Min næste

"Elsk din næste" er sandsynligvis det mest kendte bud fra Bibelen. Men hvad hvis min næste spiller høj musik midt om natten? Eller hvad, hvis min næste ikke kan li' mig?

Vores næste er alle de mennesker, vi møder i løbet af livet. Det er altså et vidt begreb. Her skal vi imidlertid fokusere på én gruppe: vores naboer. Der var engang, da vi mente, at en relation med vores naboer var et gode. Vi kunne snakke sammen på gaden, tage en kop kaffe sammen og hjælpe hinanden, når det behøvedes. Nu er vi blevet mere ambivalente. Naboen kan være højlydt, rodet eller endda fjendtlig. En af årsagerne til, at så mange af os ønsker os væk med jævne mellemrum, er netop behovet for at slippe for besværlige naboer. Men trælse naboer kan man møde hvor som helst.

Der er tre hovedårsager til, at sådanne opfattelser om naboer er opstået. Det hele hænger sammen med den moderne verden, vi lever i.

Den første og mest åbenbare årsag er ændringer i livsstil. Generelt har mennesker i dag meget længere til arbejde end tidligere, og dét - sammen med større arbejdspres - gør, at folk tilbringer mindre tid hjemme. De tager tidligt af sted og kommer sent hjem. Desuden er det i dag almindeligt, at kvinder arbejder uden for hjemmet, sådan at de heller ikke mere får en snak over hækken eller mødes ved postkassen. Derudover bruger vi den fritid, vi har, foran tv i stedet for at besøge hinanden. Når vi en gang i mellem går ud, er det tit med kolleger og ikke med dem, vi bor ved siden af. I det store og hele gør vi kun lidt sammen med mennesker i vores nærmiljø. Nabolag var tidligere selvstændige fællesskaber; nu er det slet og ret bare områder.

En anden årsag handler om den øgede teknologi. Radioens lille højttaler kan måske høres gennem væggen, mens et musikanlæg kan forstyrre et helt nabolag. Tv præger næsten hvert eneste rum i vores hjem. Larmende værktøj, højtryksrensere og andre maskiner trænger sig på og forstyrrer den allerede skrøbelige fred, vi omgiver os med.

Den tredje årsag er imidlertid den mest betydningsfulde. Vi er blevet et samfund, hvor vi sætter os selv først og andre som en stakkels nummer to. Denne udvikling har været stigende, mens kristne værdier trænges i baggrunden.

Sæt dig selv først
Sigmund Freud - en af de mest indflydelsesrige personer de seneste 100 år - hævdede, at det var rigtigt at sætte sig selv først. I sin bog Civilisation and its Discontents, 1929(Kulturens byrde, 1983), hævder han, at det ikke bare er vanskeligt at elske sin næste, det "ville være forkert at gøre det". En næste, siger han, er "uværdig til min kærlighed" og "har mere ret på min fjendtlighed, ja til og med mit had".

Ved at fokusere på vores egne ønsker og behov, begynder vi at betragte vores nabo som en, der kan forhindre os i at opnå vores rettigheder, i stedet for en, vi har et vist ansvar overfor. Når en nabo bygger en kæmpe stor båd i sin have, parkerer ud for vores indkørsel eller spiller for højt på musikanlægget, føler vi, at vores enemærker trues. Vores opfattelser, vores rum, vores fred trædes der på. Vores rettigheder er blevet krænket.

Det er den situation Clint Eastwoods hovedperson, Walt Kowalski, møder i filmen Gran Torino. Walt Kowalski (Clint Eastwood) spiller en gnaven, racistisk veteran fra Koreakrigen, som er meget utilfreds med, at flere og flere asiater flytter ind i nabolaget. Grænsen nås, da naboens teenagesøn, Thao, prøver at stjæle hans prisbelønnede bil, og Walt bestemmer sig for at prøve at få Thao til at forbedre sig. Det viser sig imidlertid, at Walt også selv forandres.

Dette rejser et meget vigtigt spørgsmål: Hvilket ansvar har vi over for vores naboer - vores næste? Vi kan hurtigt remse nogle ting op, som vores naboer bør gøre: Skrue ned for musikanlægget, rydde op, lade mig være i fred! Men vi er også selv naboer, og vi er altid mere tilbageholdende med at tænke igennem, hvilket ansvar, vi selv har.

Som svar på spørgsmålet om, hvad buddet om at "elske din næste som dig selv" betyder, fortalte Jesus en lignelse om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,30-35). Den fremmede, som viste barmhjertighed, var en næste for den nødlidende til trods for fjendskabet mellem befolkningsgrupperne. Det, Jesus vil pointere, er, at vi alle har et ansvar for at elske andre mennesker som os selv, uanset om de er vores familie eller vores næste.

Aktiv omsorg
Hvad betyder det så at elske andre som sig selv? Det betyder, at vi skal gøre mod andre, som vi ønsker, de skal gøre mod os. Det kaldes "Den gyldne regel", men Jesus er utraditionel ved at udtrykke det positivt (Matt 7,12). Andre traditioner udtrykker det meget negativt: Du skal ikke gøre noget mod andre, som du ikke vil have, de skal gøre mod dig. Den negative version hindrer mennesker i at være onde mod hinanden. Jesu positive version forandrer mennesker.

Netop dette forstår Will Smiths hovedperson i Syv liv. Han ødelagde sit liv i løbet af syv sekunder, så han vælger derfor at rette det op ved at gøre en forskel i syv fremmede menneskers liv. Robert Downey Jr.'s hovedperson i Solisten forstår også dette, når han gør alt, hvad han kan, for at hjælpe en skizofren, hjemløs musiker (Jamie Foxx) til trods for, at det kan virke, som om musikeren har forspildt sine chancer og derfor ikke fortjener hjælp.

Det er ikke nok at beherske sig og lade være med at optræde på en asocial måde eller lade være med at svare aggressivt på en nabos overtrædelser. Beherskelse tager ikke fat i de underliggende holdninger. I stedet for kan aktiv kærlighed over for andre hjælpe på dette.

Freud tog med andre ord fejl. Kærligheden er ikke bare for dem, som fortjener det, eller dem, vi mener, har naturlig ret til den. Nej, kærligheden er også for vores nabo. Det er den eneste måde, vores nabolag igen kan forandres til et ægte nærmiljø med fællesskab.

© Tony Watkins/Damaris.no - oversat til norsk af Ingvild T. Kro