Den du frygter

Dramatisk fremstilling af blindgyderne ved medicinsk behandling af psykiske lidelser – og en opdatering af den gamle "Den forsvundne fuldmægtig". Thriller, TEMA Danske film, 
Produktionsår: 2008
Varighed: 95 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Kristian Levring,
Medvirkende: Ulrich Thomsen, Paprika Steen, Stine Stengade, Bodil Udsen,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 30.12.2008

Advarsel: indeholder spoilere

Det er et rigtig spændende og relevant emne, der tages op i filmen "Den du frygter". Psykisk sygdom, depression og spørgsmålet om, hvorvidt behandling med piller er godt eller skidt. Desværre er filmen langt fra forløsende, og man går fra biografen med et "Nå, var det det?"

I filmen møder vi familiefaderen Michael, som har besluttet at tage orlov fra sit arbejde. Han går hjemme i familiens pragtvilla ved vandet. Han keder sig. Kedsomheden griber ham. Han føler sig fanget - både i huset og i det samfund, der kræver noget af ham. Da hans gode ven, som også er hans svoger, tilbyder ham at være med i et medicinsk forsøg vedrørende afprøvning af nogle nye, antidepressive piller, siger han ja tak.

Mens han begynder at tage pillerne, begynder han også at føre dagbog. Filmens første halvdel er således lige så langsom, som den proces det er at tage piller imod en lidelse. Langsomt begynder der at ske ændringer. Michael føler sig mere glad, mere fremadrettet. Første kulmination sker, da han tilbyder en ung pige kørelejlighed og pludselig kører hende ud af en skovvej, hvor han forsøger at presse hende til at vise sine bryster frem.

Ret tidligt afbrydes forsøget med pillerne. Vennen melder ham ud af medicinforsøget, men Michael beholder pillerne. Han ønsker ikke at afbryde den proces, der er ved at ske med ham.

Næste kulmination sker, da han helt bevidst beslutter, at der skal ske nogle forandringer i det ellers så idylliske hjem. Der skal iscenesættes nogle ting, som vil gøre, at hustruen og datteren i større grad føjer ham og giver ham plads til at leve sit eget liv. Derfor sætter han en omgang psykisk terror i gang: Han lader hustruen bade i skoldhed vand, han lukker rotter ind i huset, og han lokker lægevennens hustru til at gå i seng med ham. Han forsøger at skabe sig en ny tilværelse, ved at skabe frygt omkring sig.

Da han vælger at tale på tomandshånd med lægevennen – dog ikke om utroskaben mod hans kone – fortæller vennen ham, at han faktisk slet ikke har fået de rigtige piller. Vennen havde lige fra eksperimentets start valgt at give Michael placebo – dvs. snydemedicin/kalktabletter. Denne oplysning ryster naturligvis både Michael og os som biografgængere, for hvad er det så, der har afstedkommet forandringen hos Michael i retningen af at blive både sociopat og psykopat?

Kan det være det faktum, at snydepiller har en effekt hos den, der tager dem, fordi vedkommende ikke ved, at det er snydepiller? Er det, fordi Michael i forvejen ér psykisk syg og rent faktisk ville have haft brug for de rigtige (dvs. ikke placebo) piller? Selv da Michael har fået at vide, at han har fået snydepiller, fortsætter udviklingen tilsyneladende. I hvert fald virker det, som om han finder udviklingen så interessant, at han gerne vil udforske den yderligere. Da datteren en aften kommer til at læse den dagbog, han har ført under projektet, ender det med, at han lukker hende inde i deres sauna – og smider konen i en kummefryser. De slipper begge ud, og i filmens slutscene ser man ham på en togstation i Tyskland, på vej videre i hans udforskende eventyr af sig selv og sin sociopati.

Og det er netop denne slutning, der virker utrolig uforløst. Filmen har fat i et meget, meget spændende emne, men der mangler så afgjort et eller andet. Der mangler et twist. Det første twist kommer, da han får at vide, at pillerne var snydepiller. Det er i sig selv en ret så interessant drejning af filmens historie, men da filmen slutter, sidder man og mangler endnu et twist. Man siger: "Nå?"

Der er spændende ting i filmen. Nogle steder minder den om noget fra amerikanske psykologiske dramaer, med Jack Nicholson eller Harrison Ford. Andre steder minder den om den gamle "Den forsvundne fuldmægtig", som også er en sociopat, der finder sin tilstand interessant.

Instruktøren vil uden tvivle hævde, at det netop er for at undgå klichéer, at filmen slutter, som den gør. At den slutter med et stadigt interessant billede af Michael, fordi vi som tilskuere ikke har kunnet sætte ham i de båse, vi så gerne vil sætte hinanden i. Men personligt finder jeg stadig filmen uforløst. Der er for mange spændende ting i temaet, til at den bør ende, som den gør. Den starter med en interessant, lang udvikling, men slutter uforløst.

Til gengæld vil jeg sige, at skuespilpræsentationerne er store og prisværdige. Ulrich Thomsen er rigtig god til rollen. Han tænker, han undrer sig, han udforsker. Mundbevægelserne og øjnenes flakken er perfekt til rollen. Det samme kan siges om Paprika Steen, som desperat forsøger at redde ægteskabet med store følelser og stærkt skuespil.

Som sagt er det flere gange, man i løbet af filmen kommer til at tænke på Ove Sprogøe, i filmatiseringen af "Den forsvundne fuldmægtig". Der er samme nysgerrige selvudforskning, samme stil, sammen dagbogsagtige fortællerstemme, og nogle af de samme temaer i filmen. Som sådan fungerer filmen godt, som en moderne opdatering - nu med nervemedicin og placebo, men den er alligevel uforløst og burde have taget flere livtag med emnet. 

---