22.08.2008
The Winner Takes It All
Af
Tony Watkins
Filmen "Mamma Mia! - the Movie" synes at formidle, at alle mennesker må vælge det, man ønsker. Problemet med det er, at det i bund og grund er egoistisk og individualistisk.
Mamma Mia! - the Movie er opløftende, opmuntrende og uimodståelig morsom. Fortællingen er meget enkel, men alligevel er det længe siden, jeg har haft det så sjovt, mens jeg så en film.
Filmen er baseret på den populære musical, som er blevet opført i mere end 170 byer, og som er set af mere end 30 mio. mennesker. Dermed var den nødt til at blive en succes også i biografen. Filmversionen er selvfølgelig en anden slags oplevelse, men det er en fordel på flere måder: Handlingen, som foregår på en solrig græsk ø, skaber en flot kontekst, noget et teater aldrig vil kunne efterligne; skuespillerne er generelt meget dygtige (særlig Meryl Streep og den uimodståelige Julie Walters); og filmlærredet har i større grad mulighed for at fange publikums opmærksomhed og vise reaktioner i close-up og dermed undgå at bruge dialoger for at vise følelser.
Opgaven med at skabe en fortælling tilpasset 20 Abba-sange må have været meget krævende. Manuskriptforfatter Cathrine Johnson har alligevel magtet at lave en vellykket kontekst for mange af de største slagere. Men at bruge "Waterloo" under rulleteksten er ikke den sang værdig, men samtidig er det også tydeligt, at den ikke ville have passet ind et andet sted. På den anden side - når rulleteksten kommer - er der ikke noget, publikum hellere vil, end at klappe og synge med. Mange af sangene, skrevet af Benny Andersson og Björn Ulvaeus, fortæller, eller i hvert fald antyder, en historie. Det var dette teatralske ved sangene, der først og fremmest inspirerede producenten Judy Craymer til at lave en musical med udgangspunkt i dem. Resultatet blev en fortælling, som Craymer og Johnson, sammen med instruktør Phyllida Lloyd, var overbevist om, "ville give universel genklang, og som appellerer på tværs af alder, køn og landegrænser". Judy Craymer mener, at "ethvert publikum, uanset alder, forestiller sig selv på den samme scene i en eller anden form. Det ser ud til, at de totalt overgiver sig til oplevelsen. Sangene har en magisk og tidløs kvalitet".
At der ville blive lavet en film at den succesfulde teaterversion var forventet, men man måtte vente helt til 2003, før Craymer følte, tiden var inde. Dermed gik kvinde-trioen i gang med at tilpasse stykket til filmlærred, i nært samarbejde med Andersson og Ulvaeus. Det ser ud til, at alle skuespillere nyder at være med i filmen. Stellan Skarsgård siger om dét for første gang at danse i en film: "Jeg nød det meget og prøvede at have det så sjovt, jeg kunne. Hele oplevelsen har været enormt frigørende. Det man skal gøre, er at nyde det og gøre det, man er bedst til." Resultatet er blevet en film, hvor seerne inddrages i en eller flere former for aktiv deltagelse: klap, sang og endda dans.
Filmen er en kærlighedshistorie, men den handler lige så meget om familiekærlighed og nære venskaber som om romantik. Sophie (Amanda Seyfried) skal giftes med Sky (Dominic Cooper), hendes store kærlighed. De vil bo på den græske ø, hvor hun er vokset op sammen med sin mor, Donna (Meryl Streep), der har arbejdet hårdt for at få sit eget lille hotel til at køre. Men Sophie har et savn: hun ville ønske, at hendes far kunne føre hende op ad kirkegulvet, men hun ved ikke hvem, der er hendes far. Derfor sniger hun sig til at læse i sin mors dagbøger for at finde ud af det, og til sin overraskelse opdager hun, at moren var sammen med tre forskellige mænd på det tidspunkt, hun blev undfanget. Altså kan hvem som helst af dem være hendes far. Hemmeligt sender hun bryllupsinvitationer til Sam (Pearce Brosnan), Harry (Colin Firth) og Bill (Stellan Skarsgård), men så det ser ud til, at det er moren, der er afsender. Hun har en barnlig tro på, at i det øjeblik, hun ser mændene, vil hun straks kunne se, hvem der er hendes far.
Så enkelt er det selvfølgelig ikke. Da de tre potentielle fædre dukker op, bliver Sophie klar over, at hun har skabt et større kaos, end hun kunne forudse. Hun forsøger at holde mændene skjult for moren, men det mislykkes, og Donna er naturligvis oprørt over dagen før sin datters bryllup at møde alle tre igen efter 20 år. Donna gennemskuer ikke, at det er Sophie, der står bag, og hun betror sig til sine gamle venner, singlen og forfatteren Rosie (Julie Walters) og den velstående, fraskilte Tanya (Christine Branski) om hemmeligheden, hun har båret på i over 20 år, og som nu er kommet for at hjemsøge hende.
Både Sophies bedrag og Donnas mere alvorlige, langvarige hemmelighed har potentiale til at skabe store splittelser mellem dem. Men i stedet for styrkes båndet mellem mor og datter, og de er hurtige til at tilgive hinanden. Sophie er mærkeligt nok ikke særlig berørt af de opdagelser, hun gør i morens dagbøger. Hun er tydeligt overrasket, men hun ser ud til at betragte morens seksuelle udskejelser som bohemeagtige, romantiske og spændende. Der er ingen antydning af, at Donnas opførsel var upassende. Tværtimod er det acceptabelt, selv om det er lidt chokerende at have ubeskyttet sex med tre forskellige mænd på få dage. Heraf var to såkaldte engangsknald. Når alt kommer til alt, resulterede det jo i en smuk, veltilpasset datter, som har gjort morens liv perfekt (på et tidspunkt reflekterer Donna over det faktum, at hun ikke har haft sex i mange år, og at hun ikke savner det). Sophie siger: "Jeg er ligeglad med, hvis du har sovet med hundredvis af mænd."
På den anden side kritiseres Sam for at droppe sit forhold til Donna, fordi han allerede var forlovet med en anden kvinde. Hans måde at håndtere et dilemma, endte i Donnas seng: han havde forelsket sig i Donna og bragte dermed forholdet til sin forlovede i fare. Samtidig følte han en vis forpligtelse over for hende og ville til syvende og sidst have knust det ene eller andet hjerte. Det er svært at vide, hvad der er rigtigt at gøre, når man befinder sig i moralsk kaos. Sam beder dog i det mindste om undskyldning.
Filmen viser ingen forståelse for nødvendigheden af at arbejde for den livslange, eksklusive forpligtelse, som ægteskabet står for. Tanyas tre eksmænd virker underholdende (og er sandsynligvis kilder til hendes rigdom), og Sophie opfordres flere gange til ikke at gifte sig med Sky. På et tidspunkt siger Sophie, at hun ikke ønsker at gøre de samme fejltagelser som sin mor. Måske er det rigtigt, men det har jeg min tvivl om. Vi ved alle, at ægteskabet ikke længere er den stabile, livslange institution, som den burde være, noget Tanya er et eksempel på. Statistikker viser imidlertid, at de, som bare flytter sammen, sandsynligvis bryder tidligere ud af forholdet end dem, som formaliserer forholdet og gifter sig. I et samfund, hvor forpligtelse er så kortsigtet og usikker, er der kun ringe motivation for at tænke langsigtet og arbejde på at løse de problemer, der uvægerligt opstår. Når det gælder romantiske relationer og forhold, synes "Mamma Mia! - the Movie" desværre at lægge op til, at alle burde gøre det, som føles rigtig til enhver tid og ikke bekymre sig om, hvilke konsekvenser det får om 20 år.
Selv om fortællingen stort set drejer sig som sex, romantik og kærlighed, handler den også om andre dybere og mere betydningsfulde temaer. Et af de grundlæggende temaer er identitet. Identitet er selvfølgelig til en vis grad forbundet med vore forhold til andre, men ikke bare med romantiske forhold. Sophie tror, at "alt vil falde på plads, når bare jeg får mødt min far", for "det handler om at vide, hvem jeg selv er". Selv om hun på den ene side giver udtryk for at være en meget veltilpasset pige, er det tydeligt, at hun synes, hun mangler noget, når hun ikke ved, hvem der er hendes far. Hendes nært forestående bryllup gør det ekstra aktuelt. At hun har sådanne følelser er ikke overraskende, da forholdet til vore forældre næsten altid er den mest afgørende faktor for, hvordan vi bliver. Der er naturligvis mange, der ligesom Sophie ikke kender en eller begge forældre, men som alligevel udvikler sig godt. Det betyder imidlertid ikke, at det ikke kan være svært for dem, eller at de ikke føler, at de mangler noget eller er gået glip af noget i livet. Psykolog Oliver James siger i sin bog Britain on the Couch, at det, han omtaler som "brudte bånd", ødelagte eller ikke-eksisterende forhold, er en af de to største grunde til utilfredshed i den vestlige verden. Det er ikke overraskende, at instruktøren Phyllida Lloyd siger, at "fortællingen er det ultimative eventyr. Det rører ved noget grundlæggende hos seerne om identitet, om manglende forældre, manglende børn. Det er en episk fortælling".
Lloyds udtalelse minder os om, at det ikke kun er Sophie, der har identitetsproblemer. Rosie beskriver sig selv som en "ensom ulv", men det handler nok lige så meget om hendes manglende tro på sig selv, som et ægte ønske om uafhængighed. Bill er også ensom, men hvad driver ham til at drage på eventyr alene i stedet for at gøre det sammen med andre? Harry, tidligere kendt for sin spontanitet, er blevet en kedelig, perfekt businessmand. Sam har brugt 20 år på at sørge over sin tabte kærlighed, og nu befinder han sig på den forkerte side af ægteskabet. Og Donna, som stod alene med at opdrage et barn, kunne ikke finde ud af, hvem af de tre mænd, hun elskede, og senere har hun arbejdet hårdt for at få sit lille hotel til at køre. Nu er hun delvist ved at miste datteren, som har været hendes bedste ven gennem mange vanskelige tider. Meryl Streep siger, at "Mamma Mia! the Movie" "handler om tidligere fejltrin - det du bitterligt fortryder, dine drømme, forhåbninger, glæder - der hvor du er nu".
Det er uundgåeligt, at en film som denne ender med, at alle lever lykkeligt til sine dages ende, og selvfølgelig overvindes alle problemer. Colin Firth udtaler: "Filmen har en forkærlighed over for de tre gråsprængte, midaldrende mænd, som finder ud af, at deres liv har mere at byde på end det, de først troede." Denne lykkelige sejr over forhindringerne er en af hovedårsagerne til, at "Mamma Mia!" the Movie" er en så opløftende film: alle er vindere. Seerne kan glæde sig med disse mænd, som finder glæde og lykke. Livet vil for mange af os bringe perioder med modgang, personlige nederlag og vanskelige omstændigheder, og så har vi brug for fortællinger som denne, der jubler og glæder sig over forløsning, opfyldelse og ægte kærlighed.
Som tidligere nævnt, synes filmen at formidle, at alle mennesker må vælge det, som føles rigtigt, opdage, hvem man virkelig er, og søge efter det, man ønsker. Problemet med det er, at det sætter fokus på, at den enkelte skal gøre, hvad der er nødvendigt til egen lykke. Det er i bund og grund egoistisk og individualistisk. Selv om der ikke er nogen tabere i "Mamma Mia! the Movie", så er der det i den virkelige verden, når vi følger denne kurs. I det virkelige liv er det ikke sådan, at vores personlige lykke på magisk vis falder sammen med andres lykke. Måske er personlig lykke ikke det højeste, vi kan opnå; den er trods alt lunefuld. Paradoksalt nok oplever vi tit den største glæde, når vi gør noget godt for andre. Glæde og lykke i denne verden vil altid være inficeret og svækket, fordi livet er barskt. Vi oplever onde ting, og mennesker er egoistiske. Dette liv vil altid skuffe. Fuldkommen glæde, tilfredshed og kærlighed findes kun i fællesskab med Gud i den ny himmel og på den nye jord. Vi kan imidlertid begynde at erfare noget af det allerede nu gennem Jesus Kristus, for det ændrer radikalt vores syn på os selv og andre. Denne kærlighed favner vores tidligere fejltrin, det vi fortryder, og den tydeliggør vores drømme og glæder. Den får os til at tænke på, hvad der er bedst for andre, bringer ægte tilfredshed og den klare følelse af identitet, vi længes efter. Det er virkelig en episk fortælling.
Kilde: Damaris.no - oversat til norsk af Ingvild T. Kro
