Mennesker ofres

Mennesker ofres for vores lyst
I et interview med Dagbladenes Bureau sagde Morgenthaler, at han havde lavet sin film Princess, fordi det blev klart for ham, at pornofilm er kold og kynisk udnyttelse af svage mennesker, der styres af kyniske pengemænd: "Alle, der ser porno, accepterer, at der findes en lavere kaste af mennesker, der skal gennemkneppes for, at vi andre kan blive pirret. Man accepterer, at der er nogle mennesker, der bliver ofret for vores lyst. Det er jo ikke de klogeste og mest succesfulde, der stiller op, men de mest udsatte og traumatiserede." Dette synspunkt blev Morgenthaler bekræftet i, da han søgte på internettet. På et tidspunkt overvejede han faktisk at tilegne sin film til døde pornostjerner. Ved en søgning på internettet, fandt han nemlig hurtigt en liste med 1500 navne. De var alle sammen døde af narkooverdosis, selvmord eller var dræbt på bestialske måder.

Hvis det var din søster?
Derfor valgte Morgenthaler at lave en film, der viste, hvordan vi personligt ville reagere, hvis vores mor, søster eller barn var med i en pornofilm. Og det må siges at være en pågående og meget personlig tilgang til problematikken om porno. Emnet er hårdt og ubehageligt, men ved at behandle det i en blanding af tegnefilm og hjemmevideooptagelser, ønskede han samtidig at skabe en distance til emnet. Filmens budskab skulle leveres i en form, som ikke koblede publikum af, men satte dem i stand til at overveje pornoens ubehagelige konsekvenser. Spørgsmålet er så, om det er lykkedes?

Lad det være sagt klart og tydeligt: Det er al ære værd, at Morgenthaler gav sig i kast med et så vigtigt projekt. Det er der hårdt brug for! Jeg mener bare, at det ikke er lykkes særlig godt. Ideen med at bruge tegnefilm er genial, fordi det netop skaber den nødvendige distance, som gør det muligt at overveje og diskutere problemet med pornofilm. Men Morgenthalers ærinde bliver efter min mening ikke for alvor nærværende og vedkommende. Jeg tror, at det bl.a. skyldes, at hans udtalelser til medierne enten nedtoner eller forplumrer filmens budskab. Morgenthalers humanistiske og positive menneskesyn står i vejen for de synspunkter, han vil formidle? Det står i hvert fald klart, at han er meget bange for at blive slået i hartkorn med nypuritanere.

Ikke en kampagnevideo
Søndagsavisen spurgte ham, hvordan oprøret mod porno starter: "Oprøret starter med, at vi taler om det. Uden at blive stemplet som puritanere hele tiden. Men det er en sindssyg svær manøvre. Jeg får mails fra folk, der skriver: "Jeg vil gerne være på din side. For du har de rigtige værdier." Men her står jeg af. For jeg kan ikke vide, hvor andre mennesker henter deres energi mod porno fra," siger han og understreger, at hverken Indre Mission eller Pornofrit Miljø skal forvente en kampagnevideo signeret af den kendte tegner. Kodeordet er rettere "Frihed under ansvar".

"Da jeg skrev første treatment på den her film, blev jeg nødt til at smide det ud. Fordi det netop var et puritansk, overmoralsk manuskript. Derfor lavede jeg et nyt, der byggede på personlige relationer i filmen, der så fueler min pointe. Men jeg ved godt, at netop religiøse mennesker og andre bare står og mangler en pointe til at forbyde alt, og jeg er faktisk en virkelig stor tilhænger af erotik. Og en virkelig stor tilhænger af hele vort samfunds liberale værdier og den seksuelle revolution."

"Jeg har ikke nogen løsning – det er det rædelsesfulde ved at være radikal," griner han.

Lyder som en levebrødspolitiker
Det er her kæden hopper af for Morgenthaler. Af frygt for at virke for kategorisk og overmoralsk prøver han udtrykke vidt forskellige synspunkter, der ikke kan forenes, og dermed ophæver han sin egen pointe. Han tør ikke tage konsekvensen af sit syn og dermed kommer han til at lyde som en levebrødspolitiker, der af frygt for folkets dom taler med uld i munden. Og her ligger han i fin forlængelse af en naiv dansk mentalitet, vi har set før. Vi har mødt den samme inkonsekvente holdning på problemfelter som alkoholmisbrug, bekæmpelse af aids, seksualoplysning og nu også porno: "Vi skal oplyse og tale sammen", men bare et lille spinkelt forsøg på at tale om afholdenhed eller at sætte grænser, bliver på forhånd dømt som gammeldags og puritansk.

Men hvordan skal vi som kristne reagere over for denne holdning? Ja, det kunne der skrives store bøger om, men lad mig bare forsøge med nogle vigtige pointer:

Vi er alle sammen - også kristne - skabte som seksuelle væsener, og forhåbentligt elsker vi kærlighed og erotik lige så meget som Morgenthaler. Sex er nemlig kommet for at blive, ja er opfundet af Gud selv. Han har skabt kærlighed og sex som noget dyrebart og fint. Som kristne tror vi på, at kærlighed og sex er nøjagtig så skrøbeligt, så vidunderligt og så smukt, at vi nødvendigvis må værne om det og give det de allerbedste rammer at udfolde sig i.

Kristne er ikke overmennesker, der ikke tiltrækkes af sex og nøgne kroppe på film og internet. Tværtimod trækker en film med sexscener lige så meget i os, som i alle andre. Vi tænder lige så meget på en samlejescene som alle andre. Ja, vi elsker det og kan ikke få nok, hvis det vel at mærke alene stod til vores seksualdrift. Men bibelsk seksualetik fortæller os, at hvis vi viljeløst følger vores seksuelle drifter, vil det føre os et forkert sted hen. Det vil sætte vores relation til Kristus som vores Herre under pres. Det vil føre os bort fra ham, fordi vi lever i konflikt med hans bud.

Vi vil gerne se porno
Morgenthaler mener, "at det eneste, vi kan gøre for at bekæmpe porno, er at lade være med at se det!" Ja, var det bare så enkelt, så var problemet med pornografi til at overse. Sagen er bare, at mange af os gerne vil se sexscener. Vi har svært ved at lade være, hvis ikke vi har nogle absolutte værdier, vi kan styre efter! Paulus udtrykker en vigtig bibelsk sandhed om dette, når han i Romerbrevet 7,19 siger: "For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." I al sin enkelthed siger Paulus her, at vi er syndere og egoister, og at vi har brug for Bibelens vejledning at navigere efter. Hvis ikke vi har Guds anvisninger og hjælper hinanden til at leve efter dem, går vi ganske enkelt fejl af målet med vort liv og skader både os selv og andre.

Acceptable grænser for sex og nøgenhed på film er et flydende begreb og afhænger desuden af det enkelte menneskes personlige grænser. Her er vi som kristne forskellige, ligesom film har mange forskellige tilgange til nøgenhed og sex. Skalaen går fra kold og kynisk spekulation i menneskets laveste instinkter til smukke skildringer af kærlighed og seksualitet som Guds gode gaver til menneskeheden. Men hvor grænsen går for den enkelte, er vanskelig at sætte på en fast formel. Derfor må den enkelte af os kende grænsen for, hvornår og under hvilke omstændigheder vi optændes af et syndigt seksuelt begær over for et menneske, vi ikke er gift med. Vi må opøve os selv i at kende disse grænser, så vi undgår at se filmsekvenser eller havne i situationer, hvor vi bringer os selv eller andre til fald. Enhver dvd-afspiller har både en spoleknap og en afbryder, og dem må vi lære at benytte.

Mennesker ofres for vores skyld
Som kristne skal vi holde os langt væk fra pornofilm, hvad enten der er tale om hård porno eller såkaldt "blød porno" - hvis der overhovedet findes noget, som med fuld ret kan bære det navn. I min optik er udtryk som "erotiske film" og "blød porno" noget filmdistributører og tv-kanaler har opfundet for at gøre pornografi mere spiselig for den brede befolkning. Ligeså er det et forsøg på at gøre sex på film mere acceptabel hos eventuelle puritanere. Her har Morgenthaler faktisk en meget, meget vigtig pointe, som vi sjældent ser anvendt i en kristen sammenhæng:

Hvis vi enten selv anvender porno eller accepterer porno, accepterer vi samtidig, "at der findes en lavere kaste af mennesker, der udnyttes og undertrykkes af kyniske pengemænd, for at vi andre kan blive pirret. Vi accepterer, et der er nogle mennesker, der bliver ofret for vores lyst." Det er da et argument, der er til at forstå, og som vi må give Morgenthaler helt ret i.

Så selv om vi altså ikke er enig i Morgenthalers menneskesyn og seksualmoral, fortjener han stor tak for at rejse en problematik, som kirken som helhed har været alt for tavs omkring alt for længe!

Tak for det, Anders Morgenthaler!