SONIC THE HEDGEHOG 2 nu på Viaplay udover dvd og blu-ray
SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-vERSE nu på Netflix udover dvd og blu-ray
GRAN TURISMO nu på Max udover dvd og blu-ray
TRE JULEFILMS-ANBEFALINGER bl.a. DE EFTERLADTE
VEJEN HJEM i biografen
TEMA FAMILIEFILM JUL fx STJERNEN
TEMA julefilm fx I HEARD THE BELLS
BEN-HUR - EN FORTÆLLING OM KRISTUS?
Lew Wallace udgav i 1880 en bog, som blev mere populær end andre store romaner som Borte med blæsten og Onkel Toms hytte. Det er den eneste fiktive bog, der nogensinde har opnået at blive velsignet af paven, og den er blevet både filmatiseret og fremført som teaterstykke adskillige gange. Bogen hedder Ben-Hur, og den har den nok så vigtige undertitel A Tale of Christ. Altså: En historie om Kristus.
Jesu og Judahs historie
I bogen følger vi to historier, som fra tid til anden krydses, nemlig dels Jesu livshistorie, og dels historien om den jævnaldrende Judah Ben-Hur, en jødisk prins og købmand.
Bogen er delt i otte dele, og i første del møder vi vismændene, som ankommer i Betlehem for at fejre Frelserens fødsel. Først i bogens anden del møder vi Judah Ben-Hur, som bliver anklaget af sin tidligere så nære ven, Messala, for at forsøge at snigmyrde ham. Selv om Judah er uskyldig, bliver han taget til fange og gjort til slave ombord på en galej. Hans mor og søster fængsles i Rom, hvor de begge bliver spedalske. Judah møder første gang Jesus, da han i lænker er på vej ombord på en galej. På vejen hen til galejen giver Jesus ham vand at drikke. Fra da af møder de to hinanden flere gange.
Søslag og hestevæddeløb
De mest kendte scener fra bogen er, da Judah overlever et søslag ombord på galejen, og da han senere, i sin søgen efter hævn, er med i et stort hestevæddeløb imod sin tidligere ven, Messala.
Ben-Hur møder som sagt Jesus flere gange og begynder også at følge ham - som discipel. Hen imod slutningen af bogen overværer han Jesu korsfæstelse.
Historien om Ben-Hur er i høj grad "A Tale of Christ", men det er meget forskelligt, hvor stor vægt dette har fået i de film og teaterstykker, som er bygget over bogen. Den mest berømte filmatisering er naturligvis den fra 1959, med Charlton Heston i hovedrollen. Den er et typisk eksempel på datidens store Hollywood-bibelfilmatiseringer, og vandt med rette 11 Oscarstatuetter. I denne film ser man primært Jesus på "afstand", fx fra ryggen.
TV-film
Nu er det så blevet tid til en genindspilning. Den slags får altid stor opmærksomhed, fordi der er tale om klassikere eller mesterværker, som fans helst ikke ser blive ændret eller ødelagt. Når det gælder bibel-relaterede film, var det senest Ridley Scott, der i 2014 lavede Moses-filmen Exodus: Gods and Kings.
Først og fremmest er det værd at lægge mærke til, at den nye "Ben-Hur" er produceret af Lightworkers Media. Det var selskabet, som for nogle år siden skabte en stor serie i 10 afsnit, The Bible, og som efterfølgende sammenklippede afsnittene om Jesus til den selvstændige spillefilm Son of God. Den nye "Ben-Hur" kommer altså fra et filmselskab, som hører blandt de få, der bevidst udgiver film med "åndeligt indhold" og "kristne værdier".
Selskabet har vist sig dygtig til at skabe TV-film og TV-serier. Der er stor forskel på disse og så på biograffilm. Eller i hvert fald på TV-film og episke biograffilm. Der er forskel i budgettets størrelse, og man kan tydeligt se det i fx brugen af computergrafik (CGI), om der har været et stort nok budget. Forskellen ses også i skuespillet, i efterbehandlingen af filmoptagelserne (colorgrading, osv). Man taler om "made for TV"-film, dvs. film som et produktionsselskab udmærket ved, ikke er godt nok til at blive vist på de store biograflærreder.
Sådan har jeg det med den nye "Ben-Hur". Den minder mig på mange måder mere om en TV-film end en biograffilm. Computergrafikken ser billig ud – og i scenerne omkring slavegalejen er det tydeligt, at man har brugt masser af "sløring" for at skjule den ganske dårlige grafik. Skuespillernes tale, deres dialog, er flere gange så ringe fremført, at det lyder, som om de læser direkte op fra manuskriptet. Og så mangler filmen simpelthen bare den efterbehandling af film-råmaterialet, der gør en god film til en episk biograffilm.
Jeg var - mens jeg så den nye "Ben-Hur" - vidne til noget, der lignende en relativt billigt produceret TV-film.
Jesus
Som sagt er Ben-Hur jo "A Tale of Christ", og Jesus møder vi da også flere gange i denne filmudgave end i de tidligere.
I udgaven fra 1959 valgte man at vise Jesus lidt distanceret – eller måske mere hellig? – ved, at man kun viste ham fra ryggen eller fra fødderne. I den nye udgave får vi - desværre vil jeg sige - endnu en af de nymodens Jesus-fremstillinger: En frisk ung mand, der på en meget Christiania-humanistisk måde bryder ind i jødernes hverdag og taler om, at "der er en anden vej end vold og had".
Man bliver faktisk lidt skuffet over denne Jesus, selv om han optræder mere i filmen end i de gamle udgaver. Der er simpelthen ufattelig lidt kød på ham til, at man kan forestille sig, at mennesker vil følge ham og lide martyrdøden for ham. Og hvorfor kan han ikke bare få lov at sige sætninger, der rent faktisk er hentet fra Bibelen? Hvorfor skal der skrives nye sætninger, som altså lyder som noget fra en Christiania-humanist?
Bogforlægget og ændringerne
En del er ændret i "Ben-Hur" i forhold til bogen. En masse ændringer, som egentlig ikke giver mening, og som bare irriterer, hvis man har læst bogen eller set filmen fra 1959. Mest skuffende er slutscenerne. Det går pludselig rigtig stærkt - efter at Ben-Hur har vundet hestevæddeløbet - med at få ham omvendt og forsonet med både Gud og Messala. Jo, det er herligt at se ham knæle ved Jesu kors, men hold fast, det går stærkt – både dér og bagefter, da han har sit forsonende møde med Messala. Jeg husker tydeligt, hvor lang og stærk dén scene er i 1959-versionen.
Og så kan jeg slet ikke komme mig over, at en 2 timers film, hvor baggrundsmusikken har været violiner og trompeter og den slags, pludselig skal afsluttes med en intetsigende popsang. Som om det kristne budskab - ifølge filmens producenter - ikke er solgt godt nok, så skal vi lige have en halvreligiøs popsang under rulleteksterne til at forstærke budskabet om forsoning.
Jeg kan sagtens se denne nye udgave blive brugt blandt unge kristne og blandt konfirmander. Det vil den fint egne sig til. Men som et forsøg på en genindspilning er den ramt ved siden af. Så hellere bruge 3½ time i selskab med den restaurerede udgave af filmen fra 1959.
Se også Tidligere ateist skrev Ben-Hur.
Gemmer din stemme...
