• Den danske film ROSE TV2 | 30-12-24 | kl. 21.55

  • FREUD'S LAST SESSION nu på dvd

  • UDVANDRERNE nu på Viaplay udover Max, Filmstrliben.dk, dvd og blu-ray

  • RINGENES HERRE: KRIGEN OM ROHAN i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM JUL Fx THE BEST CHRISTMAS PAGEANT EVER (på VOD)

  • TEMA julefilm fx. De efterladte/The Holdovers (blu-ray og VOD)

Nyheder

14.08.2007

Tæt på mennesket C. S. Lewis

Af Ove Klausen
En letlæst bog, der giver et godt overblik over C. S. Lewis's liv.

Hvordan var C.S. Lewis som menneske, og hvordan var hans liv som privatperson? Denne bog handler ikke om C.S. Lewis' forfatterskab, men om manden bag forfatterskabet. Bogens forfatter Douglas Gresham har helt særlige forudsætninger for at lade os møde C.S. Lewis som menneske. Han har ikke bare kendt C.S. Lewis, men levet sammen med ham, fordi hans mor Joy var gift med C.S. Lewis.

Bogen er letlæst og giver et godt overblik over C.S. Lewis' liv. Den er glimrende, hvis man kun ved lidt eller ingenting om ham og gerne vil kende hans liv i hovedtræk. Men også selvom man har læst biografier om ham og måske også hans selvbiografi, vil man få nye detaljer, især om hans hverdagsliv.

Vi hører om, hvordan en almindelig dag var for ham med madlavning, læsning, undervisning og gåture. Og vi får at vide, at han og hans kone elskede at spille scrabble med dobbelt så mange bogstaver som normalt og accepterede ord fra alle både faktiske og opdigtede sprog. Der bliver gjort op med, at C.S. Lewis skulle have været den verdensfjerne type, filmen Shadowlands har fremstillet ham som.

Oplysningerne bliver ikke for private og er heller ikke ligegyldige. Så længe de handler om C.S. Lewis, belyser de forhold ved hans liv, som kan bruges til bedre at forstå hans forfatterskab. Men et enkelt sted er forfatteren ude i et svinkeærinde. C.S. Lewis kommer til at bo, hvor der tidligere har været produceret teglsten, men derfor er det ikke relevant at gennemgå teglproduktionens historie.

Dvd'en, som udgives sammen med bogen, er en BBC dramadokumentar udsendelse om C.S. Lewis. Den fortæller alt, hvad det er væsentligt at vide om ham.

For kendere af C.S. Lewis er den super som repetition af kendt viden, og kender man ikke noget til C.S. Lewis, er den et super, super sted at begynde.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 26/2007




Annoncer