Der findes ingen ondskab

Sheytan vojud nadarad

Fire uafhængige historier i Iran viser, at hovedpersonerne føler ubehag og modvilje ved henrettelser. Filmen lægger op til vigtige overvejelser om ondskabens væsen og årsag. Drama, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 2020
Varighed: 151 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 11 år
Instruktør: Mohammad Rasoulof,
Medvirkende: Baran Rasoulof, Mahtab Servati, Masoud Tosifyan,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 08.03.2022

ONDSKABENS KILDE 

Alene titlen vækker interesse. Som kristen overvejer man et øjeblik, om filmen mon vil forsøge at lægge sig i kølvandet af en ret udbredt tone i tiden, som handler om, at mennesket af natur, fra fødslen af, ligger inde med et neutralt, ondskabsfrit væsen.

Det kan man ikke påstå, at filmen gør. Men til gengæld efterlader den seeren med en vis usikkerhed på, hvad der mon alligevel er op og ned med ondskaben. Hvad kommer den af? Kommer den inde fra mennesket selv, eller kommer den snarere fra noget udvendigt, fra for eksempel et samfundssystem?

Filmen er bygget op som fire historier, umiddelbart helt uafhængige af hinanden. Og dog er der en sammenhæng. Og sammenhængen handler netop om ondskab. Helt konkret om henrettelser. Henrettelser i et land, Iran, som sidste år henrettede 267 personer. I fire novelleagtige historier lukkes vi ind i nogle tilsyneladende ganske almindelige menneskers hverdage.

Mørke historier i hverdagsliv
Vi lægger ud med noget, der umiddelbart virker meget dramatisk. To mænd slæber afsted med en stor sæk og smider den i en bils bagagerum. Det er mørk nat, og bilejeren kører hjemad, standses undervejs af en vagt, som beder ham åbne bagagerummet. Vi venter os det værste, men han slipper let igennem ved at sige, at sækken er fuld af ris. Han når hjem og slæber sækken ind gennem lejligheden og ud på altanen. For at gemme den, tror vi. Men da historien slutter, bliver vi klar over, at det slet ikke er der, dramaet gemmer sig. Det var en rissæk. Derimod får vi indblik i en helt anden mørk historie i mandens hverdagsliv, lige inden historien lukker ned. De fire historier er meget forskellige, men alle lukker de os på samme måde langsomt og dæmpet ind i noget, som åbner for ondskaben kædet sammen med henrettelserne, som på forskellige måder er uomgængeligt forbundet med deres livsvilkår.

Modvilje i forbindelse med henrettelser
Og i alle fire historier møder vi hovedpersonernes store ubehag, modvilje eller fortrydelse i forbindelse med henrettelserne. Vi møder altså ikke personer, der fornøjes ved ondskaben eller blot er ligeglade med den. De skubber den helst fra sig, hvis det er muligt. Dét får måske filmen til at forbinde ondskaben først og fremmest med systemet, med samfundet. Og som sådan rummer filmen også en stærk, indirekte samfundskritik.

Instruktøren Mohammed Rasoulof har ligesom andre iranske instruktører fået forbud mod at lave film. Han optog denne film i hemmelighed og sendte den ud af Iran, blandt andet til filmfestivalen i Berlin, hvor den sidste år vandt hovedprisen, en Guldbjørn. Det vækker selvfølgelig en særlig respekt for filmen og dens instruktør. Han har vovet pelsen, må man sige.

Hvor kommer ondskaben fra?
Filmen rejser som sagt et oplagt spørgsmål: Kommer ondskaben fra mennesket eller fra systemet? Filmen svarer ikke entydigt på det. Og begge dele kan der med god grund svares ja til. Men dertil må tilføjes: Systemet kommer jo også fra mennesket. Så samlet set peger ondskabens kilde i samme retning: mennesket.

Filmen er meget værd at se. Dens langsommelighed og ro kombineret med nogle fatale glimt af dybt mørke, fungerer rigtig godt. Og kombineret med dens tvetydige titel åbner filmen for vigtige overvejelser om ondskabens væsen og årsag.

Filmen er kommet på dvd.

---