Der er noget ualmindeligt sødt og samtidig noget ualmindeligt ligegyldigt over en film som "Fra den gamle købmandsgård". Den er lige så klassisk og gensynsværdig som nytårsaftens "90 års fødselsdagen", og bagefter er den hurtigt glemt igen, fordi dens historie er ligegyldig og uden samtidsrelevans.
Men det er jo interessant, at filmen alligevel kan ses igen og igen, og stadig frembringe sukke, glædessmil og genkendelsesglæde og julestemning hos dem, der sidder i sofaen og ser den. Det er ligeledes interessant, at filmen vistnok er den eneste, der skifter titel hvert år. Når ikke det er jul, hedder filmen "Fra den gamle købmandsgård". Men når filmen vises i julemåneden, markedsføres den som "Jul i den gamle købmandsgård". Det skyldes først og fremmest filmens sidste 10 minutter, hvor der går klassisk Morten Korch-jul i handlingen og billederne.
Kort fortalt er det nogle af datidens største stjerner, der medvirker i filmen. Og det i sig selv gør den jo seværdig. Og så har den en helt simpel handling: Købmandsgårdens datter vender hjem fra København for at holde sommerferie. Hun er 19 og er lige blevet student. Nu skal livet nydes i den lille landsby. Hun møder nogle mænd, som hver især bejler til hende. Den ene er en skidt karl, den anden en genert ansat fra faderens firma. Samtidig er der i byen endnu en skidt karl, som snyder penge ud af købmandsgården og er tæt ved at gøre førnævnte ansatte arbejdsløs. Men da julen nærmer sig, ender alt i idyl. De rette elskende får hinanden, skurken får et lag Morten Korch's tæsk, og købmandsgårdens kogekone går i gang med at bage klejner og småkager. Filmen ender med et vue fra kirkens klokketårn ud over stjernerne, mens familien er til julegudstjeneste.
Filmen er hyggelig og dejlig at gense, og mon ikke den fortsat forbliver en juleklassiker mange år ud i fremtiden. Den får 4 stjerner af mig, fordi den har gensynskvalitet.