SCORSESE LAVER DOKUDRAMA OM HELGENER bl.a. om Jeanne d'Arc
THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
Mennesket vil gerne forfærdes. Forarges. Vi holder af en god sensation, noget, der på afstand kan ryste os og få os til at sukke et "godt, det ikke var mig!" Kiggekøer på motorvejen og formiddagsbladenes forsider afslører, at der findes et indbringende marked for tragedier.
Netop dette utiltalende karakteristika ved den menneskelige natur er et omdrejningspunkt for David Lynch's "Elefantmanden" fra 1980. Filmen om den ulykkelige vanskabning John Merrick var baseret på den oprindelige historie om Joseph Merrick (1862-1890), manden, hvis lidelses udseende gav navn til sygdommen "elephantitis", en lidelse som på grotesk vis deformerer og forkrøbler mennesker.
Historien begynder, da lægen Frederick Treves (Anthony Hopkins) opdager Elefantmanden i et omrejsende cirkus. Her præsenteres han som "the fruit of the original sin" – "arvesyndens frugt". John Merrick er hans navn, men han lever som og bliver behandlet som et umælende dyr, der tjener store summer til sin ejer og herre, fordi han er så fæl at se på. Lægen fatter først medicinsk interesse for tilfældet John Merrick, men interessen udvikler sig til en form for venskab. Treves opmuntrer Merrick til at tale, og det viser sig, at Elefantmanden på ingen måde er et monster.
Først har lægen Treves svært ved at tro andet, end at Merrick må være retarderet i en eller anden form. "Jeg håber ved Gud, han er idiot," siger han oprigtigt, for det er umuligt at forestille sig et almindelig begavet menneske bag alt det hæslige. Men Merricks sjæl er skøn – han har intet grimt i sig; det grimme i hans liv er alt sammen på ydersiden. "Du er ikke en elefantmand, du er en Romeo," siger den feterede skuespillerinde mrs Kendal (Anne Bancroft) og kysser ham; og sandelig er Merricks sjæl betagende smuk i al sin generøsitet og venlighed. John Merrick er en venlig, eftertænksom, belæst, nobel og kristen mand med et ulykkeligt skrækindjagende ydre.
Merrick bliver en slags VIP i de fine cirkler i London, møder endda den danskfødte kronprinsesse Alexandra, men ikke alt er lutter lagkage. Stadigvæk findes der onde mennesker, som ønsker at tjene på hans ulykke, og hans liv er på en underlig måde delt i to.
Netop den dobbelthed afspejler Merricks liv, og han må selv lære at leve med den, han er. "Folk er bange for det, de ikke forstår,og det er også svært at forstå, selv for mig, fordi min mor var så ualmindelig smuk," siger han på et tidspunkt, og den undren følger ham filmen igennem. Først, i en afgørende scene, siger Merrick fra over for de, der tror, han er et hjerteløst og fælt monster. Først dér erkender han, hvem han er: At han ikke er et dyr, men et rigtigt menneske. Og netop derfor kan hans sidste ord i filmen da også blive "it is finished", som her oversættes med "det er færdigt", men som lige så godt kunne oversættes med "det er fuldbragt". Hans rejse fra at være Elefantmanden til at være John Merrick er forbi, og nu finder han fred i at være den, han er.
Hele vejen igennem filmen præsenterer Lynch os for en række scener, hvor menneskers trang til at "glo på" stilfærdigt bliver kritiseret. Først ved at vente længe på at vise os Merrick, som fremstilles bevægende og med fysisk mod af John Hurt. Al denne venten pirrer seeren – men hvorfor er det lige sådan, at man fascineres?
Senere hen undrer man sig over, hvor stor forskellen er, på dengang Merrick sad i en beskidt cirkusvogn og så nu, hvor han sidder ved et fint kaffestel, mens Londons bedsteborgere strømmer til for at se, om han nu er så grim, som rygtet siger. Elefantmanden får også selv lov til at kigge på, siddende i et teater, hvor skuespillerne er udklædt – som dyr. Han, som før var objekt for folks nedstirring, ser nu selv på.
Og helt overordnet kan man overveje, hvilke overvejelser man selv som seer står i, når man nu har valgt at smække netop "Elefantmanden" på dvd-afspilleren. På den facon udstiller Lynch stilfærdigt det irrationelle i, at vi pirres af det grimme, ja, måske endda længes efter det?
Samtidig gemmer filmen på den klassiske morale om, at man ikke skal skue hunden på hårene. Merrick er ikke en hæslig eller ondsindet elefantmand, men et venligt menneske. Men selv det venligste menneske må lære at blive og være sig selv. Det, som er grimt i hans liv, må han komme overens med – også selvom det er udvendigt. Filmen er filmet – smukt! – i sort/hvid, men man kan ikke bare se på mennesker sort/hvidt. Det er en banal pointe, men som så meget andet banalt én af dem, man har brug for at blive mindet om.
Man får ondt af Merrick, og filmen har af og til tendens til at være lidt mere sentimental end det behøves, ligesom de klamme gisninger om Merricks undfangelse er decideret unødvendige. Men historien om den grimme mand med det gode hjerte er rørende, og i sidste ende er seerens medlidenhed måske i virkeligheden et udtryk for den selv samme fascination, som filmen diskuterer. Måske konfronterer Merricks godhed den platte sensationslyst på en sådan måde, at den eneste måde, man kan komme overens med den følelse i sit indre, er at vise medlidenhed. Men Merrick har ikke brug for medmenneskelig medlidenhed; han bliver måske endda mere menneske end nogle af de andre figurer, netop fordi han tvinges af omstændighederne til at konfrontere det fæle, det grimme, det hæslige i sit liv. Alle de andre har andre muligheder – men netop hans kamp med at finde sig selv, og finde en plads til det grimme i sin tilværelse, gør ham til en slags helt. Han, som er "arvesyndens frugt", bliver et eksempel, for han har ikke mulighed for at gemme sig bag en facade som alle andre.
Det er jo så let at spille facadespil. Det er så nemt at gemme det, der er grimt, bag en facade af selvkontrol, vellykkethed og ro. Men at gemme det grimme er ikke det samme som at få det af vejen. Hvad vi stiller op med det i vores liv – hvis vi da tør at se i øjnene, at det findes – er en sag mellem os og vores Gud. Forhåbentlig kan vi med Merrick frimodigt sige, at "Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød", velvidende at hos Gud bliver det grimme tilgivet, om man så er arvesyndens frugt, og fra ham kommer freden og modet til at leve sådan, som han har skabt os.
Gemmer din stemme...
