Hereafter

Eastwood er tilbage, men formår ikke helt at gøre filmen så interessant, som emnet ellers lægger op til. Og det er rigtig ærgerligt. Drama, 
Produktionsår: 2010
Varighed: 129 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Clint Eastwood,
Roman/manuskript: Peter Morgan,
Medvirkende: Matt Damon, Cécile de France, Frankie McLaren, George McLaren,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 04.02.2011

Hvis man er typen, der kun lige tjekker stjernerne - og navnet på den gode eller latterlige anmelder - så vil man nok undre sig over det lave antal stjerner til denne film. "Hallo, det er jo Clint'en"!!! Og ja, det kan sagtens diskuteres, om den skulle have haft en enkelt mere eller mindre, men pointen er netop blot at sige, at filmen ikke lever op til forventningerne. Jeg havde personligt forventet mere af Eastwood med dette tema som baggrund.

Man kan ikke pille ved Eastwoods renommé. Han har rundet de 80 år, har instrueret over 30 film og har spillet med i endnu flere. Han har vundet en lille håndfuld Oscars og betegnes som den eneste "virkelige mand i Hollywood". Nu, hvor det aldersmæssigt lakker mod enden for Mr. Cool, har han altså sat sig for at lave en film om døden - og det liv som muligvis findes efter.

Egentlig er det en underlig konstruktion at tage del i som kristen. Filmen er ret tydelig rettet mod søgende mennesker. Som overbevist kristen forventer jeg Jesu genkomst og en evighed for både kristne og ikke-kristne, enten i Himmel eller Helvede. Begge dele med stort H, fordi stederne er reelle. Det synspunkt bliver ikke direkte afvist i filmen, men der er en anden tilgang til emnet. Som en biperson på et tidspunkt siger: "Hvis der var et liv efter døden, så ville vi nok have vidst det nu," underforstået: der må da være nogle beviser for det!

Så kategorisk afvisende er filmen alligevel ikke. Dertil er erfaringen for skelsættende. Det erfarer alle tre hovedkarakterer. Matt Damon spiller George Lonegan, der har synske evner. Han har tidligere arbejdet som medium og tjent gode penge på det. Men evnerne er ikke en velsignelse, som alle påstår, det er tværtimod en forbandelse: "Et liv, der kun handler om døden, er slet ikke noget liv." Marie LeLay (Cécile de France) er en succesrig journalist, som oplever tsunami-katastrofen og får en nærdødsoplevelse, der gør, at hun får indsigt i det hinsides. Men hun har ikke nogen at dele sin erfaring med, for så snart hun taler om emnet, bakker folk ud af samtalen. Frankie og George McLaren spiller tvillingerne Marcus og Jason. Jason bliver dræbt i en trafikulykke, og det får George til at undersøge det religiøse supermarked i håbet om at få kontakt til sin savnede bror. For de to sidstnævnte bliver Lonegan en nøglefigur. På klassisk dramaturgisk vis bliver historierne altså sammenvævet til sidst.

Filmens budskab er i mine øjne klart: Der er liv efter døden! Og det er samme udgang for alle. Når man dør, går man et sted hen, hvor den totale tilfredsstillelse er til stede, og hvor man kan være alle ting på én gang. Og det er endda videnskabeligt, for alle nærdødsoplevelser ligner hinanden: der må altså være noget om snakken. Eastwood får endda en læge til at udtale sig for tilsyneladende at underbygge den ellers tvivlsomme pointe.

Kristendommen, islam og en lang række uærlige medier bliver afvist som nøglen til forståelsen af evigheden. Ikke på barsk vis, men ved strejfende bemærkninger. Som om det slet ikke er værd at undersøge. De er jo alle en del af samme gryde! Det kan være lidt frustrerende at sidde og overvære.

Eastwood tager klart emnet seriøst og forsøger at komme med sin tolkning på det. For mig er det bare ikke overbevisende. Og jeg mener faktisk, at han dramaturgisk er så "dygtig", at han i højere grad manipulerer med ens religiøse følelser frem for at sætte gode tanker i gang. Og det gør den ikke specielt brugbar til samtale om emnet, hvilket jeg ellers havde forestillet mig. Jeg tror tværtimod, at mange vil blive smækforvirrede af filmen!

Plussiden er skuespillet, hvor specielt Damon og de France klinger godt sammen på lærredet. Som altid er kameraet ført med sikker hånd, og billedkvaliteten er helt i top. Man sidder med en god æstetisk fornemmelse, når man ser filmen. Men emnet taget i betragtning glider disse ting i baggrunden, og man sukker efter lidt mere dybde i handlingen. Ærgerligt, for det er modigt af Eastwood at tage emnet op; men forløsningen mangler altså.

---