Arn - Riget ved vejens ende

Arn - Riket vid vägens slut

Filmen har nogle af de smukkeste og mest storslåede billeder, en skandinavisk produceret film nogensinde har opvist, men alle karaktererne er underligt flade og uinteressante. Adventure, Filmstriben.dk, 
Produktionsår: 2008
Varighed: 128 min.

Censur: 11 år
Instruktør: Peter Flinth,
Roman/manuskript: Jan Guillou,
Medvirkende: Joakim Nätterqvist, Sofia Helin, Stellan Skarsgård, Jacob Cedergren,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Thilde Moskjær Kofod - 11.09.2008

"Arn – Riget ved vejens ende" fortsætter stort set, hvor Arn – Tempelridderen slap. Hovedpersonenerne Arn og Cecilia gør stadig bod for deres førægteskabelige, kødelige forhold, som henholdsvis tempelridder i Det Hellige Land og nonne/novice i Gudhem Kloster. Deres bodstid er ved at være ovre, og de holder begge fast i håbet og troen på, at de snart skal ses igen, på trods af at de begge bliver presset for at opgive. Arn får at vide, at han ikke kan vende hjem, medmindre han deserterer, og Cecilia bliver på grund af slægtsfejden om kongemagten presset for at afgive klosterløfte og blive abbedisse på Gudhem kloster.

På grund af Arns respektfulde forhold til saracenernes hærfører Saladin lykkes det ham at påbegynde den lange rejse hjem mod Norden, og endelig genforenes de elskende. Freden i Vestre Gotland er imidlertid truet, da Sverker-slægten har indgået forbund med danskerne, og Folkunge-kongen er syg. Arn må altså endnu engang i krig før freden og fremtiden kan sikres.

Det er nogle af de smukkeste og mest storslåede billeder, en skandinavisk produceret film nogensinde har opvist. Kontrasten mellem ørkenen i Det Hellige Land og de frodige skove i det kolde nord bliver understreget, samtidig med at de meget forskellige steder forenes dels i skønheden, men dels også i volden og kampen, som findes både her og der. Tilgangen til fjendebilledet er dog meget forskellig. Hvor forskellen mellem god og ond i Det Hellige Land ikke hænger sammen med nationalitet, og hvor der faktisk gøres meget ud af at vise et mere nuanceret billede af såvel tempelriddere som saracenere, bliver Sverker-slægten og danskerne rendyrkede skurke. Hvor Arn viser stor respekt og ærbødighed for sin fjende Saladin, ser vi intet af den samme respekt for sverkerne, som kun er en trussel mod freden. En trussel som må udryddes.

I modsætning til den første film giver "Arn - Riget ved vejens ende" mere tid på lærredet til birollerne, og vi præsenteres for flere nye figurer. Alligevel er alle karaktererne inklusive de to hovedkarakterer underligt flade og uinteressante. De opretholder alle status quo, og der sker ingen udvikling, hvilket især virker påfaldende, fordi der skulle være gået mere end 20 år. Det er således ikke interessante karakterer, der holder publikums opmærksom fanget, men derimod et plot, som er væsentligt mere stringent end i "Arn - Tempelridderen". De mange kampscener holder tempoet oppe, og der er kun ganske få steder, hvor kærlighed til Jan Guillou's bogforlæg har forhindret manuskriptforfatterne i at smide plotmæssigt unødige detaljer ud.

Trosaspektet fylder ikke så meget, som i den første film. Tværtimod bliver troen på Gud drejet over på troen på mennesket, kærligheden og kampen for fred. I en peptalk før et slag citerer Arn Jesus når han siger: "Tvivl ikke, tro kun." men lægger straks i næste sætning en ny betydning ned over Jesu ord: "Tro på sejren." På samme måde bruges bønnen ikke til at vise en henvendelse til Gud, men til at forene Arn og Cecilia på trods af den fysiske afstand. De knyttes sammen gennem kristne symboler, men symbolernes kristne indhold tømmes til fordel for et menneskeligt indhold. Det er således en humanistisk livsfilosofi, der præsenteres i kristne rammer.

Alt i alt er "Arn – Riget ved vejens ende" en rimelig underholdningsfilm, der dog er hurtigt glemt igen.

---