THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
Jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for filminstruktøren Quentin Tarantino og afroamerikansk kultur. Derfor virker "Django Unchained" på forhånd allerede som en perfekt kombination for mig. Tarantino har på grund af sine meget voldelige film aldrig været helt populær hos den kristne højrefløj, og derfor er det også en stor udfordring at anmelde denne film for filmogtro.dk.
"Django Unchained" er anden film i Tarantinos uofficielle "hævntriologi". Filmen udspiller sig i midten af 1800-tallet i de amerikanske sydstater. Her følger vi slaven Django (Jamie Foxx), der befries af den tyske dusørjæger Dr. King Schultz (Christoph Waltz), som inden længe bliver Djangos mentor og nye samarbejdspartner. Efter en tid med oplæring i dusørjægerbranchen, som Django synes at have aldeles godt styr på, går Schultz med til at hjælpe Django med at finde og befri hans kone Broomhilda fra plantageejeren Calvin Candie (Leonardo DiCaprio), der bruger slaver til gladiatorkampe, prostitution og arbejde.
Om det filmtekniske
"Django Unchained" er Tarantinos mest ligefremme og lineære film til dato. Ingen små separate historier, der til sidst smelter sammen. Heller ingen spring i tid. Dertil møder vi for første gang et element af retfærdighedssans i Tarantino-universet og nogle karakterer, der enten fremstår sympatiske eller meget usympatiske. "Django Unchained" er nok den mest jordbundne og "realistiske" Tarantino-film, publikum endnu har set. Men intet er selvfølgelig helt simpelt, når Tarantino står bag.
Få besidder simpelthen samme originalitet som Tarantino, der har sans for detaljer, skæve karakterer og god selvbevidst historiefortælling. "Django Unchained" består i grove træk af genrer som western, helteepos og historisk fiktion og indeholder temaer som hævn, slaveri og kærlighed. Dertil har filmen et solidt manuskript og masser af teaterblod. Alt i alt er "Django Unchained" en film, som kun Tarantino kan lave.
"Django Unchained" har succes på flere planer. Først skal skuespillet roses. Her er en blændende og vel næsten altid eminent Christoph Waltz (en stærk kandidat til sin anden oscar) som den tyske dusørjæger. Leonardo DiCaprio leverer dertil en af karrierens mest mindeværdige roller som den karismatiske og sadistiske plantageejer Calvin Candie. Derudover bør Samuel L. Jackson roses for rollen som den usympatiske og anti-onkel-tom'ske husslave Stephen. Billedsiden er også i top, og landskabet udgør nærmest en ekstra aktør i filmens første time. Tarantino har selv skrevet manuskriptet, hvilket altid er garanti for knivskarp dialog med intense samtaler, punchlines, jokes og alt muligt andet godt. Dertil har filmen også et udmærket soundtrack, der spænder fra klassisk til tung hiphop.
Stof til eftertanke
Tarantino er ikke for enhver. Er man ikke til den slags film, vil man heller ikke synes om "Django Unchained". Filmen har ikke et kristent budskab. Her er det hævn, der driver filmen, og ikke forsoning. Remedierne er vold, og under filmens tredje akt begynder ligene for alvor at hobe sig op. Der er altså ingen næstekærlighedsbud, kun spandevis af blod.
Tarantino og volden hører nærmest sammen og er ofte blevet debatteret heftigt. Volden har to funktioner i "Django Unchained". På den ene side viser filmen meget malerisk, hvor slemt USA var i 1800-tallet. Afrikanere blev behandlet som ejendom og ifølge plantageejeren Candie ligger det i deres natur at underlægge sig andre, noget andre film ikke har taget fat i. Gennem vold og slavepisk bliver de hvide amerikanere udstillet stereotypt. Voldens anden funktion er dybest set at underholde, og det er her man "med kristne briller" med rette må spørge sig selv, om "Django Unchained" så er værd at se? Et spørgsmål som især udfordrer mig og min "ungdommelige" generation. Ønsker en og anden at rejse en debat om spørgsmålet, er den velkommen herunder.
En interessant refleksion i selve filmen er den tyske dusørjæger Schultz, der er i konflikt med sin egen passivitet i forhold til slaveriets umenneskeligheder gennem det meste af filmen, hvilket fører til, at han nægter at give hånd til plantageejeren Candie på trods af de vidtrækkende konsekvenser, det fører med sig.
Filmen er bestemt seværdig, for Tarantino har et ærinde med sin historie, og jeg betegner det som en vigtig film for Hollywood, filmhistorien og den afroamerikanske kultur. Det her er en historie om slaveri, men ikke på en oscartiggende eller politisk korrekt måde. Det er en film, der vil skabe debat om fortidens synder og en langt bedre film om slaveriet i USA, end hvad vi ellers har mødt – dog fortalt på sin helt egen tarantino'ske måde.
Gemmer din stemme...
