FORANDRING GENNEM DRAMATIK
Action er ikke det normale i en film, der er lavet af kristne producenter. Måske er "Beyond the Mask" den første af sin art. Hovedpersonen Will Reynolds (Andrew Cheney) er en krydsning mellem Zorro, Batman og James Bond. Historien foregår i tiden omkring den amerikanske revolution (1770'erne). Will Reynolds har en fortid som lejemorder for Britisk Ostindisk kompagni, hvor hans chef var Charles Kemp (John Rhys-Davies). Men nu har Will fået nok af drab og vold. Han fortæller Charles Kemp, at han ønsker at kvitte. Kemp bestiller straks et mord på Will, og så er jagten i gang. Will skifter identitet et par gange for at sløre sit spor. Det er en af baggrundene for filmens titel. Undervejs på sin flugt bliver Will forelsket i den skønne Charlotte (Kara Killmer), som er en from og frimodig kristen. Hans følelser bliver gengældt, og deres romance fortsætter resten af filmen - med mange forhindringer.
Filmens historiske bagtæppe er den amerikanske kamp for frihed fra kolonimagten Storbritannien. Flere historiske personer optræder. Vi møder især en indtagende Benjamin Franklin. Filmen forklarer udmærket de politiske intriger, så det er ikke nødvendigt med kendskab til amerikansk politik på forhånd.
Håndværket bag filmen er ikke helt i top, men alle gør det godt, og vi oplevede ikke på noget tidspunkt ærgrelse over, at noget var for kikset. Hvis man bedømmer begivenhederne ud fra, om det hele er realistisk, falder rigtig meget igennem, som det jo også ville være tilfældet med James Bond, Zorro, Indiana Jones osv. Fotograferingen er klar og farverig, indimellem grænsende til det glansbilledagtige, men det fungerer fint til denne film. Musikken bærer handlingen og billederne fint.
"Beyond the Mask" er en såkaldt trosbaseret film. Den kommer fra Burns Family Studios. De skriver på filmens hjemmeside: "Vi har forpligtet os til at producere kvalitetsfilm med den kristne tro i centrum. Vi mener, at fortællinger kan røre hjerter, og Kristus kan ændre liv." Er det så lykkedes med denne film?
Will Reynolds ønsker at forandre sig og blive et nyt menneske. Det lykkes et stykke hen ad vejen, men på et tidspunkt får han at vide, at kun Gud grundlæggende kan ændre os. Vi kan højest sætte en ny facade op - det er en anden baggrund for filmens titel. Will indgår - som han selv siger det - en handel med Gud, og han kæmper for at holde det, han har lovet. Men på et tidspunkt siger Charlotte til ham: "Ved du ikke, at hverken frelse eller kærlighed kan fortjenes. De kan kun modtages som gaver. Vi skal ikke gøre andet end at bede om dem." Der er ingen lange prædikener. Den direkte forkyndelse ligger i ganske få sætninger, som den netop anførte. Men filmens handling underbygger disse sætninger på en udmærket måde. Teologien er i orden, og forkyndelsen er holdt på et niveau, så filmen sikkert også kan nydes af dem, for hvem det kristne ikke betyder noget.
Producenterne kalder det en familiefilm. Aldersgrænsen på 15 år er måske i orden, hvis der ikke er voksne med til at se filmen. Der er vold i form af nævekampe og sværdkampe. Der er også en del skyderi og eksplosioner. Nogle bliver dræbt, men der vises kun lidt blod og næsten ingen sår.
Vi blev godt underholdt og fik også et par gode input, som giver anledning til at tænke over den kristne tro. Der kommer forhåbentlig ikke til at gå alt for lang tid, inden vi igen skal se "Beyond the Mask".
Kan ses på blockbuster.dk.