Olympisk guld

Af Johan Schmidt Larsen
Det fremgår af VILJEN TIL SEJR, at da Eric Liddell fandt ud af, at han ved OL skulle løbe 100 m en søndag, lagde han sin træning om og satsede på 400 m, som han vandt.

Jeg har aldrig mødt ham, for han døde fem år før, jeg selv så dagens lys. Men jeg har læst en biografi om ham (The Flying Scotsman) og set den fremragende film Chariots of Fire/Viljen til sejr med Ian Charleson og Ben Cross i hovedrollerne. Filmen vandt en Oscar i 1981 som årets bedste udenlandske film.

Nægtede at løbe om søndagen
At den skotske missionærsøn Erik Liddell i dag er kendt og afholdt af alle skotter skyldes flere ting: En varm fredag eftermiddag i 1924 vandt han en guldmedalje i 400 m ved de Olympiske Lege i Paris. Men inden han nåede så langt, havde han bragt skandale over det britiske olympiske team ved nægte at stille op i 100 m, hvor han blev regnet som klar favorit til guldet. Han havde nemlig få måneder forinden fundet ud af, at han skulle løbe om søndagen, og det nægtede han.

Det stod ikke over Eric Liddell's vugge, at han skulle vinde olympisk guld. Der var ikke tradition for, at hans familie dyrkede sport, og nogen elegant løbestil havde han mildest talt heller ikke. Men Eric kom på kostskole og læste videre på universitetet i Edinburgh, hvor han begyndte at løbe. Inden længe blev han udtaget til det skotske landshold og blev senere udtaget til at repræsentere Skotland ved Olympiske Lege i 100 m.

Døde i en japansk fangelejr
Da Eric Liddell som sagt fandt ud af, at han skulle løbe en søndag, formåede han det helt utrolige at lægge sin træning om og i stedet satse på 400 m., som han altså vandt. Nu var vejen tilsyneladende banet for en glorværdig karriere, men så kom den næste overraskelse: Eric Liddell trak sig stille og roligt ud af offentlighedens søgelys for at følge sit kald som missionær i Kina. Her døde han i en japansk interneringslejr i 1945.

Nu går det jo ofte sådan med den slags beretninger, at mennesker som Eric Liddell bliver tillagt nærmest overmenneskelige kvaliteter, så de kommer til at leve i en helt anden verden end vi andre dødelige. Spørgsmålet er bare, besad Eric Liddell særlige kvaliteter, som hæver ham over os andre? Nej, egentlig ikke. Han var ikke særlig intellektuel anlagt eller udadvendt. Hans talegaver var heller ikke noget at skrive hjem om. Tværtimod kunne han godt virke lidt reserveret og indelukket. Som lærer i kemi, fysik og engelsk, var han ikke nogen særlig god underviser. Men hvad i alverden var det så, der gjorde forskellen? Jo, han var bl.a. et bedende menneske, som hver morgen brugte en time til bøn og bibellæsning. Og så havde han syn for det enkelte menneskes ve og vel. Sidst, men ikke mindst, ønskede han at være lydig over for det kald, Gud havde givet ham. Et kald som endte med at sende ham i døden. Han kunne bl.a. skrive følgende om lydighed, som en nøgle til at kende Gud: "Lydigheden over for Guds vilje er hemmeligheden bag åndelig kundskab og indsigt. Det er ikke villighed til at kende, men villighed til at adlyde og gøre Guds vilje, der giver vished."

Et helt almindeligt menneske
Da jeg så filmen om Eric Liddell, slog det mig, at han ganske vist havde særlige evner på idrætsbanen, men ellers var han et almindeligt menneske som dig og mig. Et helt almindeligt menneske, der kan lære os noget om, hvordan vi prioriteter ret i vort liv. Eric Liddell stod distancen, fordi han lagde sit liv i Guds hånd og lod Guds vilje råde i hans liv. Og Gud formede og dannede ham, så han blev til rig velsignelse for mange, der krydsede hans vej.

Gud begiver sig ikke af med at lave kopier af Eric Liddell's livsforløb. Han foretrækker originaler. Men han har en lige så fantastisk plan med os i vores generation, hvis vi vil lade lydigheden over for hans vilje blive hemmeligheden i vort liv.

Det koster noget at være en Jesu efterfølger, men sejrsprisen er til gengæld evig:
"Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt - de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften.  Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet." (1. Korintherbrev 9,24-27).

---