Herrens Veje II afsnit 6-10 (serie)

"Herrens Veje" blev et ujævnt bekendtskab med storladen dramatik og utroværdig miljøbeskrivelse. Lars Mikkelsens portræt af Johannes Krog blev dog seriens højdepunkt. Drama, TEMA Serier, TEMA Danske film, 
Produktionsår: 2018
Varighed: 300 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Kaspar Munk,
Roman/manuskript: Adam Price,
Medvirkende: Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Simon Sears,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 18.12.2018

DET GUDDOMMELIGE KILDEVÆLD 

"Herrens Veje" takkede af med ro på bagsmækken. Johannes og Elisabeth går hver til sit, men opleves smilende og harmoniske. Elisabeth som rejsende, Johannes som underviser i prædikenlære på pastoralseminariet. Christian ender som præst – naturligvis uortodoks fra starten med gudstjeneste i det fri og lommefilosofiske overvejelser. Emilie tilgiver Johannes for hans mange ind- og udfald, finder roen med Daniel og håbet for fremtiden gennem Anton. Amira ser ud til at bakke Christian op i hans nye liv som præst, og Svend er også tilstede ved den totale tilgivelsesscene på bakketoppen. Det hele flader ud, og solen står i zenit.

Plat karikatur – endnu engang
I sidste halvdel af "Herrens Veje" har vi fået mere af samme skuffe: højdramatiske intriger; løs, teologisk fernis og metafysisk vrøvl; fremragende skuespil og bjergtagende billeder; elegant og til tider overraskende lydkulisse m.m. I Film & Tro-perspektiv er det mest iøjnefaldende naturligvis, at Indre Mission spiller en rolle i flere af afsnittene, hvor den homoseksuelle Peter kommer til Johannes’ kirke, som er blevet åbnet som nødherberg. Her forelsker Peter sig i William, og de vil giftes. Peter er stukket af fra sin menighed i Græsted, hvor præsten Poul hersker. Det er en frustrerende, men ganske forudsigelig, karikatur af Indre Mission. Adam Price har i interviews påstået, at skildringen er bevidst dramatisk, og at holdet bag "Herrens Veje" ikke forsøger at sige noget bestemt om Indre Mission. Men dels er det jo udsagn om Indre Mission, når det er det navn, man bruger i serien, og dels er det præcis den platte karikatur, som mainstreamkulturen har tegnet siden "Fiskerne" blev dramatiseret på TV, og faster Anna i "Matador" ikke ville lege de sjove lege. Og "Herrens Veje" bringer korn til den mølle, og det kan man ikke løbe fra.

Karikaturens indhold, homoseksualitet, er åbenbart seriens store sten i skoen for kristendommen. I første sæson var det Elisabeths forhold til Liv, der var det nye i dansk drama, og nu fører de den så til målstregen med Peter og Williams’ bryllup. Udfordringen er jo reel, men den er portrætteret med en underliggende præmis om, at de, der ikke accepterer et homofilt vielsesritual, er den egentlige hæmsko for kirken i dag. Det knæfald, tror jeg ikke selv, er vejen frem.

Skam eller skyld
En meget interessant ting er emnet for Christians speciale. Han skriver om skyld. I mange år har sjælesørgerne ellers fortalt os, at folk i dag ikke oplever sig skyldige, men skamfulde. Men "Herrens Veje", der altså vil tage den akutte temperatur på dansk åndsliv, taler om skyld. "Vi føler os skyldige, uanset at Gud har tilgivet os," proklamerer Christian, og med sin egen historie i bagagen er det sagt med en vis pondus. Måske er skyldfølelsen mere udbredt, end vi har troet. Og måske er evangeliet i sin klare form stadig højaktuelt?

Til sidst bør nævnes, at titlen, "Herrens Veje", måske burde have været "Det guddommeliges nærvær", for det er en mere almenreligiøs tro, der er på spil i serien. Herren med stor H og en historisk Kristus er fjern. Gud er skjult og utilgængelig, og Bibelen, Himmel og Helvede, moral og etik bliver konstant benægtet. Men de mystiske hændelser og fornemmelsen for "noget større" lever hele tiden. Fra Elisabeths clairvoyante oplevelser til August’ mirakel i Jerusalem. Her vil serien sige noget: vær åben, intuitiv, tillidsfuld! Her tror seriens forfattere selv, at de har noget at give, og her bliver det egentlige budskab leveret.

Familiekrønike fremfor tro
"Herrens Veje" var et ujævnt bekendtskab, som var modigt gestaltet, men som druknede i storladen dramatik, utroværdig miljøbeskrivelse og med det reelle hovedtema – tro – skrevet ud til fordel for familiekrøniken og dens sorgbearbejdelse. Lars Mikkelsen har løftet niveauet med sit portræt af Johannes Krogh, og det er seriens absolutte højdepunkt. Resten, tror jeg ikke, får en lang virkningshistorie.

Anmeldelse af "Herrens Veje" II afsnit 1 og afsnit 2-5.

---