Sophie Scholl og Traudl Junge

Af Mirian Due Steffensen
Sophie Scholl var med i modstandsgruppen "Die wei?e Rose" - en gruppe af studerende, som i hemmelighed trykte flyveblade og udøvede anden sabotage.

En ganske almindelig helt
- Was ich sage hat natürlich mit der Wirklichkeit zu tun, mit Sitte, Moral und Gott! 

Og det er ikke så lidt denne unge Sophie Scholl får sagt i løbet af sine sidste dage. Hun vælger under anden verdenskrigs diktatoriske Tyskland at handle ud fra sin overbevisning om moral og ikke mindst om Gud. Og hun tager konsekvenserne deraf, trods hun skælver.

Dette er blevet filmatiseret i den nyligt oscarnominerede film Sophie Scholl - de sidste dage – en film, som jeg ikke bare lige kunne slippe igen og derfor gerne vil give lidt tankerum her. Men først lidt mere om selve filmen:

Den forsøger at skildre nogle af medlemmerne fra den tyske modstandsgruppe "Die weisse Rose". Det var en gruppe af studerende fra München, som i hemmelighed trykte flyveblade og udøvede anden sabotage.

Især udspiller filmen sig omkring forhøret af det yngste medlem af gruppen, som er den 21-årige Sophie Scholl - en ung kvinde, hvis indsigt, mod og visdom gennem dette forhør får en til at ryste. Hun står til ansvar for, hvad hun har gjort og forsvarer sine synspunkter med oprejst pande, bedre end nogen Holger Danske, til hendes Gestapo-anklagers store forbavselse og forundring. Trods hans stensikre overbevisning om de nationalsocialistiske love, kan han ikke andet end at blive udfordret af denne unge pige, som ikke er bange for at kaste sandheden lige op i ansigtet på ham. Dette leder ind i en interessant samtale om, hvordan orden kan opretholdes, hvorvidt samfundet skal bygges på lov, hvilket Gestapo, og nazismen i det hele taget, sværger til, eller om det kan bygges på moral, på det enkelte menneskes dømmekraft eller på Gud!?

Han imponeres så meget over Sophies - for ham at se - "overmenneskelighed", at han tilbyder at hjælpe hende, men Sophie ønsker ikke, at der skal pyntes på tilståelsesdokumentet, og hun overlades til den nazistiske rettergang. Under denne proces viser den tyske effektivitet sig at være lidt for effektiv, og Sophie får kun få timer til at forstå, hvad der er sket, og man ser hende, der ellers har optrådt så modigt, skrige et fortvivlet skrig mellem de nøgne fængselsmure.

Dette blev for mig et voldsomt øjeblik i filmen, for her oplever man som seer, at Sophie netop ikke er et overmenneske eller af et "herrefolk". Hun bliver måske husket som en heltinde, men det, jeg finder interessant ved filmen, er, at den ikke bare vil være med til at brygge videre på denne legende. Den viser også, hvordan hun tvivler, hvordan hun mister grebet om situationen, selvom hun er nok så cool over for en hel sal af stive nazister. I det hele taget fremstilles modstandsgruppens arbejde også flersidigt: Vi ser, hvordan et tilfælde fangede dem, hvordan de aldrig selv så frugten af deres arbejde, og hvordan de var famlende overfor, hvad de kunne gøre for at kæmpe imod overmagten. Så det, der blev afgørende for mig under filmen, var, at selvom de var helt almindelige mennesker, så forsøgte de at gøre noget. De var, hvad jeg vil kalde for banale helte.

Menneskelig ondskab
Dette leder frem til en anden tysk storfilm, der har vandret verden rundt inden Sophie Scholl - nemlig "Der Untergang". Denne var faktisk også nomineret til en oscar. Det helt exceptionelle ved "Der Untergang" er, at Hitler vises på nært hold og er tilstedeværende hele filmen igennem. Han er ikke en skygge, der glider forbi i baggrunden eller bliver erstattet med ægte dokumentariske filmklip, fordi ingen tør gengive Hitler med en skuespiller. Denne noget lignende ærefrygt overfor, hvordan et almindeligt menneske skulle kunne spille en person, der nærmest var ondskaben selv, er væk. Den lange tradition for særbehandlingen af Hitler i medierne har gjort, at han i eftertiden har fået klang af at være mere end bare et almindeligt menneske. En slags hellighed med omvendt fortegn har længe ligget over hans eftermæle.

Så det, der gør "Der Untergang" rigtig skræmmende, er, at Hitler hives ned på jorden, inkarneres og udstilles i close-up - lige ud i ansigtet på den enkelte biografgænger. Pludseligt kan man ikke på samme måde distancere sig fra Hitler ved at sige, at han var overmenneskeligt ond – for han fremstår som menneskelig og alligevel ond. Hans ondskab udsprang af hans menneskelighed. Måske kan man tale om, at han er lidt af en type, humørsyg og ubehagelig, men han vises uden tvivl som et menneske, som filmen ikke har nogen berøringsangst overfor. Ondskaben bliver banaliseret og dens følger kommer til at stå endnu stærkere.

Tvivlsom uskyld
Portrættet som "Der Untergang" giver af Hitler bygger i stor grad på hans sekretær Traudl Junges vidneudsagn. Traudl Junge var på samme alder som Sophie Scholl, men måske ikke helt så reflekteret. I hvert fald blev hun Hitlers sekretær, fordi hun gerne ville opleve noget, ville til storbyen, og så var det jo spændende at kunne komme til at arbejde så tæt på denne allerede dengang sagnomspunde "Fører". Og hvem kan beskylde hende for hendes nysgerrighed? For denne famøse ungdommens naivitet, der førte hende så tæt på anden verdenskrigs kerne, som man kan tænke sig, og efter krigen lod hende cykle gennem de allieredes rækker og ud af det hele igen. Alt sammen med en tilsyneladende bibeholdt uskyld for hun var jo bare ung og naiv! Dette tænkte hun i hvert fald selv, indtil hun år senere så mindepladen for den jævnaldrende Sophie Scholl i München. Hun udtaler:"I realized that she (Sophie Scholl) was the same age as me, and I realized that she was executed the same year I started working for Hitler. At that moment, I really sensed it was no excuse to be young and that it might have been possible to find out what was going on."

Vigtig overvejelse
Begge film formår ved menneskeliggørelsen af deres helte og forbrydere enten at få seeren til at turde tro på, at man kunne være og handle som Sophie Scholl eller forfærdes ved at opdage ligheden med Hitler og nazisterne (som blot kunne være en ung pige som Traudl Junge). På denne måde blev jeg i hvert fald rykket ud af illusionen om, at man kan gå uberørt igennem kriser uden at tage stilling. For man må aktivt vælge det gode til, da ondskaben ikke kun er forbeholdt dæmoniske "overmennesker". Er man ikke opmærksom, kan man i sin naivitet blive en del af noget ondt, og er da naiviteten en gyldig undskyldning? Jeg vil lade de lidt højtravende spørgsmål stå åbne og i stedet glædes over, at selvom man sidder og krummer tæer ved at se Sophie Scholls bedrifter, vækkes der også en forhåbning om, at man selv i den dog knap så dramatiske hverdag kan handle efter moral, efter Guds vilje, som hun gjorde det (- dog med Guds hjælp, men det er en anden udredning, som jeg ikke vil presse ned over filmen her!). Filmens fantastiske påstand er, at det er menneskeligt muligt og ikke kun noget for helte og heltinder, men netop noget for mennesker – som Fraulein Scholl!

Gode links til selve filmene m.m.
www.sophiescholl-derfilm.de

www.deruntergang.dk

www.ekkofilm.dk/temaer.asp?table=temaer&nid=29&id=110
(En rigtig interessant artikel, som kort fortæller om filosoffen Hannah Arendts teori om ondskabens banalitet udfra henrettelsen på Eichmann.)

Kilde: Til Tro nr. 2/2006

---