VOLD, GALSKAB OG SORT HUMOR
Danmarks meget originale filminstruktør Anders Thomas Jensen har igen slået til med en film helt udenfor varianter af mere normale stilarter. Vildskab, galskab, vanvid, humor og underfundig menneskevarme proppet sammen i en utænkelig historie.
En række af de samme skuespillere har hovedrollerne i alle hans film. I "Den sidste viking" spiller Nikolaj Lie Kaas den kriminelle Anker, som i starten af filmen er taget til fange af politiet for et røveri på i alt 41 mio. kroner. Det er dog inden fængslingen lykkedes ham at få sin halvdel af gevinsten gemt væk. Hans bror Manfred, spillet af Mads Mikkelsen, har lovet at gemme pengene ude ved de afdøde forældres skovhus, og efter 15 år i fængsel vender Anker tilbage til broren for at få pengene. Og herfra går alt for alvor galt.
Ved genmødet opstår der med det samme store problemer, fordi Manfred ikke længere vedkender sig navnet Manfred, men insisterer på, at han hedder John. John Lennon vel at mærke. Anker synes, det er tåbeligt og fortsætter i flere omgange med at kalde ham Manfred, hvilket hver gang medfører, at Manfred med livsrisiko kaster sig ud af det sted, de befinder sig, lejlighed, hus, bil under kørsel. Med et vist held undgår han døden, og ude ved skovhuset får han senere mulighed for at være John Lennon med to andre, som også tilhører de særpræget psykotiske, som anser sig selv for at være en af historiens berømtheder fremfor det navn, de ellers har siddende på sig. Og i dette tilfælde drejer det sig om to, der repræsenterer de andre i Beatles. De går i gang med at spille, om end Manfred er helt uden spilleevne. Og alt imens det på den ene og den anden måde rabler i vanvid, kommer Ankers tidligere røver-kompagnon og forsøger med vold og magt at få fingre i den anden halvdel af de stjålne millioner.
Mening med galskaben?
Historien løber mere og mere ud i mørke og fortabthed, men vel at mærke med den velkendte rablende humor hele vejen igennem. Og minsandten om ikke også det denne gang, som i Anders Thomas Jensens forrige galskabshistorier i fem film, ender i lys og håb igen.
Som i Anders Thomas Jensens andre film gemmer der sig en mørk barndomshistorie for Anker og Manfred og deres søster Freja, som spilles af Bodil Jørgensen. Barndomshistorien med en umenneskelig, barsk far, forklarer meget hver af de to sønners særlige sind og livsvej.
Historien spiller også ud med en anden baggrund, som også forklarer titlen. Det drejer sig om en kort tegnefilm, som indleder og afslutter filmen, en film om vikinger, hvor en høvdings søn mister sin arm i kamp. Og som medfører, at hans far beslutter, at alle hans krigere skal have skåret armen af. Da filmen ender med at vende tilbage til vikingehistorien, bliver det ikke kun sønnens arm, men efterhånden også et ben og til sidst selve hovedet, der ryger. Og det samme sker så for alle de andre. For som fortælleren siger: ”Når hans virkelighed ikke kunne ændres, måtte virkeligheden omkring ham ændres.”
Man aner det som en crazy-forklaring på det, der rumsterer i Manfreds mærkelige verden, hvor han ser ikke bare sit eget liv, men hele omgivelsens liv i lyset af sin egen, helt særlige identitet.
Kan man udlede en underliggende hensigt med historien?
Anders Thomas Jensen har i to af sine tidligere film bragt tydelige trosmomenter i spil. Med Adams æbler var der en umisforståelig sammenhæng med Jobs bog, og i den seneste film Retfærdighedens ryttere var det ikke svært at få øje på flere små trosglimt.
Jeg får ikke øje på det samme i "Den sidste viking". Man kan uden tvivl indlæse noget i det, som handler om ens identitetsfølelse sammenbundet med den omliggende verden, og om muligheden af imod alle ydre odds at finde vej tilbage til menneskelig godhed og varme. Men mest af alt er det fra ende til anden – som i de øvrige fem film - en voldsfikseret historie proppet med absurd humor.