THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
THE NOTE nu på dvd igen
DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15
GLADIATOR ii i biografen
den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay
THE APPRENTICE i biografen
DE FORPASSEDE MULIGHEDER
Jeg må indrømme, at jeg ikke var synderlig begejstret for første del af historien om De forbandede år fra 2020. Jeg genså filmen op til premieren på efterfølgeren og mange af de kritikpunkter, jeg huskede, viste sig desværre at holde stik ved et gensyn. Det var derfor spændende at se, om anden del af filmen kunne ’redde’ historien og give et bedre indtryk af det samlede værk. For det er jo netop én samlet fortælling delt i to.
Komplekst familiedrama
Historien i "De forbandede år 2" starter, hvor 1'eren sluttede. Bodil Jørgensen giver som det første et resume af begivenhederne fra den første film, så de, som ikke har den frisk i erindring (eller ikke har set den), er up to date. I filmen følger vi familien Skov, som må siges at have sine udfordringer med den tyske besættelse. Faren, Karl (Jesper Christensen), som ejer en stor elektronikvirksomhed, er blevet tvunget til at arbejde for tyskerne. Sønnen Aksel (Mads Reuther) er gået ind i modstandskampen, datteren Helene (Sarah Viktoria Bjerregård), som blev gift med en tysk ubådskaptajn, er nu enke, og halvbror Michael (Gustav Giese) er i tysk uniform og har kæmpet for nazisterne ved fronten. De sidste to brødre i flokken, Knud (Lue Dittmann Støvlebæk) og Valdemar (Sylvester Byder) spiller på en jazzklub, og især førstnævnte er optaget af de nye toner fra USA.
For stor en mundfuld
Ideen med at vise et splittet samfund gennem én families forskellige roller i krigen er egentlig god. Der er utvivlsomt familier, som under krigen blev skilt ad som følge af forskellige syn på Danmarks rolle under besættelsen. Og rent dramaturgisk giver det muligheder for masser af drama og konflikter. Desværre formår filmen ikke at følge de gode forudsætninger op med en nærværende og rørende fortælling. Den vil simpelthen for meget. Der er så mange karakterer i centrum af historien, at man ikke når at få et dybt forhold til nogen af dem, så når én person kommer ud for noget fantastisk eller forfærdeligt (mest det sidste), sidder man uberørt hen og føler ikke rigtig noget. At ville fortælle historien om de mest forbandede år i Danmarks historie, hvor man både vil berøre værnemagerne, samarbejdspolitikken, Frikorps Danmark, stikkerlikvideringer, jødeforfølgelsen, det flygtende politikorps, tyskertøser, de kulturelle forandringer i landet og samtidig vil omkring de mange facetter af modstandskampens arbejde, er simpelthen for stor en opgave. Det til trods for at man har nogle af Danmarks bedste skuespillere på rollelisten. Jesper Christensen og Bodil Jørgensen gør, hvad de kan, men med et manuskript, hvor de fleste replikker er ekspositionstunge, og hvor dialogen føles skrevet (ja, det ved jeg godt den er, men det skal man altså ikke tænke over, når replikkerne fremsiges), kommer selv de dygtigste skuespillere til kort. Selv med en samlet spilletid på over fem timer lykkedes det ikke for de to film at komme i mål med så kompleks en fortælling, som historien om 'Danmark under besættelsen' er.
Anden del af fortællingen om 'De forbandede år' er dog bedre end sin forgænger. Det skyldes bl.a., at der er flere yderst veleksekverede action-scener, hvilket fjerner opmærksomheden fra de dele af filmen, som ikke virker. I en helstøbt filmfortælling kan en velskrevet og veletableret dialog mellem to karakterer være lige så dramatisk og nervepirrende som det at anbringe en tidsindstillet bombe på en elektronikfabrik under tysk bevogtning. "De forbandede år 2 "lykkedes desværre kun med at gøre sidstnævnte situation spændende. Når rulleteksterne kører over skærmen, sidder man dog tilbage med en historie, som handler om fald, oprejsning og håb. På den måde formår filmen at udlægge nogle temaer, som i et betændt Europa er vældig aktuelle.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.
Gemmer din stemme...
Datteren Helene ( ubådsenken)
siger til sin bror at hun gerne “ vil gøre en forskel”
Jeg mener at dette udtryk ,som vel er lånt fra engelsk , først er kommet ind i vores sprog da problemer blev til udfordringer. Dvs sige vel i 1990erne eller 0 erne? En slags sproglig filmbøf.