1950'erne. Den rige, sydstatskvinde Miss Daisy (Jessica Tandy), kommer som ca. 70-årig til at bakke ud over en skrænt, så det er slut med selv at køre bil. Hun er meget stædig, og vil ikke høre på råd fra sin søn Boolie (Dan Aykroyd). Hellere tage sporvognen til indkøbscentret end at ansætte en chauffør. Boolie får dog den ide at ansætte den sorte Hoke (Morgan Freeman) som chauffør for Miss Daisy.
Det bliver ikke en let opgave for Hoke at overtale Miss Daisy til at lade ham køre for hende. Hoke er ligesom tjenestepigen Idella (Esther Rolle) henvist til køkkenet, og bare han kigger på et fotografi på væggen, eller hvis han pusler om blomsterne udendørs, bebrejder hun ham. Hoke skal ikke komme med gode ideer. Hvis hun vil have tomatplanter, skal hun nok selv få den ide. Læg så mærke til, at hun mange år senere har tomatplanter!
Da hun sjette dag, Hoke er chauffør, går til stoppestedet, kører Hoke i bil lige ved siden af hende for at se, om ikke han kan lokke hende til at tage med. Så okay da, men hun kan godt selv åbne døren. I det hele taget er hun på mange måder ligesom et barn i kan-selv alderen.
Filmen viser også, at 10-12 år senere, er hun stadig en stædig dame, der bestemmer og regerer, og det bliver ikke mindre, da der er gået hen ved 20 år. Det er først, da hun kommer på plejehjem, at hun opdager, at hun sådan set har en ven i Hoke.
Man får et indtryk af forskellen på at være rig og holden og at være en (sort) tjener, der knap nok har nogle rettigheder. Miss Daisy er jøde og kommer i synagogen. Der er enkelte salmer med i filmen, og Hoke beder bordbøn (for sig selv i køkkenet) og kommer i øvrigt med nogle bibelske kommentarer indimellem. Miss Daisy er meget optaget af Martin Luther Kings synspunkter, men kan ikke se, at hun behandler Hoke for dårligt. Hun må dog som jøde opleve, at også nogle ser skævt til dem, da der er hærværk mod synagogen. Et par betjente kalder Hoke for "boy", hvilket er nedladende. Det er et af flere eksempler på scener, der handler om racediskrimination.
Filmen har modtaget fire Oscars, bl.a. for bedste kvindelige hovedrolle. Det er en stille, udramatisk og hyggelig film, hvor man mange gange kan klukle over Miss Daisys stædighed og Hokes humor.