DESPERATION ROAD nu på dvd og blu-ray
STOCKHOLM BLOOTBATH nu på dvd og blu-ray
THE ROSA PARKS STORY nu på dvd og filmstriben.dk
GRAN TURISMO nu på Viaplay udover dvd og blu-ray
INGEN KENDER DAGEN nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray
HVOR FLODKREBSENE SYNGER nu på Netflix udover dvd og blu-ray
EN DØD FARS DAGBOGSNOTATER
Det er en overdrivelse at kalde denne film for trosbaseret, også selv om Denzel Washington er instruktør. Vi får en bordbøn, vi hører i en enkelt sætning, at en af hovedpersonerne tror på Gud, og så får vi en bøn ved en grav. Set i forhold til mange amerikaneres forhold til tro og religiøse ritualer, så er det ganske standard. Jeg vil tværtimod påstå, at resten af filmen og flere af hovedpersonernes handlinger er i direkte modstrid med kristen tro og bibelsk kristendom. Så at kalde filmen for trosbaseret er en overdrivelse.
En dagbog
Jeg kan godt forstå, at mange har fundet historien rørende og charmerende. Det ér rørende, at en far, som er udsendt som soldat til Mellemøsten, skriver dagbog til sin nyfødte søn. En dagbog, som drengen først læser, da han er teenager, og som får betydning for resten af drengens liv. Det ér rørende og er endt som en bestsellerbog i USA.
Kort fortalt handler historien og filmen om to unge mennesker, en sort singlekvinde og en fraskilt sort mand, som møder hinanden, lever sammen, får et barn sammen - og kort efter dør manden, da han og hans soldaterkammerater rammes af en vejsidebombe. Forinden når manden at skrive en længere dagbog til sin nyfødte søn.
Samliv og selvrealisering
Det, der berører mig mest - og vel at mærke ikke positivt - er, at filmen fuldt ud støtter og positivt beskriver en samlivsform, som er direkte i modstrid med kristendommen, men som samtidig er den mest fremherskende blandt unge i den vestlige verden: Dette at to mennesker møder hinanden, finder hinanden interessante, flytter sammen, har sex sammen. Men efter et halvt år, hvor de reelt har levet som ægtepar, er det tydeligt, at dette samliv ikke behøver betyde, at de hverken er forelskede eller ser sig som et ægtepar. Det er først efter lang tids samliv, seksuelt og boligmæssigt, at han spørger, om de skal kalde sig for "rigtige kærester". Helt forbavset spørger hun, om han er ved at falde for hende, eller ligefrem er forelsket i hende. Som om en forelskelse kun er en hæmsko, der ødelægger det - som filmen og mange i dag beskriver som "det fine" - bare at leve sammen så længe det fungerer. Helt egocentrisk bliver det, da han efter angrebet på Word Trade Center skal sendes ud som soldat. Da siger hun: "Giv mig et barn så! Hvis du skal rejse, så giv mig et barn." Og det gør han så, og hun bliver gravid.
Helt grundlæggende er det denne samlivsform - ægteskabeligt uden at være det, og med fokus på, at man lever sammen, har sex sammen og ellers realiserer sig selv - der hører med til den kampplads og frontlinje, vi som kalder os kristne, står over for. Vi, som fastholder, at samlivet er en pagtrelation med Gud. En relation, hvor en mand og en kvinde siger "jeg VIL elske og ære", og som ikke bygger et platonisk forhold eller et forhold, hvor reelle følelser for den anden nærmest er et irriterende problem, som ødelægger selvudfoldelses- og selvrealiseringsmulighederne.
Nej, jeg synes grundlæggende, at "A Journal for Jordan" er en film, som bør undgås. Den er dragende, når det gælder den søde tanke om at skrive en dagbog til en nyfødt søn, men så er der heller ikke mere at komme efter. Heller ikke, i øvrigt, hvad skuespilpræstationerne angår.
Kan ses på Blockbuster.dk
Gemmer din stemme...
