Siden Steven Spielbergs ”Jaws” i 1975 skabte lange køer udenfor biograferne, og dermed opfandt begrebet ”sommer blockbuster”, har de varme måneder været højsæson for de store film fra Hollywood. De film, som virkelig fortjener et stort lærred og et godt lydsystem. Vi giver her et bud på nogle af de mest ventede storfilm i sommeren 2025. Trailer.
Lilo og Stitch (22. maj)
Disney fortsætter sin række af live action-remakes med denne genfortælling af historien om pigen Lilo og det fremmede væsen Stitch. Filmen balancerer humor og hjertesorg, og spørgsmålet er, om den kan ramme samme dybe temaer om familie og fremmedgørelse som originalen. Mange har spurgt, hvorfor Disney bliver ved med at genindspille de samme historier. Det korte svar er: penge. Trailer.
Mission: Impossible – The Final Reckoning (22. maj)
Tom Cruise er tilbage som Ethan Hunt (Tom Cruise) i den afsluttende historie om de umulige missioner. Siden den første film fra 1996, har publikum fulgt med på Hunts eventyr, og nu skal historien afsluttes. Den første del skuffede en smule (ikke økonomisk), men mest fordi den ikke føltes som en hel film – hvilket den jo heller ikke var. Nu kommer anden del, og forhåbentlig formår de at sammenføje fortællingen, så den virker helstøbt. Trailer.
Karate Kid Legends (29. maj)
Gammelt møder nyt, når både Ralph Macchio og Jackie Chan vender tilbage i en film, der samler generationer af karatefans. Serien ”Cobra Kai” har været enorm populær, og selvom denne film ikke har nogen umiddelbar sammenhæng med serien, vil der sikkert dukke mange unge serie-fans op i biografen. Trailer.
Sådan træner du din drage (12. juni)
DreamWorks bringer endnu en animeret klassiker til live i en nyfortolkning med levende skuespillere. Historien om Hikke og dragen Tandløs blev en kæmpe succes, da vi først så Sådan træner du din drage på lærredet i 2010. Under overfladen var det en historie om, hvordan ulige parter kommunikerer med hinanden i stedet for at slås, og hvordan det fremmer forståelsen for andre. Noget der gør, at samfundet bliver et trygt og godt sted. Det må siges at være en besked, der godt kan tåle en gentagelse i 2025. Trailer.
28 Years Later (19. juni)
Danny Boyle vender tilbage til det zombie-univers, han var med til at definere med ”28 Days Later”. Zombier er populære som aldrig før, med succes-serier som ”The Walking Dead” og dens mange spinoffs, samt den aktuelle serie The Last of Us, som eksempler. Der er høje forventninger til ”28 Years Later”, og traileren lover da også masser af zombie-action.
Elio (19. juni)
Pixars sommerfilm handler om Elio, en dreng, der ved et uheld bliver Jordens repræsentant i en intergalaktisk sammenslutning. Med fantasifulde verdener og et velkendt tema om at finde sin plads, ser Elio ud til at blive endnu en film, hvor både børn og voksne får noget at tænke over. Elio er Pixars 29. animationsfilm og den første originale produktion siden Elementær fra 2023. Trailer.
Jurassic World: Rebirth (3. juli)
Endnu en gang truer dinosaurerne civilisationen, men denne gang loves der både nostalgi og fornyelse. ”Jurassic World: Rebirth” har skabt debat, fordi den visker tavlen ren – med nye figurer og en mulig ny retning for franchisen. Trailer.
Superman (10. juli)
James Gunn står bag denne relancering af Superman i det nye DC-univers. Med fokus på både Clark Kents menneskelige side og hans symbolske rolle som håbets figur, håber mange fans, at DC endelig får greb om det, Marvel har domineret så længe. Trailer.
The Fantastic Four: First Steps (23. juli)
Og apropos Marvel, så genintroducerer de The Fantastic Four denne sommer, nu som en del af MCU. Filmen skal ikke kun genoplive en franchise, men også bane vejen for næste fase i Marvel-universet. Med en mere karakterdrevet tilgang håber mange, at denne version endelig rammer plet. Trailer
Dette er selvfølgelig ikke hele udvalget af sommer-blockbusters, men nogle af de mest ventede. Af de omtalte film her, er det kun Pixars ”Elio”, der er en original produktion. Alle andre er enten genindspilninger, efterfølgere eller ’baseret på’. Det er tankevækkende, at der kommer så lidt originalt i storfilms-genren fra Hollywood. Heldigvis kommer der masser af andre spændende og originale film i biografen denne sommer. Der følger anbefalinger af nogle af disse senere.