En usædvanlig intelligent vampyrfilm.
En præsident i kamp mod det onde
Vi følger den unge Abraham Lincoln (Benjamin Walker), der endte med at blive en af USA's mest berømte præsidenter. Som helt ung møder han Henry Struges (Dominic Cooper), der viser sig at være en vampyr. Henry er ikke en almindelig vampyr: han er ufrivilligt blevet det og vier nu sit (uendelige) liv til at jage vampyrer. Men da en vampyr ikke kan slå andre vampyrer ihjel, udvælger og optræner han unge mænd til at være vampyrjægere. Lincoln bliver en af disse – med en sølvøkse som sit våben, da han er tidligere skovhugger.
Lincoln dræber de vampyrer, som Henry giver ham navnene på. På overfladen ligner de alle almindelige mennesker, men når de konfronteres, forvandler de sig til blodtørstige fjender.
Borgerkrigen
Ret hurtigt lægger Lincoln dog øksen og går i stedet ind i politik. Han fortsætter kampen mod menneskehedens fjender – men nu altså med ordet og argumentet som våben. Efterhånden, som hans politiske karriere udvikler sig, når vi frem til borgerkrigen. Som bekendt var den mellem Syd- og Nordstaterne og drejede sig om ja eller nej til slaveri. Så langt, så historisk korrekt. Men her tilfører filmen det hele et tvist. For det viser sig, at vampyrerne støtter Sydstaterne, fordi slaver er nem og ufarlig føde for vampyrerne. Og netop vampyrernes medvirken i kampene er ved at betyde, at Nordstaterne taber. For hverken kugler eller bajonetter bider på disse udødelige.
Da dette går op for Lincoln, finder han øksen frem igen. Og ikke alene det – han ved, hvilket våben der skal til: sølv. Så alt sølv i Nordstaterne indsamles og smeltes til kugler og bajonetter og sendes med et tog ned til det afgørende slag ved Gettysburg. Dette finder vampyrerne ud af, og de prøver derfor at standse toget. Men Lincoln er med og har nogle tricks i præsidentærmet.
Intelligent underholdning med et budskab
Filmen er ret underholdende med nogle drabeligt gode slagscener, nogle tvistede plot med overraskelser og rimeligt godt skuespil. Og naturligvis også en kærlighedshistorie mellem hr og fru Lincoln. Men for mig at se ligger den største oplevelse i filmens utraditionelle og intelligente brug af vampyr-universet. Det bruges ikke bare til splatter og gys (det er der faktisk kun i velafpassede portioner) men også til at sige noget om den historiske virkelighed. Nemlig at slaveri kan sammenlignes med vampyr-virksomhed: man lever af at suge blodet ud af andre! Det er en rimelig skarp pointe. Så man kan vel sige, at det er klassisk USA-historie, fortalt for vampyr-freaks.
Nu er der mange udgaver af vampyr-universet. Filmen er ret klassisk på dette punkt. Den hører ikke til de film, hvor kristentro og diverse overtroiske elementer som kors, vievand og hvidløg spiller nogen rolle i bekæmpelsen. Det er rå vold, der tæller – altså udført med sølv-våben. Hvorfor sølv? Det fortæller filmen: fordi Judas forrådte Jesus for 30 sølvpenge. Sølv har derfor siden haft en særlig effekt mod den dybe ondskab i menneskeskikkelse, som både Judas og vampyrerne repræsenterer. Men det er så også filmens eneste reference til Bibelen J.