• TESTAMENTE: HISTORIEN OM MOSES (serie) nu på Netflix

  • SOPHIE SCHOLL - DE SIDSTE DAGE nu på filmstriben.dk udover dvd

  • FEM IKKE-PÅSKEDE PÅSKEFILM fx Gran Torino

  • SONING DR2 | 31-03-24 | kl. 17.40

  • POOR THINGS nu på dvd og blu-ray

  • FEM PÅSKEFILM bl.a. THE LAST TEMPTATION OF CHRIST

  • DEN KÆRLIGHED SOM SÆTTER FRI nu på Netflix

Tema

Green Book

Sort og hvid mødes i raceadskillelsens USA i 60’erne, hvor musikken er omdrejningspunktet. En hjertevarm og fantastisk film om venskab mellem to meget forskellige personligheder.

Biografi/baseret på virkelig historieDramaKomedie
Produktionsår: 2018
Varighed: 130 min.

Censur: 7 år
Instruktør: Peter Farrelly,
Medvirkende: Viggo MortensenMahershala AliLinda Cardellini,
Stikord:









Anmeldelse:

Af: René Brorson - 25.02.2019



HJERTEVARM HYLDEST TIL VENSKABET 

Når man gennem længere tid har ventet på noget forventeligt godt, så risikerer man at blive frygtelig skuffet. "Green Book" har dog været hele ventetiden værd. Nomineringen til en Oscar af både film, hovedperson og biperson er yderst velfortjent! Ingen ord vil kunne yde "Green Book" fuld retfærdighed. Filmen skal opleves, og musikken skal høres.

Helt grundlæggende handler "Green Book" om den midaldrende udsmider med italienske mafiarødder fra New York, "der en dag får et favorabelt tilbud om at blive chauffør for en kendt musiker". Udfordringen er dog, at musikeren Don Shirley, spillet fremragende af Mahershala Ali (House of Cards, Hunger Games) er sort, og chaufføren Tony Vallelonga, fabelagtigt portrætteret af Viggo Mortensen (Ringenes Herre, Captain Fantastic), er et produkt af sin amerikanske tressersamtid og derfor ikke bryder sig nævneværdigt om sorte mennesker. De to begiver sig dog på en turné, hvor det gamle reklameslogan "samtale fremmer forståelsen" til fulde lever op til sit løfte for to mænd, som mere eller mindre fejlagtigt tror sig kloge på hinanden og livet.

Hvem er go? Viggo!
At se Viggo Mortensen i rollen som Tony Vallelonga gør noget ved nationalfølelsen. Den regn af ros, som han i øjeblikket modtager for denne klassiker in spe, der i skrivende stund har kilet sig ind midt på IMDB’s liste over filmhistoriens bedste film, drypper lidt på hans gamle fædreland. Jeg havde den samme følelse med Mads Mikkelsen og Jesper Christensen i James Bond-universet og danskerne i Game of Thrones. De danske skuespillerne er glimrende eksponenter for vores land.

Der er et stykke vej fra Aragon over Hidalgo til "History of Violence" og lignende roller, som hr. Mortensen har spillet mange af, til rollen som Tony Vallelonga. Jeg har en fornemmelse af, at Viggo Mortensen altid lever sig fuldt ind i rollen – og denne er ingen undtagelse. Han spiser så meget i løbet af filmen, at jeg ikke har det store besvær med at forestille mig, hvordan han har erhvervet sig alle de ekstra kilo på sidebenene til denne rolle. Mortensens figur kaldes også Tony Lip, fordi han i sine unge dage var god til at bullshitte – en egenskab han ikke har lagt fra sig, og som han er stolt af. Viggo Mortensen spiller rollen som den lidt fedladne familiefar med et varmt overskud og en charme, så man ikke kan andet end holde af ham.

Klaverbokser med stil
Hans filmiske modstykke er den perfektionistiske virtuos Doc Shirley, som vil bryde med den trygge tilværelse i det nordlige USA for at tage på en længere koncertturné i den del af USA, som kæmper med et sundt og sandt syn på sorte mennesker. Han har nemlig erfaret, at det ikke er nok at være ekvilibrist. Det kræver mod at ændre menneskers hjerter. Shirley har pengene, og de følelser, han ikke kan købe sig fra, dem drukner han i en flaske alkohol hver aften. Efterhånden får Tony Lips tilbagelænede tilgang til livet dog pillet lidt af det højrøvede snobberi af verdensmanden, og de nærmer sig hinanden.

Varm lune
Til min overraskelse er "Green Book" spækket med humor. Keld Petersens definition af den gode historie i den klassiske sketch om tømmerflåden med Dirch Passer, gælder ikke bare den gode historie. Overraskelsen er ikke kun en af grundpillerne i fortællekunsten, men også i humoren. Gang på gang overrasker dialogen mellem Tony Lip og Don Shirley. Den er morsom, og timingen de to skuespillere imellem er fortrinlig. Jeg fandt senere ud af, at instruktøren Peter Farrelly tidligere i sin karriere har arbejdet sammen med Ben Stiller og frem for alt Jim Carrey. Peter Farrelly er intet mindre end ophavsmanden til tossede manuskripter som "Dum dummere" og "Vild med Mary". Derudover har han skrevet for Jerry Seinfeld. Intet under, at replikkerne sidder lige i skabet.

Filmisk drømmeland
Jeg var i biografen med gode filmfolk. Der blev draget paralleller til De urørlige. Der blev luftet forventninger om, at Mortensen vinder en Oscar. Der blev nikket anerkendende til filmens underspillede humor.

Peter Farrelly har med Green Book skabt en film, hvor historien er velfortalt, skuespilpræstationerne er over hele linjen smittende og troværdige, men hvor også lydsiden kalder på anerkendelse og et genlyt på en streamingtjeneste.

Filmen bygger på en autentisk historie, og virkelighedens Tony Lip blev rent faktisk skuespiller og spillede med i serien "Sopranos". Tonys søn har sammen med Peter Farrelly skrevet manus til "Green Book", og medlemmer af familien Vallelonga spiller flere forskellige roller i filmen.

Så vil du underholdes, genopfinde troen på, at vi mennesker ligner hinanden og varmes om hjertet, så brug 130 minutter i filmisk drømmeland med "Green Book".

Filmen er kommet på dvd og blu-ray.



Brugerkarakter:

Gemmer din stemme...
Bedømmelse: 5.1 af 6. 14 stemme(r).
Klik på en af stjernerne for at afgive din stemme

Ingen kommentarer
Tilføj kommentar

* - påkrævet felt

*
*

Andre temafilm

Drama, TEMA Ved livets begyndelse, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Sportsfilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Israel, Vestbredden, Gaza
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Danske film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, TEMA Kristne film
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Affirm films, TEMA Kristne film
Drama, TEMA Julefilm
Animation, Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Drama, Familiefilm, TEMA Familiefilm jul
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA Biografiske film, Filmstriben.dk
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Romance, Filmstriben.dk, TEMA Anden verdenskrig, TEMA Kristne film
Komedie, TEMA Julefilm
Biografi/baseret på virkelig historie, Drama, Thriller, TEMA 11. september
Drama, TEMA Julefilm
Viser resultater 1 til 15 af 1005
<< Første < Forrige 1-15 16-30 31-45 46-60 61-75 76-90 91-105 Næste > Sidste >>
Annoncer