28.11.2007
Surfe på bølgen af godhed
Af
Tom Price og Tony Watkins
Ud fra DU ALMÆGTIGE EVAN kan man spørge, om vi gør gode gerninger nok til at blive gode nok for Gud? Slet ikke. Motivationen er faktisk helt anderledes: At Gud elsker os.
Evan Baxter (Steve Carell) var, som du måske husker, Bruce Nolans (Jim Carrey) plageånd i Bruce den almægtige (Tom Shadyac, 2003). I efterfølgeren er Bruce væk, og vi kommer ind i Evans historie tre år senere. Shadyac siger, at "det er mere som det næste kapitel i serien om Gud, end det er en efterfølger. Vi har tænkt på en trilogi. Vi tænkte, at hvis Bruce fungerede … kunne Gud komme tilbage og tale til nogen andre i en anden historie." Prisen for at lave filmen anslås at ligge på omkring 175 mio. dollars, og dermed er Du almægtige, Evan den dyreste komedie, der nogensinde er lavet. Ifølge Universal kom ideen til filmen efter Steve Carells utrolig morsomme og charmerende præstation som Evan Baxter, den glatpolerede nyhedsvært, der havde jobbet som Bruce Nolan begærede. Carells karriere er for nedadgående, efter at "Bruce den almægtige" er dukket op i den enormt populære amerikanske version af tv-serien The Office, og i flere film som "The Anchorman", "The 40 Year Old Virgin" og Little Miss Sunshine.
Filmen er historien om Evan Baxter, nylig valgt og ambitiøs, ung kongresmedlem, og hans flytning til Virginia. Alt ser ud til at gå som smurt for Evan, da han vinker farvel til Buffalo og kører med sin familie til et stort hus i sin kolossale nye Hummer. Han er tilsyneladende et familiemenneske til fingerspidserne og planlægger en fjeldvandring i weekenden sammen med sin kone og sine tre drenge. De elsker at være sammen. De har alt.
Sidst på den første dag i deres nye hjem fortæller Evans kone, Joan (Lauren Graham), til sin mand, at deres yngste søn, Ryan (Jimmy Bennett), ønsker, at de skal bede sammen. Ryan er en entusiastisk dyreven, og har plaget om at få en hund, siden en omstrejfende hund dukkede op ved huset tidligere på dagen - men Evan væmmes ved tanken om en hund. Joan fortæller Evan, at hun har bedt om, at de må komme nærmere hinanden som familie. "Kære, det behøver du ikke at bede om," svarer Evan, "det skal jeg sørge for." Joan spørger, hvad Evan vil bede om, men han undviger. Joan nævner, at en mand som ønsker at forandre verden, har brug for al den hjælp, han kan få. Så snart Joan er faldet i søvn, står Evan ud af sengen og beder. Han takker Gud for bilen og huset, og beder om hjælp til at forandre verden. Længslen, som udtrykkes i Evans stammende bøn, er næsten rørende, men hans tydelige ubehag ved situationen røber, at han sjældent beder.
Næste morgen vækkes Evan af vækkeuret, som ringer 6:14 i stedet for 7:00. Han forlader huset for at møde op til sin første dag i Kongressen, og på vej ud ad døren forsikrer han familien om, at de skal på fjeldtur. Fordi Evan prøver at balancere mellem familieliv og en blomstrende karriere, befinder han sig hurtigt i en masse problemer. Da han kommer hjem fra kontoret med en stor stabel papirarbejde, tror drengene umiddelbart, at turen bliver aflyst. Det ser ud til, at den "idylliske" nye livsstil kræver, at Baxterfamilien må ofre noget. Det er muligt, at han ønsker at "forandre verden", men hans ældste søn, Dylan (Johnny Simmons), kommenterer tørt: "Nyt hus, samme gamle far."
Evans familie trækker også det korteste strå, når overbevisningen om, at Gud har bedt ham om at bygge en ark, udvikler sig. Den enorme ark skal have samme dimensioner som Noas (135 meter lang, 22½ meter bred, 13½ meter høj). En af filmens svagheder er, at Evan egentlig ikke har noget valg, når det gælder denne overbevisning. Han bliver trængt op i en krog af store leverancer træ, dyr, som parvis følger ham overalt, og hår og skæg, som gror hurtigt. Hans kald kan han ikke løbe fra. På en måde er det sandt om alle kald. De har af natur en dyb, indre ide. Men i kristen teologi udfører vi dem, fordi vi tror, at hvis vi ikke gør det, adlyder vi ikke Gud. Men vi har valget. Endnu er det kun Evan, som ser og taler med Gud, så det er helt naturligt, at menneskene omkring ham konkluderer, at han pludselig befinder sig i en uventet og kolossal midtvejskrise. Til sidst trygler Joan ham om at tage imod hjælp og tager drengene med på besøg hos sin mor. På vejen møder Gud Joan på en café. Han er klædt som en tjener (med et skilt, som fortæller, at navnet er Al Mighty - almægtig). Samtalen mellem de to er et vendepunkt for Joan - og for hele historien. Det er interessant, at Gud ikke tvinger hende på samme måde, som han tvinger Evan. I stedet for hjælper han hende til at reflektere over det, hun har oplevet og over valget, hun har taget:
"Lad mig spørge dig om noget: Hvis nogen beder om tålmodighed, tror du så, Gud giver dem tålmodighed? Eller giver han dem muligheden for at være tålmodige? Hvis de beder om mod, giver Gud dem så mod, eller give han dem muligheden for at være modige? Hvis nogen beder om, at familien skal komme nærmere hinanden, tror du så, Gud giver dem varme, bløde følelser? Eller giver han dem muligheder til at elske hinanden?"
"Du almægtige, Evan" har fået blandet modtagelse hos seerne. Nogle er ophidsede over, at filmen er tættere koblet til det jøde-kristne livssyn end forgængeren. Mens "Bruce den almægtige" ikke havde nogen åbenbare eller direkte referencer til Bibelen, har "Du almægtige, Evan" masser. Ærgerligt nok ser det ud til, at "Du almægtige, Evan" af mange bliver opfattet som for religiøs på grund af dette. Mens "Bruce den almægtige" charmerede folk med det venlige budskab om "vær miraklet" og de mindre oplagte jøde-kristne tanker, råber "Du almægtige, Evan" skamløst sin bibelske kilde ud. Fordi historien er direkte fra Bibelens Noa og syndfloden, er det ikke overraskende, at "Du almægtige, Evan" har arken fuld af bibelske paralleller og referencer. Det er almindeligt, at et motiv repeteres på forskellige og ofte nærmest diskrete måder i en film, men i den første halvdel af "Du almægtige, Evan" bliver Første Mosebog 6,14 årsag til en overspillet række af tilfældigheder, som gør, at Evan ser det igen og igen. Andre referencer, der er hentet direkte fra Bibelen er lettere antydet, som nu øjeblikket, da Evan skriger, da han ser Gud (Morgan Freeman, som gentager sin vidunderlige præstation fra "Bruce den almægtige"), der sidder på bagsædet i bilen. "Hold op, knægt," opfordrer Gud, "det er begyndelsen til kundskab" (en reference til Ordsprogenes Bog 1,7 og andre afsnit).
"Du almægtige, Evan" giver os en diskret, men vigtig variation over "vær miraklet"-temaet fra den første film. Pointen bag denne sætning er, at vi somme tider beder Gud om at blande sig, selv når svaret ligger i vore egne hænder: "De ser op og forventer, at jeg skal gøre alt for dem. De indser ikke, at de selv har magten … vær miraklet, Bruce." Med andre ord: hvis vi ønsker at gøre det, der er rigtigt, vil vi opdage, at situationer ændrer sig totalt. Evans ærinde, at forandre verden, er stort (et urealistisk mål for de aller fleste mennesker). Men Gud fortæller Evan, at dét at forandre verden sker gennem en handling af tilfældig godhed efter hinanden (denne noget mærkelige sætning, i stedet for tilfældige handlinger af godhed, gør, at filmskaberne kan bruge forkortelsen ARK (one act of random kindness at a time)). Endnu en gang er det i høj grad op til os selv. Vis godhed og verden bliver et bedre sted, lev egoistisk og verden bliver forarmet og truet. "Du almægtige, Evan" lægger vægt på den vigtige miljømæssige dimension i forholdet til dette såvel som de personlige sider af sagen. I sidste ende bliver Evans ark ikke en gengivelse af historien om Noa (som af "gud" bliver forklaret som en simpel kærlighedshistorie - en voldsom mistolkning af den bibelske tekst!). Det bliver snarere en stor godhedshandling og overdådig reklame for Gud. Ikke desto mindre er følgerne for Evans liv - og vore - klare: Gud ønsker, at vi holder op med at være så optagede af vores selvbillede og i stedet for sætte andres behov først og ikke holder det tilbage, som er godt for dem, som har behov for det eller er berettiget til det.
Det er tæt på at være humanisme: Vi kan ændre verden simpelthen ved at være gode mennesker. Men det er langt fra sekularhumanisme, som er naiv og grundløs optimisme på vegne af menneskelig godhed. Nej, det er kristen humanisme (som var til længe før dens sekulare alternativ), der er baseret på den dobbelte overbevisning om, at vi er mest helhjertede mennesker, når vi genspejler Guds kærlighed, barmhjertighed og hellighed, men at vi også er faldne og løsrevne fra Gud og derfor egoistiske, grådige og magtbegærlige. Den faldne menneskelige natur må udfordres til at lære at leve af Guds værdier og hans måde at prioritere på, sådan som Evan gør til sidst gør. Også gennem et kald til at angre - til at omvende os og leve efter Guds vilje, sådan som Evan udfordrer kongresmedlemmet Long til.
"Du almægtige, Evan" præsenterer os derfor for to vigtige spørgsmål: Hvordan skal jeg handle? Og hvorfor? Med tanke på det første spørgsmål, har Shadyac ret i at antyde, at vi skal "være miraklet", og at vi bør tage del i at ændre verden gennem "acts of random kindness". Men hvorfor skal vi gøre det? Er det et spørgsmål om, at vi gør gode gerninger nok til at blive gode nok for Gud? At vi er i stand til at opveje vores egoistiske handlinger? Slet ikke. Vi har ikke mulighed for at klare det, fordi den hellige Guds målestok er moralsk perfektionisme. Motivationen er faktisk helt anderledes: Det er en respons på det forbavsende faktum, at Gud elsker os. Gud fortæller Evan mere end én gang, at "alt det jeg gør, gør jeg, fordi jeg elsker dig". Bibelen viser os, at Gud til sidst viser denne kærlighed ved at redde os fra konsekvenserne fra vores oprør mod ham gennem Jesu død på korset. Det er på grund af Guds kærlighedshandlinger over for os, at vi også kan handle i kærlighed mod andre.
Da Tom Shadyac blev spurgt om, hvad han ønskede, at seerne skulle tage med sig fra filmen, svarede han: "Forhåbentlig er de blevet underholdt. Desuden tror jeg, vi alle tilbeder det, som er af en vis størrelse, og vi tror, at hvis vi ikke gør noget stort for verden, betyder det ingenting, det vi har gjort. Vi glemmer historien om enkens skærv (se Luk 21,1-2 om kvinden, som kun har lidt, men giver det, hun har). Vi har en ide om, at vi må gøre noget stort, og samtidig tager vi dét ikke alvorligt, at det drejer som om måden, du siger hej på, måden du behandler nogen på, måden du opfører dig på i bilen eller på arbejdspladsen, eller hvordan du behandler jorden. Jeg håber, denne ide fremhæver en lidt anderledes opfattelse af, hvordan vi alle kan ændre verden."
Citater fra Tom Shadyac er taget fra hans interview med ChristianityToday.
Kilde: www.damaris.no - Oversat til norsk af Anne Solfrid Brennhovd
