Andrey Tarkovsky: A Cinema Prayer

En af filmhistoriens største instruktører, den russiske Andrej Tarkovskij har fået et filmisk eftermæle. En smal og syret dokumentarfilm - helt i Tarkovskijs ånd. Filmen er med engelske undertekster. Biografi/baseret på virkelig historie, Dokumentar, 
Produktionsår: 2019
Varighed: 97 min.


Instruktør: Andrei A. Tarkovsky,
Medvirkende:
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Henrik Højlund - 02.04.2020

FILMKUNST OG BØN

Andrej Tarkovskij var født og opvokset i Sovjetunionen og døde tidligt af kræft i en alder af 54 år (1932-1986). Det meste af livet befandt han sig i Sovjetunionen, men de sidste år fik han det så vanskeligt med de sovjetiske myndigheder, at han gik i eksil i Italien. Hans søn, med samme navn som faren, står som den hovedansvarlige for filmen om instruktøren, som bl.a. Ingmar Bergman var stærk inspireret af.

Filmen består af udpluk af en lang række udtalelser af Tarkovskij sammenstillet med sekvenser fra hans film og fotos og filmoptagelser fra hans livsforløb – indimellem også oplæsning af digte. Alt sammen meget smukt og poetisk. Altså helt i stil med Tarkovskijs måde at lave film på. Tarkovskij anså netop sine film for at være poesi.

Film uden plot
I filmen giver han direkte udtryk for, at en film ikke behøver at følge en logisk, normal historietråd. Og helt på linje med det fortæller han om, hvordan hans film blev til i en form for kaos. Han gjorde adskillige forsøg med sammenklipning af de enkelte scener, og kunne nå frem til en form for opgivelse, før filmen omsider faldt på plads. Det svarer også til, at han et sted i filmen fortæller om filmenes tilblivelse. Vi ser billeder af hans og hustruens landsted i Sovjetunionen. På dette landsted, som Tarkovskij elskede, opstod der billeder i hans hoved, derude i naturens stilhed og skønhed. Filmene begyndte altså ikke med en idé, et plot, men med billeder. Eller poetisk skønhed, kunne man sige.

Vi bliver klar over, at der er en stærk sammenhæng mellem hans egen livshistorie og flere af filmene. Hans egen opvækst i et hjem med en far, som var digter, og som med tiden forsvandt fra hjemmet, og så moren, som repræsenterede stabiliteten, kærligheden og trygheden. I særdeleshed spejler filmene det, der har foregået inde i Tarkovskijs sjæl gennem årene, og det vil ikke mindst sige: troens tilgang til tilværelsen. Troen spiller en meget afgørende rolle i Tarkovskijs tilværelsesopfattelse

Kristen mystik
Jeg tilstår, at jeg kun har set tre af Tarkovskijs film. Han lavede så heller ikke mange, omtrent et halvt dusin. Men alene de tre, Solaris, Andrei Rublev/Den yderste dom og" Offeret", har en intens kristen grundtone. De kan på den måde minde meget om Terrence Malicks film, som næsten kan ses som en amerikansk pendant til Tarkovskij, med samme grundakkord af kristen mystik.

Titlen på filmen om Tarkovskij – A Cinema Prayer – siger meget om den kristne farvning af hans film. Og i filmen siger han, at "meningen med kunst er bøn". Han går så langt som at sige: "Kunst er bøn. Gennem kunst udtrykker mennesket håb. Alt, hvad der ikke udtrykker håb, er ikke kunst."

Tarkovskij siger, at kunst er en refleksion af Skaberens værk. Samme tankegang som man kan finde hos Tolkien og C. S. Lewis, når de taler om mennesket som en form for ”sub-skaber”. Tarkovskij lægger ikke fingrene imellem, når han siger, at civilisation uden tro på en skaber, uden tro på udødelighed og menneskets sjæl, ikke er andet end en dyreflok.

Abstrakt og svævende
Tarkovskijs film er ikke let tilgængelige. De har poesiens og kunstens abstraktion i sig. Og når man ser denne film om Tarkovskij, bliver man klar over, at sådan var hans egen tænkning. Man skal koncentrere sig for at fange pointen i mange af Tarkovskijs udsagn i filmen. Det svæver og flimrer. Jeg mindes især filmen "Solaris", som er noget af det mest abstrakt svævende, jeg har set.

Jeg indrømmer også, at det havde hjulpet gevaldig meget for mig rent personligt, hvis jeg havde kunnet se den med danske undertekster. Gid det må ske en dag, for filmen fører virkelig smukt ind i Tarkovskijs ånd. Eller snarere: Guds Ånd.

På Tarkovskijs gravsten i Paris står der: "Manden som så englen". Læs mere om Tarkovskijs film i artiklen Manden som så englen.

Set på CPH:DOX's hjemmeside, hvor filmen p.t. kan lejes - med engelske undertekster. 5/5 2020: Ikke mere tilgængelig.

---