STELLA. ET LIV nu på filmstriben.dk udover dvd
DUNE nu på Viaplay udover Max, dvd og blu-ray
SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
FLOT SERIE AF COEN-BRØDRENE
Susanne Bier har lavet en engelsk tv-serie, som fik dansk premiere i april, og som har haft tordnende succes i England. Hun har i den forbindelse udtalt, at det var en længe ventet glæde for hende at få lov til at instruere en tv-serie. Simpelthen fordi tv-serier i dag har det med at overgå almindelige spillefilm i kvalitet. Sådan var det ikke for år tilbage. Da var biograffilmen det største. I dag produceres der mange tv-serier af ypperste filmiske karat. Den to timer lange film skal kæmpe hårdt for at kunne holde den kolossalt høje fortællekvalitet, som en serie er i stand til at levere alene i kraft af, at den kan tage sig god tid til at udfolde historien som en anden roman.
I bedste Coen-stil
Blandt de mange gode nye tv-serier er den voldsomt underholdende "Fargo". Coen-brødrene lavede den først som film, en fin lille perle af en krimi i typisk Coen-stil.
Mange var vist skeptiske over for idéen om at gentage succesen med en hel serie. Men forsøget lykkedes til fulde. Og stadig i den Coenske stil – med Coen-brødrene som producere og i øvrigt en lang række forskellige instruktører - med finurlige personer, underfundig humor i kabinettet af død og ødelæggelse og sære vinkler på historien.
Martin Freeman (Bilbo i "Hobbitten"-filmene) spiller den kuede og øjensynligt lidt naive Lester Nygaard fra et sted i Minnesota, en stat, der grænser op til Canada, og for øvrigt med mange lutheranere (efterkommere efter skandinaviske indvandrere). Han er gift med en kvinde, som ikke giver meget for ham. De gik i sin tid på skole sammen, ligesom resten af den lille by synes at have kendt hinanden siden barndommen, altså et lille indspist samfund med sine indbyggede hierarkier.
Søvnig by på den anden ende
En dag løber Lester ind i en gammel kending fra skolen - en af dem, der mobbede ham. Også nu mobber han ham på åben gade med sine to begejstrede sønner som tilskuere. En fremmed i byen, Lorne Malvo, overværer tilfældigt scenen og henvender sig senere til Lester med tilbud om at tage livet af hans plagsomme kending. Lester afviser det selvfølgelig chokeret, men da Lorne Malvo i forvejen er en gennemført kynisk lejemorder tager han sig alligevel af sagen og informerer Lester om det. Lester er i chok. Men noget synes at have bevæget ham. For da han senere atter en gang konfronteres med sin kones hån, tager et eller andet ved ham, og han slår hende ihjel med den hammer, han står med i hånden.
Den ene forbrydelse tager den anden, en politimand slås ihjel. Pludselig er hele den lille søvnige by på den anden ende. Politiet synes fuldstændig inkompetent. Bortset fra en kvindelig politibetjent, som langsomt viser sig at have ganske meget mellem ørerne. Men hun er oppe mod stærke kræfter. Hendes egen komplet uduelige chef, Lester Nygaard, som ikke er til sinds at overgive sig, men tværtimod gemmer sig bag stadig nye løgne, et FBI-politi, som har sin egen vinkel på historien og Lorne Malvo som den gennemført samvittighedsløse og intelligente forbryder, som ikke skyr nogen midler for at nå målet.
Offer eller skurk
Serien kan minde noget om "Breaking Bad". Den overrasker med stadig nye åbninger eller vendinger på historien, og den øjensynligt uskyldige hovedperson bevæger sig med åbne øjne dybere ind i forbrydelsens mørke, mens folk omkring ham anser ham for at være offer.
Bortset altså fra den kvindelige politibetjent, som er et af historiens mange lidt skæve figurer. Eller snarere: Så almindelige og gennemsnitlige figurer, at de forekommer skæve i et vanvittigt drama, som normalt ville kræve stærke, karismatiske karakterer af den ene eller den anden slags.
Dét er altså et fint varemærke for serien: Disse højst almindelige, grå hverdagsmennesker fra udkanten af USA, som pludselig træder i karakter og viser deres sande potentiale.
Der ydes fremragende skuespil i centrale roller. Billy Bob Thornton er suveræn som den psykopatiske lejemorder, der på et splitsekund kan skifte ham og agere from præst. Den for mig ukendte Allison Tolman er ligeledes uforlignelig som den lidt tunge, generte politibetjent, der viser sig at være den eneste, der kan matche Lorne Malvo og Lester Nygaard. Sidstnævnte spilles som sagt af Bilbo/Martin Freeman. Han gør det i og for sig glimrende, med noget af den samme pudseløjerlighed som Bilbo i "Hobbitten"-filmene, men jeg fandt ham måske en anelse for meget Bilbo-agtig, lidt for bevidst spillende på det pudsigt uskyldige. Da han for alvor springer ud af skabet som ond, får skikkelsen også mere troværdighed.
Virkelighed eller kynisk fiktion
Hvert afsnit begynder med en tekst, der hævder, at alle hændelserne skete i 2006. Jeg troede først på det. Men på et tidspunkt blev det hele alligevel en kende for usandsynligt. Hvilket det altså også er. Intet af det er virkelig sket. Jeg har flere gange overvejet, om "falskneriet" er en god idé. Det siger sig selv, at så længe, man tror på det, fungerer det ret effektivt som et ekstra fængende moment ved historien. Men efterhånden, som man står af den del, synes jeg, at det bliver en anelse irriterende. Men kun en anelse.
Filmen har som sagt det typisk Coenske aftryk. Det er måske også det, der til syvende og sidst er dens begrænsning. Der er nemlig et mærkeligt overfladisk træk ved Coen-film. Jeg ved ikke, om overfladisk er det rigtige ord, men i mangel af bedre. Der er et træk af kynisme i deres film. Det er, som om verden i bund og grund er et meningsforladt sted. Alt kan ske, og alt sker. Tilfældigt, uden dybere årsag og sammenhæng. Hvis jeg skal trække den lidt langt – for langt måske – er det, som om Gud mangler i filmene. Der mangler metafysik, en dybere virkelighed end den givne, konkrete. Ondt og godt hvirvler rundt om hinanden. De onde får måske, måske ikke deres bekomst. De gode er vel sagtens gode, men er de det, fordi der findes en dybere godhed end den, de magter at skabe selv i øjeblikket? Der synes ikke at være en dybere, forpligtende virkelighed end den, et menneske til enhver tid selv kan skabe. Coen-brødrene registrerer verden. Det gør de mesterligt og med et underfundigt blik. Men jeg savner dybde-blikket.
Gemmer din stemme...
-