A Serious Man

En komedie af Coen-brødrene om en godhjertet jødisk professor, der tillader sin fede bror at flytte ind, men det fører til ægteskabsproblemer med konen. Drama, 
Produktionsår: 2009
Varighed: 105 min.

Censur: 15 år
Instruktør: Ethan Coen, Joel Coen,
Medvirkende: Michael Stuhlbarg, Richard Kind, Fred Melamed,
Stikord:

---

---

Anmeldelse:

Af: Michael Agerbo Mørch - 09.10.2009

Superbrødrene, Joel og Ethan Coen, har høstet bjerge af succes og anerkendelse for deres hidtidige film. De er megastjerner inden for deres genre, den skæve komedie. Med de eksistentielle spørgsmål som drive, og med film som "Fargo", "The Big Lebowski", "O Brother Where Art Thou", No Country for Old Men og Burn After Reading har de virkelig sat deres markante fingeraftryk på filmverdenen.

Nu er de så atter i vælten med en ny farce, og det interessante med sådanne fyrtårn er jo, hvilken retning deres nye værk vil gå. Jeg afslører ikke for meget, når jeg siger, at skridtet er taget langt væk fra den hårdkogte nihilistiske westernfarce "No Country for Old Men", men den er også et godt stykke fra sidste års "Burn after Reading". Hvad er denne film så?

"A Serious Man" er en interessant skildring af en jødisk minoritet, i et eksplosivt år, nemlig 1967. Vi møder den forvirrede, men godhjertede fysikprofessor Larry Gopnik, som er dygtig og kedelig til sit arbejde, mens han på hjemmefronten har flere problemer med sin kone. Konen Judith er nemlig rasende over, at Larry bror, den fede og bylderamte gambler Arthur, skal bo hos dem. Det fører til interne stridigheder, og en lang og opslidende skilsmisseaffære kan starte. Det er nemlig ikke helt let at få rabbinerne til at bevillige en skilsmisse.

Filmen er, som Coen-brødrenes andre film, et smukt studie i hårdkogt dialogføring. Sproget er ikke altid pænt, men det bliver ikke en belastning som i andre af deres film. Dialogerne er nærmere sjove, skarpe og forvirrende, da Larry er jøde og møder flere mennesker fra forskellige kulturer, som bestemt ikke taler som ham. Det sjoveste er mødet med den studerende asiat, Clive Park, som er et minde værd.

En anden Coen-specialitet er musikken. Jeg ved ikke, om de bruger år på at finde deres filmmusik, men den variation der er lagt for dagen, er forbløffende. Det veksler ubesværet mellem country, jazz, rock ’n’ roll, klassisk og andre. Det er fedt og betagende, at lydbilledet er så varierende, og det viser den alsidighed, som filmene også har. Klipningen, vinklingen, farvemætningen osv., fejler nærmest ingenting. Det er smukt, stilsikkert uden at være nyskabende.

Indholdet i filmen er temmelig interessant. Coen-brødrene har i deres karriere beskæftiget sig en del med moralske og psykologiske spørgsmål, og en del tages også op her. Som Henrik Højlund skrev i anmeldelsen til "No Country for Old Men", så efterlades man tit uden håb. Det ved jeg ikke om man gør her, for i "A Serious Man", er det farcen, der er i højsædet. Det bevirker dog ikke, at der er masser at tage fat på. Larrys besøg hos rabbinerne, og deres indbyrdes dialog sætter mange spændende tanker i gang. Den stærkeste er uden tvivl Larrys møde med den tumpede Rabbi Nachtner, som fortæller en spøjs historie, der skal symbolisere, at Gud (Hashem) ikke altid åbenbarer sin vilje med os. Til det svarer Larry: "Hvorfor lader han os have spørgsmålene, hvis han ikke viser os svarene?" Det er et superfedt spørgsmål, og jeg rammes tit af samme tone. Der er andre lignende spørgsmål, og de lægger ret tydeligt op til debat.

Livssynet i filmen er ikke så tydeligt. Filmen tager part i det jødiske miljø, men mange af skildringerne er komiske og lidet troværdige. Alligevel formår Coen-brødrene at nærme sig nogle eksistentielle overvejelser, hvilket gør at filmen hæver sig fra det ligegyldige til det stærkt interessante. Nihilismen er lagt lidt på hylden, selvom den måske stadig ulmer lidt under overfladen. Det er nok nærmere tvivl og forvirring, der præger livssynet, mere end det er den afklarede nihilisme.

Til slut vil jeg bare sige, at selve tolkningen af filmen ikke giver sig selv. Som det ofte sker med en Coen-film, så sidder man og undrer sig over slutningen. I denne film er det lige så meget introen. Den ligger, som man siger, ret åbent for fortolkning. God fornøjelse.

---