SUR-SØD
"Cake" er desværre ikke nogen særlig god film - jeg ville ønske, at det var det. For historien om Claire (Jennifer Aniston), som både er ramt af kroniske smerter og en stor sorg kunne have været en stor lille film om at kæmpe sig på plads i et liv, der har tilføjet én både onde og rå dage. Og ikke mindst, fordi Jennifer Aniston i rollen som Claire er temmelig fantastisk. Hun giver et dybfølt portræt af en kvinde, der er opfyldt af smerte, sorg og vrede. Hendes portræt af et menneske, som livet ganske enkelt har fornærmet og forhærdet helt afgørende er stærkt og gør indtryk; desværre for hende lever filmen rundt omkring hende ikke helt op til alt det gode, Aniston sætter på spil.
Portrættet af kvinden, der mistede sin søn i et biluheld og reddede sig en diagnose som kronisk smerteramt går nemlig lige ind. Man forstår, måske endda genkender bitterheden. Den meget lidt konstruktive måde at modtage andre menneskers omsorg og kærlighed på. Sarkasmen, som Claire ubarmhjertigt holder op for sig som et skjold, fornærmende, plat, og hjerteskærende.
Men det tossede er nemlig, at det er som om manuskriptforfatteren og instruktøren ikke helt tror på styrken i historien om en kvinde tynget af tilværelsens ubarmhjertighed. Og der skrives derfor helt unødvendige bipersoner ind i historien, bl.a. en afdød kvinde fra Claires sorggruppe, som i glimt opsøger Claire og ansporer hende til at optage en kontakt til den afdøde kvindes familie - hvilket fører til et kærlighedsforhold til den afdødes mand. Det bliver desværre en lidt klæg kage til sidst; alt for meget mondænt kærligheds-skvalder, og alt for lidt kredsen om det dybe, eksistentielle ærinde, filmen kunne have haft. Det er som om det stærke portræt af en kvinde i lidelse revner til sidst, og scenerne med engle-spøgelset fra sorggruppen virker overflødige og måske endda lidt grinagtige.
Måske er det i virkeligheden meget forståeligt, at historien løber et andet sted hen. Når verdens ondskab rammer os søger vi bort som brændte børn. Desværre virker det ikke overbevisende her. "Cake" ender ærgerligt nok med at have meget lidt på hjerte, men anbefales alligevel til den, der vil se Jennifer Aniston overraske med en seriøs og stærk optræden.