Blekingegadebanden

Den sande historie om en reaktionær, venstreorienteret, dansk gruppes vej fra idealisme til kynisk fanatisme og en række voldelige røverier. Dokumentar, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 2009
Varighed: 104 min.
Omfattet af CVLI-licens
Censur: 15 år
Instruktør: Anders Riis-Hansen,
Medvirkende: Bo Weymann, Hans Christian Truelsen, Gert Rasmussen, Per Larsen,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Carsten Riis Jensen - 20.03.2009

Jeg stødte første gang på beretningen om Blekingegadebanden, da jeg i 1991 læste Anders Bodelsens roman Rød september, som i sin historie drager paralleller til den virkelige historie om politisk aktivisme. Jeg kan huske, at historien var enormt spændende og gribende. Det var derfor en kærkommen læseoplevelse, som fik fornyet interesse, da Peter Øvig Knudsen sidste år udgav sit to-binds værk om banden.

Det er klart, at sådan en historie må få det til at krible i fingrene hos mange filminstruktører, for det er mere end oplagt at sætte den op på det store lærred. Det er nu gjort, ikke i form af en spillefilm, men en dramadokumentar. Den er instrueret af Anders Riis-Hansen fra Bastard Film, som specialiserer sig i at lave dokumentarer.

Man har i denne dokumentar gjort den genistreg at filme dele af bandens aktiviteter med skuespillere, herunder det afgørende røveri i Købmagergade. Det giver dokumentaren en særlig aura af spænding og autenticitet, fordi man bliver tilskuer til noget, man ellers kun har læst og hørt om. Og eftersom dokumentarfilm ofte kan blive lidt tørre i det med alle deres interviews og ophobning af oplysninger, giver det "Blekingegadebanden" et friskt pust.

Filmen indledes med en dramatisering af første del af røveriet mod Købmagergades Postkontor. Man hører det famøse skud – men ser i sagens natur ikke, hvem der affyrer skuddet. Dernæst klippes der til et filmstudie, hvor vi møder filmens primære fortæller og øjenvidne, Bo Weymann, som i mange år var medlem af Blekingegadebanden.

Det er et scoop for filmen, at Bo Weymann har indvilliget i at lade sig interviewe, og når man ser ham på skærmen i biografen, tænker man uvilkårligt: Han er jo bare en almindelig familiefar. Hvordan kunne det gå så galt?

Bo Weymann er også den primære kilde i Peter Øvig Knudsens to bøger om banden. I bøgerne er han imidlertid anonym og går under dæknavnet "Stemmen".

Ganske kort tid før gennemførelsen af røveriet mod Købmagergades Postkontor trak Bo Weymann sig ud af banden, men blev alligevel, da sagen blev optrevlet, anholdt og afsonede syv års fængsel.

Det er meget interessant at høre om hans opvækst, i en politisk bevidst og meget aktivistisk familie. Man får et indblik i nogle særlige familiemønstre. Familier som oplærer deres børn på måder, man ellers kun hører om blandt terrorceller mm. i Mellemøsten: De lærer at elske deres egen politiske ideologi og hade alle andre. Bo Weymann fortæller fx om, hvordan han til sin konfirmation giver en del af de penge, han får i gave, videre til den palæstinensiske organisation, PFLP, og at han i gave ønsker sig deres flag til at hænge op på værelset.

Som unge bliver Bo og hans bror Jan aktive medlemmer i Kommunistisk Arbejderkreds, KAK. Det er her, de første gang møder en mand ved navn Gotfred Appel. Denne Appel bliver deres politiske mentor. Blandt de "nye" ting, dokumentarfilmen bringer frem, er netop oplysningerne om Gotfred Appel. I filmen ser og hører man, hvor stor betydning han havde for gruppen allerede i slutningen af 1960'erne, og man hører, at han meget direkte opfordrer gruppens medlemmer til kriminalitet. Blandt andet opfordrer han medlemmerne til at udføre et postrøveri i 1976.

Historien om Blekingegadebanden er historien om vejen fra idealisme til fanatisme. Gruppens medlemmer indleder et tæt samarbejde med den palæstinensiske organisation PFLP, og de begynder at samle våben og sprængstoffer i lejligheden i Blekingegade. På samme tid befinder medlemmer af den palæstinensiske eliteenhed Force 17 sig i Danmark, hvor de planlægger attentater i bl.a. Norge og Danmark.

Efter at Gotfred Appel er blevet smidt ud af gruppen på grund af sin diktatoriske lederstil, påbegynder gruppen en række røverier i København. Formålet med disse røverier er klart: At samle penge ind til PFLP's aktiviteter. Man gennemfører røverier imod bl.a. Daells Varehus og en række postkontorer. Til at begynde med uden våben, men på et tidspunkt går man over til væbnede røverier.

Historien i filmen er godt fortalt, dels i form af den tidligere nævnte dramatisering, og dels i form af sammensætningen af radio- og tv-klip fra den tid.

Bandens kriminelle løbebane ender som bekendt med røveriet mod Købmagergades Postkontor den 3. november 1988, hvor et af bandemedlemmerne skød og dræbte den 22-årige politimand Jesper Egtved Hansen. Eneste grund til, at det lykkedes at optrevle banden og finde lejligheden i Blekingegade, var, at et af medlemmerne, Carsten Nielsen, i maj 1989 var udsat for et trafikuheld. I bilen fandt politiet en faktura, med bandens adresse påtrykt.

I dramadokumentaren "Blekingegadebanden" bliver der sat ansigt på terroristerne, og især på Bo Weymann, som man hører dels får skrupler under hele forløbet, især da de prøver at kidnappe en svensk rigmandssøn, og dels i dag, hvor han har afsonet fængselsdom og forsøger at leve et normalt liv. Man ser ham på skærmen og tænker: Det er jo en helt almindelig familiefar – som stadig i dag har et stort hjerte for palæstinenserne. Filmen fortæller, hvor galt det kan gå. Hvor let vejen er fra idealisme til fanatisme.

---