Fanny og Alexander (serie)

Fanny och Alexander

Ingmar Bergmans film er en medrivende fortælling om søskendeparret Fanny og Alexander, der vokser op i de øverste samfundslag i Sverige omkring 1900-tallet. Drama, TEMA Julefilm, TEMA Serier, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 1982
Varighed: 181 min.

Censur: 11 år
Instruktør: Ingmar Bergman,
Medvirkende: Pernilla Allwin, Bertil Guve,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 14.12.2010

Ingmar Bergman er en af de største instruktører vi har haft på den nordlige halvkugle. Hans film er berømte, elskede og omgærdet af en fernis af ærefrygt. Bergmans måske bredest kendte og mest beundrede film er "Fanny & Alexander" fra 1982. Filmen var både i længde og stilistik anderledes end flere andre af Bergmans film (såsom "Persona", "To mennesker" eller "Tørst"), men nåede så bred anerkendelse at den vandt fire Oscars, herunder "Bedste Ikke-engelsksprogede film".

Filmen er en stærk og medrivende allegorisk fortælling om Fanny og Alexander, et søskendepar der vokser op i de øverste samfundslag i Sverige tilbage omkring 1900-tallet. Historien er primært fortalt gennem Alexanders synsvinkel, og Fanny forsvinder flere gange ud af historien. Måske har filmen fået begges navne, for ikke at fastfryse filmen i Alexanders karakter. Men det er rene spekulationer.

Filmen begynder med den årlige julefrokost hos den aristokratiske farmor. Alexanders far, Oscar, er direktør for det lokale teater, hvor hele familien netop kommer fra det overståede julekrybbespil. Der er festlig stemning, og der bliver drukket meget. Man fornemmer ensomheden tungt i Alexanders blik, men fædrene har travlt med at charme sig ind på tjenestepigerne, og mødrene pjatter rundt som forvoksede teenagere.

Midt i al julevirakken dør Alexanders far, og så vender verden naturligvis 180 grader for Alexander. Både Fanny og Alexander var tæt knyttet til deres far, og nu står de pludselig alene med en mor, som ikke er i stand til at bære familien selv. Byens biskop, spillet fremragende af den mismodige Jan Malmsjö, vil ægte hende, såfremt hun forlader sit gamle liv. Hun accepterer, og Fanny og Alexander skal nu til at finde sig til rette i den puritanske og let-voldelige bispegård.

Fra indtoget i bispegården kommer historien til at ligne en mere klassisk Bergman-film, med de rodløse og modløse karakterer, for hvem livet er for stor en mundfuld. Samtidig er der som altid en masse referencer til Gud og den kristne tro, men ikke alt ryger med i den næste dogmatik-bog. Byens biskop står for en kristendom, som selv den mest ærekære munk ville foragte. Et par jøder som er nære venner af Alexanders familie, fortæller Alexander hvordan Gud er inkarneret i alt. Det er en teosofisk tanke, som ikke har noget med kristendommen at gøre.

Filmen forsøger dog ikke at adskille kristendommens troslære fra andre religiøse opfattelser, men afklæder menneskelivet som det er. Og her er Ingmar Bergman som altid hudløs ærlig. Jovist kan man nogle gange få en kvalm fornemmelse af de store temaer, som bliver loopet igen og igen, men det er fint at se nogle af de menneskelige mekanismer udpenslet.

Udover at filmen er fremragende filmet og godt spillet (stort set alle skuespillere leverer meget fine præstationer), er den også et voldsomt angreb på nogle af de instinkter, som er i os mennesker. Hvordan vi altid søger egen fordel, hævder os over andre og kan ændre adfærd for egen vindings skyld.

Filmen er tre timer, og det er meget. Specielt fordi der stort set ikke er nogen action. Men man bliver alligevel suget ind i denne krønike, fordi den rører ved noget fundamentalt ved det at være menneske. Og det ser man ikke hver dag på det brede lærred.

---