Nogen må have bedt for mig

Af MoBo
Skuespiller Ida Dwinger er vokset op i en familie, der bevidst valgte kirken og troen fra. Alligevel gik hun som barn i katolsk søndagsskole. Mange år senere valgte hun at blive kristen.

Det ligner næsten en tanke, at Ida Dwinger har valgt cafeen Dag H på Østerbro i København som mødested. Cafeen ligger der, hvor Dag Hammarskjölds Allé slutter. Dag Hammarskjöld var den svenske diplomat, der i 1950'erne var FN's generalsekretær, et menneske med hele verden som sin arbejdsplads og – viste det sig efter hans død – en kristen tænker.

Ida Dwinger er trods flere tv- og filmroller næppe ligeså kendt som Dag Hammarskjöld. Til gengæld er der flere træk i hendes liv, som virker sammenfaldende med hans. Ikke mindst den kristne tro, som hos begge er kommet til udtryk i en moden alder. Erfaringen med at bo forskellige steder i verden og rejse meget deler de også.

– Jeg begynder at kunne se nogle spor i mit liv; at mit liv er blevet på en bestemt måde, uden at jeg bevidst har villet det, siger den 54-årige skuespiller efter at have stillet sin klassiske damecykel i stativerne ved cafeen.

- Et af de temaer, der går igen, er at høre til i mange forskellige lande. Jeg føler mig meget tilpas, når jeg rejser, og der er meget i mit liv, der minder om at være på rejse. For eksempel har man som skuespiller ofte et tæt fællesskab et stykke tid, mens man spiller et stykke eller optager en film, men derefter skilles man og ser måske først hinanden mange år senere. Jeg har en vis rastløshed i mig, selvom mange siger, jeg er et roligt menneske, fortæller Ida Dwinger, der som barn rejste meget med familien på grund af farens arbejde som skibsingeniør.

Tørmælk og vin
Hendes egen historie begyndte i Göteborg i Sverige, hvor hendes far arbejdede i tilknytning til skibsværftet, da hun blev født. Hun har siden boet et år i Japan, i Tyskland og to år i det daværende Jugoslavien, et samfund, der dengang populært sagt var en light-udgave af en kommunistisk stat under ledelse af Josip Tito, landets præsident gennem 27 år.

Familien flyttede til en lille havneby i det, der siden er blevet til Kroatien, da Ida Dwinger var seks år.

– I den lille by ved Adriaterhavet forekom kommunistpartiet at være langt væk. Vi havde ikke fornemmelsen af at leve i et diktatur. I en lille by i Titos Jugoslavien var der ikke andre muligheder for skolegang end den lokale folkeskole. Her gik hun i halvandet år og lærte som det naturligste i verden serbokroatisk, et sprog, hun stadig behersker og fik brug for, da Jugoslavien i 1990'erne gik i opløsning, og flygtninge fandt vej til Danmark. Det åbnede muligheder for i en periode at supplere skuespilkarrieren med et job som tolk for de danske myndigheder.

Pionér og søndagsskolepige
Årene i Jugoslavien husker hun som nogle af barndommens allerbedste.

– Det var et lille, overskueligt samfund. De fleste arbejdede på skibsværftet, og alle festede sammen, eksempelvis til jul. Ingen var lukket ude fra fællesskabet. Jeg husker, at min far, kort efter vores ankomst, var syg. Så kom en flok fra værftet sejlende, og de havde vin med, og i mangel på glas til alle blev en gryde taget i brug; den gik på omgang, mens mændene sang for min far.

– Jeg er ud af en ikke-troende familie. Troen er noget, der bevidst blev fravalgt. Af den grund er jeg heller ikke barnedøbt. Men i Jugoslavien gik jeg af en eller anden grund i søndagsskole. Den blev drevet af nogle nonner fra det kloster, hvor skolen også lå, siger skuespilleren, der flyttede med familien tilbage til Dan­mark som otteårig.

Stemme talte i toget
Her har hun boet det mest af tiden siden. Mest i København, men også i Odense, hvor hun gik på Odense Teaters elevskole. Her blev hun færdig som 27-årig i 1984.

– Da jeg var midt i 20'erne og gik på skuespilskolen i Odense, kom jeg ud i en personlig krise. Her oplevede jeg, at Gud talte til mig på et tidspunkt, hvor det så allermørkest ud. Faktisk på en togtur mellem Århus og Odense.

– Gud gjorde det klart for mig, at jeg havde valget mellem at høre til i livet eller at blive opslugt af mørket, og jeg valgte helt instinktivt livet – heldigvis. Herefter løb der ligesom en ild igen­nem hele min krop, og alt mørket forsvandt på et øjeblik. Det er lidt svært at beskrive med ord; men det er den største oplevelse af kærlighed, jeg har haft til dato. Tilstanden varede nogle dage, så bristede boblen, og jeg var igen deprimeret, men i mildere grad, og jeg kom igennem det, fortæller hun og fortsætter:

– Selvom jeg ikke engang havde bedt til Gud, havde han talt til mig og givet mig et valg. Og jeg var ikke i tvivl om, at den kraft, jeg mærkede, da jeg valgte livet til, kom fra Gud. Den var ikke fra mig. Det var som at sætte stikket i kontakten. Gud krydsede min vej, da jeg var helt ude på kanten, og han har taget mig til sig, siger hun og fortæller, at hun i flere år ikke talte med nogen om oplevelsen i toget. For, som hun siger:

– Den var ligesom for dyrebar for mig til, at jeg turde dele den med nogen, og den rationelle del af mig havde svært ved rigtigt at fatte det.

Som at komme hjem
For 18 år siden flyttede den dengang 36-årige Ida Dwinger fra Odense til København. Og de seneste otte-ti år har hun primært haft tv- og filmroller, blandt andet som sekretæren i tv-serien "Sommer", en birolle i tv-serien "Klovn" og mindre roller i filmene "Min søsters børn i sneen" og "Efter Brylluppet".

– Der var en periode, hvor noget drillede på mit arbejde, og jeg tænkte, at jeg må bede Gud om hjælp. Inderst inde vidste jeg, at tiden var kommet til, at jeg måtte finde hjem til Gud. Jeg havde brug for at afsøge, hvad det var, jeg havde oplevet den dag i toget. Jeg gik hen i den lokale folkekirke her på Østerbro, satte mig på den bageste bænk og begyndte at bede og synge med på salmerne. Og mine bønner blev hørt; konflikten på mit arbejde løste sig.

Efter at have kommet i kirken i et par år besluttede hun sig en dag for at tage det formelle skridt ind i kristentroen.

– Jeg synes ikke, jeg kunne komme i en kirke uden at være døbt. Det virkede underligt. Jeg havde brug for at vise, at jeg stod ved troen. Derfor aftalte jeg en dåbsdato med præsten og begyndte at gå til en slags dåbsforberedelse. Gennem et halvt år læste præsten og jeg Bibelen sammen og snakkede om Gud og troen, fortæller Ida Dwinger.

Fællesskab for alle
Nogle år efter dåben mødte Ida Dwinger nogle medlemmer af Pinsekirken på Drejervej i København. De inviterede til et intro­duktionskursus til kristendommen, et såkaldt Alpha-kursus.

– Jeg var nysgerrig og gik med, og siden er jeg blevet hæn­gende i kirken.

I kirken er Ida Dwinger med i en mindre gruppe, hvor medlem­mer af menigheden mødes, læser i Bibelen sammen og snakker om forskellige sider af troen og livet.

– Det er dejligt at have nogen, man kan vende stort og småt med og bede sammen med. Det bekræfter én enormt i troen, når man kan se, at Gud virker gennem brødre og søstre. Ens perspektiv bli­ver større, når man beder. Man tænker mere på andre og mindre på sig selv. Jeg oplever også selv, at jeg beder mindre og mindre om noget konkret. I stedet lægger jeg oftere og oftere alting over til Gud.

Nogen må have bedt for mig
Fra søndagsskole i et katolsk land via dåb i den danske folke­kirke er Ida Dwingers liv nu som kristen foreløbig endt hos en frikirke i Københavns nordvestkvarter.

– Jeg har ofte tænkt: Hvorfor mon jeg valgte at blive kristen i stedet for at gå samme vej som min familie? Jeg har tænkt, at det måske skyldes, at der er nogen, der har bedt for mig. For fire år siden besøgte jeg byen, hvor vi boede i Kroatien. Jeg var i den gamle kirke midt i byen, som lå badet i et smukt lys. Der var en smuk fred. En nonne gik stille rundt i kirken, og jeg trak hende til side og fortalte hende om min tilknytning til stedet og min vej til troen. Og jeg luftede tanken, at nonnerne måske havde bedt for mig dengang. Hun tog min hånd og sagde: "Vi beder for alle". Og hendes blik var fuld af så megen kærlighed, at jeg fik tårer i øjnene.

Adopterede som 51-årig
I dag kommer Ida Dwinger fast i kirken, karrieren som skuespil­ler er veletableret, og for tre år siden kom en adoptivdatter til fra Etiopien. Ida Dwinger var 51, da hun fik Hanna, der dengang var otte.

– At få Hanna har beriget mit liv et hundrede procent. Hun er en gave, fortæller hun.

Selvom mange skuespillere i perioder arbejder intenst, hæn­ger skemaet som enlig mor fint sammen for Ida Dwinger, der ikke laver meget teater og derfor ikke har så meget aftenarbejde.

– Når man laver film og tv, kan der være travlt i perioder, men når jeg ved det på forhånd, kan jeg som regel planlægge efter det. Jeg har ikke rigtig noget familie omkring mig til at hjælpe, de fleste bor i dag i Schweiz. Men jeg har gode venner, som træder til, når der er brug for det, fortæller hun.

Ud over overvejelser om at flytte ud af byen beretter Ida Dwin­ger ikke om de store planer for fremtiden. For, som hun siger:– Hvad der skal ske fremover, ved jeg ikke. Jeg tager det, som det kommer. Jeg er tryg ved, at Gud nok skal være der og hjælpe mig på vej.

Blå bog
Uddannet fra Odense Teaters elevskole 1984.

• Lavede de første mange år teater, både i Odense og København. De seneste 8-10 år har hun mest lavet tv og film. Er blandt andet kendt som sekretæren Ulla fra tv-serien "Sommer".

• Har desuden medvirket i blandt andet tv-serierne "Forbrydelsen II" og "Borgen" samt Nils Malmros' film Kærestesorger.

Kilde: 24:12 - et julemagasin 2011 - forkortet med tilladelse.

---