MED GUD PÅ EVENTYR
Denne film er baseret på en virkelig historie, og den tilhører en række af nye amerikanske kristne trosfilm, som er baseret på virkelige hændelser. Den har meget tilfælles med Miracles from Heaven og 90 Minutes in Heaven.
Titlen hentyder til handlingen på to planer: For det første er der en central begivenhed, som er filmens omdrejningspunkt. Drengen John er enebarn og lever hos sine forældre Joyce og Brian et helt almindeligt teenageliv. Ved et uheld falder han igennem isen på en lokal sø en vinterdag og drukner. Vi følger et intenst forløb om at få ham til live igen 48 timer efter ulykken
Gennembrud
Dette dramatiske uheld gør noget ved ham og ikke mindst hans mor. Mens familien før begivenheden kunne betragtes som en almindelig gennemsnitlig kirkefamilie, gør ulykken dem afhængige af Guds indgreb på en stærkere måde, end de plejer. Dermed hentyder filmens titel også til familiens trosliv. Vi ser, hvordan de må gennem en ydmygende proces vendt mod den personlige stolthed. Bøn får en ny betydning, og vi ser bønnens kraft virke. Dyder som tro, håb og kærlighed bliver vigtige, for at komme igennem krisen.
Troværdige personer
Da den virkelige historie er dramatisk nok i sig selv, har filmen hele vejen igennem et troværdigt skær over sig. Jeg tror gerne, at forløbet er sket, som det vises, og selvom filmen bestemt er amerikansk, føler man sig egentlig ikke manipuleret med. Det skulle da undtagelsesvist lige være gennem musikken, som til tider kan blive en tand for meget; for eksempel da vennerne står udenfor hospitalet og synger en professionel version af sangen Ocean. Vel er hovedpersonerne kristne, men de skildres ikke som naivt gode. Joyce og de øvrige personer fremstilles meget menneskelige, og det er befriende og gør dem troværdige. Selvom John går på en kristen skole, er omgivelserne bestemt ikke perfekte og uplettede.
Filmen er professionel med gode scener og godt skuespil. Især er jeg imponeret over børnenes præstation. Filmen anbefales meget som et godt vidnesbyrd om Guds indgreb. Filmens nuancer gør, at mange danskere, som er ukendte med kirkelige kredse, også vil kunne få noget ud af den.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray.