EN MODIG PAPIRNUSSER
Vi har set noget så sjældent som en svensk film om anden verdenskrig i Sverige. Mange vil kende navne på svenske diplomater som Raoul Wallenberg, Dag Hammerskjöld og Folke Bernadotte. Efter krigen fik de international status som helte på grund af deres indsats for at redde mennesker ud af nazisternes kløer. Men i denne film nævnes de kun i forbifarten. Filmens hovedperson og helt er nemlig Gösta Engzell (Henrik Dorsin), der ifølge filmen reddede 100.000 jøder. Han er ikke engang kendt i Sverige. Man kan nemlig ikke beskæftige sig med ham uden også at rode op i Sveriges ihærdige bestræbelser på at værne om neutraliteten under krigen. Kampen for neutralitet betød, at landets ledende politikere og embedsmænd mere eller mindre var i lommen på nazisterne, og det er ikke en virkelighed, der er særlig rar at blive mindet om. Filmen bygger på virkelige hændelser.
Den bureaukratiske kamp
Gösta Engzell var en undselig papirnusser, der var leder af udenrigsministeriets retsafdeling. De havde ansvar for at sige ja eller nej til udenlandske ansøgninger om at få visum til indrejse i Sverige. På et tidspunkt i 1942 begyndte nazisterne i Norge at arrestere alle jøder. Rygterne gik på, at formålet var at sende dem til tyske arbejdslejre. Blandt disse jøder var der en svensk statsborger, som burde hentes til Sverige. Sagen med den svenske jøde i Oslo blev sendt rundt mellem departementer og kontorer i Stockholm. Ingen ville røre den, så den sank nedad i systemet, indtil den havnede i Gösta Engzells retsafdeling. De kastede sig med iver over opgaven, og udvidede den efterhånden til at omfatte flere og flere jøder med tilknytning til Sverige. Det skete naturligvis ikke uden kampe med tyske myndigheder hjemme og i Berlin, og med svenske politikere og embedsmænd, der med næb og kløer værnede om neutraliteten. Det handlede alt sammen om bureaukrati, og så var Gösta Engzell på hjemmebane. På et tidspunkt blev den svenske overrabbiner orienteret om en af de situationer, hvor Gösta Engzells bestræbelser havde sikret mange jøder mulighed for indrejse i Sverige. "Det er jo et mirakel," udbrød overrabbineren. "Nej, der er bureaukrati," lød Gösta Engzells tørre kommentar.
God humor med respekt
Kan man lave en spændende, vedkommende og underholdende film om en svensk bureaukrat? Ja det har folkene bag "Den svenske forbindelse" lige bevist, at man kan. Et af de mest overraskende greb, er at de har lavet en komedie ud af det. Den er gennemhumoristisk på en venlig og respektfuld måde, lige undtagen den raffinerede karikatur af de værste nazister. Humoren er også respektfuld overfor filmens underliggende tema, som er kapløbet om at redde flest muligt fra tyskernes gaskamre.
Kamp for de svage mod overmagten
Skuespillerne er godt castet, og alle gør deres bedste. Vi tror på fortællingen. Vi morer os over humoren. Vi forarges over de fodslæbende ansvarlige i den svenske administration, som langsomt må indse, at der nok er en del sandhed i rygterne om gaskamre, men som alligevel for de flestes vedkommende står fast på loyaliteten mod nazisternes påbud. Der ligger et tema her, som er gyldigt til alle tider. Hvor langt skal man gå for at værne om det, man anser for det fælles bedste, på bekostning af de få, som må betale prisen? I retsafdelingen valgte de at stå på de svages og truedes side. Det lykkedes dem at redde mange, selvom det skete med stor risiko.
Kan ses på Netflix.