Ringenes Herre - og dens ringvirkninger

Af Knut Tore Abrahamsen
Læs Ringenes Herre som en god og inspirerende fortælling, og giv dig selv lov til at blive fanget ind i den fantastiske og spændende verden.

Det skal indrømmes, at mine første tanker, da jeg hørte om planerne til en filmatisering af Ringenes Herre, var, om det i det hele taget var muligt at komme i nærheden af at genskabe dette fantasi-univers på film. Det var på en måde et projekt, som var dømt til at mislykkes. Hvordan tilfredsstille millioner af Tolkien-fans, som hver har sine egne billeder af dette fantasi-univers, som Tolkien skabte? Den var i overkanten af, hvad man kunne håbe på, og lysår fra, hvad man kunne frygte. Fordelen ved disse film er, at grundlaget er mindst lige så godt, nemlig historien som fortælles i Ringenes Herre. Og jeg håber inderligt, at Ringenes Herre i fremtiden fortsat vil blive forbundet mere med bogen og forfatteren J. R. R. Tolkien end med filmen.

Tolkien og Ringenes Herre
Lad det være sagt med det samme: Jeg er en ivrig Tolkien-fan. Jeg har tilbragt et utal af timer i det fantasi-univers, han har skabt gennem fortællingerne fra Midgård (Hobbitten, Ringenes Herre og Silmarillion), og det vil nok skinne igennem det, jeg skriver. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg nok ikke er den eneste, som er blevet bidt af Tolkien-bacillen. Der er noget med de her fortællinger, som har fascineret læsere på en helt speciel måde. Et udtryk for dette er de mange Tolkien-foreninger, som er opstået igennem årene, hvor man diskuterer alt fra religiøse aspekter i bøgerne til madvaner hos hobbitterne.

Fortællingerne har også vist sin tidløshed ved stadig at få nye læsere og holde sig jævnt i popularitet. Ringenes Herre står i en særstilling af disse fortællinger ved at være et af de mest læste skønlitterære værker nogensinde. Hvad er det så, som fascinerer så mange læsere i så høj en grad? To af de helt centrale årsager, tror jeg, er, at Ringenes Herre er en vældig god fortælling, samtidig med at Tolkien har mestret at skabe en fantastisk verden som handlingen foregår i. Noget af det fascinerende ved Tolkiens verden er, at den samtidig er både fantasifuld og magisk (i ordets flere betydninger) og reel og virkelig. Man får en fornemmelse af, at verden også kunne have været sådan. Den er så troværdig og levende, at mange nok ville ønske, at de fysisk kunne få lov til at vandre i Lothloriens skove, eller måske sidde og ryge en langpibe i Sækkedyb og se ud over det fredelige Hobbitrup.

Det er ingen tilfældighed, at Tolkien har magtet at skabe en så fantastisk og overbevisende verden. Den verden, han skabte, var et projekt, han arbejdede med det meste af livet. Han var vel bevandret i myter, sagn og fortællinger som fx den norrøne mytologi, gamle keltiske og germanske heltesagn og det finske nationalepos Kalevala, for bare at nævne nogle. Samtidig havde han gennem hele sit voksne liv sin kristne tro med som ballast. Tolkien var en dybt troende katolik, og det har også været med til at præge de fortællinger, han skrev, og den verden, han skabte.

Men baggrunden for at skabe hele den mytologiske verden, som vi finder i fortællingerne fra Midgård, var blandt andet, at Tolkien tidligt begyndte at konstruere sine egne sprog - og da opstod behovet for at skrive historien om dem, som brugte sprogene. Udover dét ønskede Tolkien at skrive en mytologisk historie for England, som svarede til den, vi har i Norden, fordi det var noget, han savnede i sit eget land. Denne mytologiske historie blev hans livsværk og satte rammerne for fortællingen i Ringenes Herre, for det er først, når vi også læser Silmarillion, vi forstår, hvor gennemarbejdet og omfattende den, Tolkien skabte, var. Her finder vi historien tilbage fra skabelsen af verden og op igennem flere tidsaldre, som går forud for Ringenes Herre.

Den verden, Tolkien skabte, var så gennemført, at han til og med udarbejdede flere sprog til forskellige folkeslag i Midgård, fx flere forskellige elversprog. I Ringenes Herre får vi bare små hints om den historie, som ligger bag, og nogle eksempler fra de forskellige sprog, han lavede. Nu skal det siges, at ikke alle sprogene var lige udviklede, men det siger alligevel meget om det enorme arbejde, som ligger bag skabelsen af hele dette fantasi-univers.

Tolkien var perfektionist, og han klarede aldrig at afslutte Silmarillion, som han reviderede og udviklede mere eller mindre i over 50 år. Nogle mener, at han på en måde heller ikke ønskede at gøre den færdig, fordi han så ikke kunne arbejde med den længere og dermed ikke fortsætte med at skabe i den verden, han havde brugt så meget af sit liv på at udvikle. Selv om mange kan have lige så meget glæde af at læse Ringenes Herre uden kendskab til det, som bliver fortalt i Silmarillion, så ligger den historie der alligevel som et bagtæppe for hele handlingen i Ringenes Herre, og det, mener jeg, styrker den som fortælling.

En anden ting, som jeg tror, er en af grundene til, at Ringenes Herre har fascineret så mange forskellige typer af læsere, er, at det er let at finde nogle af hovedpersonerne at identificere sig med. Tag fx Frodo. Han er en helt almindelig hobbit uden overnaturlige evner eller egenskaber. Alligevel vover han at tage en tilsyneladende umulig opgave på sig, som kræver, at han skal rejse ind i fjendens land for at prøve at tilintetgøre herskerringen, der tilhører mørkets fyrste, Sauron. Han er bange og må kæmpe en indre kamp for at finde mod til at forsøge at fuldføre opgaven. Men han forstår efterhånden, at det er ham, som er kaldet til opgaven, og at det kun er ham, som kan løse den.

Ringenes Herre som kristen bog
Tolkien var som sagt en dybt, troende katolik, og Ringenes Herre har i den henseende været genstand for forskellige allegoriske tolkninger eller tilnærmelser til værket. Tolkien selv modsatte sig stærkt en allegorisk tolkning af værket. Ringenes Herre handler om det, som bliver fortalt i historien, og ikke om noget bagvedliggende. Personligt tror jeg, at man kommer galt af sted ved at lede efter en allegorisk helhedsfortolkning. Jeg synes, det er vigtigt at respektere Tolkiens egen forståelse af værket.

Men det udelukker ikke, at Ringenes Herre i mange henseende er et kristent værk. Jeg tænker først og fremmest på det kristne værdigrundlag, som er tydeligt i værket, og også på brugen af symboler. Man skal være forsigtig med at trække direkte paralleller mellem kristendommen og Ringenes Herre, men det er næppe tilfældigt, at Gandalf den grå i kamp med baldrogen falder ned i den nederste mørke afgrund og dér så at sige besejrer døden, for på den tredje dag at komme tilbage som Gandalf den hvide. Det har også været påpeget, at Sam har karaktertræk, som giver associationer til Jesus ved den måde, han opofrende tjener Frodo og aldrig viger fra hans side, og hvordan han uselvisk er villig til at gå i døden for at redde sin herre, Frodo.

Man kan finde mange sådanne eksempler, hvis man leder grundigt, og mange paralleller kan sikkert hurtigt bygges på temmelig tyndt grundlag. Pointen er vel, at der ikke er tvivl om, at Tolkiens tro afspejles i Ringenes Herre samtidig med, at det ikke er en kristen bog i normal forstand - noget som heller ikke var Tolkiens intention. For at kunne forstå, hvordan Ringenes Herre kan ses som en kristen bog, er det vigtigt at vide, hvordan Tolkien så på myter og sagn, og også hvad han lagde i sin teori om mennesket som medskaber, "subcreation"-teorien.

Tolkien havde et syn på myter og sagn som noget, der havde dele af sandheden i sig. Man kan illustrere det med et billede af en sten, som rammer vandets overflade, og de ringe, som spreder sig videre og videre fra dette punkt. Myter og sagn er ringene i vandoverfladen, mens stenen er sandheden. Tolkien kaldte fortællingen om Jesu Kristi død og opstandelse for "den sande myte". Tolkien anfægtede dermed det synspunkt, at myter og sagn kun skulle være opspind og derfor uden værdi. Samtidig så han på mennesket som en medskaber. Mennesket ønsker at skabe noget, fordi det er inspireret af Guds skaberværk, og når man fx skriver en bog, bliver man medskaber. For Tolkien betød det, at han så på sin skabning af den mytologiske verden som en ære til Gud, og ikke som et alternativ til Guds skaberværk og "den sande myte". På den måde kan vi sige, at Ringenes Herre er en kristen bog, fordi den er Tolkiens ære til Gud, og fordi den genspejler det kristne værdigrundlag. Tolkien var også bevidst om, at elementer i hans mytologiske verden ikke skulle stride direkte mod det kristne verdensbillede og dets værdier. Det medførte, at han måtte forandre nogle ting fra de tidlige versioner af Silmarillion.

Men lad det være helt klart: Læs først og fremmest Ringenes Herre som en god og inspirerende fortælling, og giv dig selv lov til at blive fanget ind i den fantastiske og spændende verden, du finder der. Samtidig kan de kristne elementer, som ligger der implicit, være med til at give bogen endnu en dimension, som mange kristne vil kunne have stor glæde af. Men jeg har erfaret, at det først er efter, at jeg er blevet en mere bevandret Tolkien-læser, at jeg har fået mere glæde af disse.

Nyd filmen, men glem for alt i verden ikke at læse bogen også. Hvis du skal vælge, så vælg bogen!

Kilde: "Til tro" nr. 6/2002

---