som Rwanda, hørte det under det tyske kejserdømme fra 1885 til 1918, hvor landet blev tildelt Belgien. Belgierne lod mindretallet, tutsierne, være eliten, mens de 90 % af landets befolkning, der tilhørte hutu-stammen, var slavearbejdere. Derved lod belgierne hutuernes frustrationer gå ud over tutsierne, da Rwanda blev et FN-protektorat i 1946. Hutuerne tørnede sammen med tutsierne i flere borgerkrige, men til sidst fik FN en fredsaftale, der skulle lægge en dæmper på krigshandlingerne, i stand. Da fredsaftalen var underskrevet, og Rwandas præsident vendte tilbage til hovedstaden Kigali, blev det fly, hvor han og Burundis præsident var ombord, skudt ned. Dette var startskuddet til en massakre, der varede 100 dage og dræbte mellem 800.000 og 1.100.000 mennesker, fortrinsvis tutsier og moderate hutuer. Mange blev hugget ned med macheter af den fanatiske, nationalistiske milits Interahamwe.
Filmen bygger på en sand historie om Paul Rusesabagina (spillet af Don Cheadle), tilført flere andre historier - også sande - for at gøre historien mere publikumsvenlig.
Paul redder igennem sit arbejde som hotelmanager 1263 tutsier og moderate hutuer. Ved at bestikke og narre den øverstbefalende for hæren og politiet, general Bizimungu, lykkes det Paul at skaffe hærens beskyttelse af hotellet. Ved at være underdanig over for lederen af Interehamwe, George Rutaganda, lykkes det at få militsen til at vente med at angribe hotellet. Og ved at vise sig som en leder over for personalet på hotellet og over for alle de flygtninge, der kun havde én hutu, de turde stole på – Paul –, lykkes det at holde orden på hotellet og bevare dets anseelse udadtil.
Vi får igennem filmen beskrevet det svigt, som Paul føler, da en brødebetynget FN-oberst Oliver (Nick Nolte) må forklare, at ikke nok med at de soldater, der kommer for at undsætte alle de hvide, skal hjem efter undsættelsen, men at FN også har skåret den fredsbevarende styrke ned fra 2000 til 300 mand. Vi ser, hvordan en kameramand (Joaquin Phoenix) fra et journalistteam må forklare Paul, at nok vil Vesten registrere massakrerne og nedslagtningerne, men de vil ikke bide mærke i en konflikt imellem afrikanere. For som Oliver forklarer det: der er ingen stemmer at hente i at redde en flok afrikanere fra en anden flok afrikanere. Faktisk prøvede Frankrig ligefrem at tjene på massakren ved at sælge våben til hutuerne og dermed omgå FN's retningslinjer.
Filmen viser den menneskelige ondskab, der er kommet til udtryk ved alle etniske forfølgelser, men prøver aldrig at forklare hvorfor mennesker kan være så onde, og det er godt, for det er ikke et af filmens mål. Det er derimod at vise Vestens svigt, det vil sige vores svigt med den dertilhørende skyldfølelse, der må komme, når vi hører de utroligt grusomme beretninger om massakrer, der har fundet sted. Disse bliver aldrig vist – vi får al informationen på anden eller tredje hånd.
På trods af, at begivenhederne er fyldt med dette had, er det Pauls kærlighed til konen Tatiana (Sophie Okonedo) og børnene, der driver ham fra at være en ligegyldig forretningsmand til at blive en omsorgsfuld leder, hvis eneste mål er at få alle flygtningene fra hotellet til udlandet.
Skuespillet i filmen er generelt godt, og fortællingen kører næsten af sig selv, hvilket giver en film, hvor man ikke undrer sig over handlingsforløbet, men blot sidder med en klump i halsen.
De grusomheder, der ligger bag filmen, gør filmen til et must for folk, der - desværre - aldrig har hørt om den grusomme begivenhed, der fik Rwandas befolkningstal til at falde til 2/3. Netop fordi folkemordet i Rwanda er en af de såkaldte "glemte konflikter", kunne filmen være en oplagt del af historieundervisningen i de ældste folkeskole-klasser eller i gymnasiet, men det første kan filmens 15-års mærkning sætte en stopper for.
Filmen er især aktuel, fordi folkemordet i Burundi først lige er stoppet, og fordi urolighederne i Sudans Darfur-provins benævnes som det nye Rwanda.
"Hotel Rwanda" er en af de få film, hvor jeg sad med tårer i øjnene, da rulleteksterne begyndte at rulle, godt hjulpet på vej af Wyclef Jean og hans afrikanske børnekor, syngende "Million Voices":
"They said: 'Many are called and few are chosen,'
But I wish some wasn’t chosen
for the blood spilling of Rwanda."
Spørgsmål til samtale og refleksion:
1: Hvordan kan det være, at den vestlige verden kunne forbigå grusomhederne i Rwanda?
2: Hvad kan vi gøre for at forhindre fremtidige tragedier af samme karakter som udrensningerne i Rwanda?
3: Hvordan kan et had, der er stort nok til at udrydde hele befolkningsgrupper, fremprovokeres, og hvorfor sker folkemord igen og igen med kun 20-30 års intervaller?
4: Hvordan kan enkeltpersoner have et sådant had, at de kan stå i spidsen for en udrensning?
5: Radiospeakeren, der opfordrede til at "hugge de høje træer ned" (kodeord for at tutsi-udrensningen skulle starte), var en etnisk belgier, altså en hvid mand. Hvad kan få en udenforstående person som ham til at gøre, som han gjorde?
Filmen er kommet på dvd.
Gemmer din stemme...
