2023 replica rolex online sale.

  • Oscarvinder i 1960'erne: LAWRENCE OF ARABIA på dvd, blu-ray samt Netflix

  • RAIN MAN på dvd og blu.-ray

  • FRIT FALD i biografen

  • MAESTRO Oscarnomineret Netflix-film

  • Oscarvinder i 1970-erne: GØGEREDEN på dvd og blu-ray

  • INTERSTELLAR nu på HBO udover dvd, blu-ray og Viaplay

Nyheder

26.01.2010

Ligesom Jobs Bog

Af Brett McCracken
Instruktøren John Hillcoat siger, at anvendelsen af spirituelle metaforer i filmatiseringen af bogen "The Road" var et ønske fra forfatteren Cormac McCarthys side.

At filmatisere en elsket, Pulitzer-prisvindende bestseller, der som bog også anbefales af talkshowværtinden Oprah Winfrey, er aldrig let, men dette var netop John Hillcoats store opgave. Han er filminstruktøren bag filmudgaven af Cormac McCarthy's The Road, som har premiere i denne uge. John Hillcoat er et relativt ubeskrevet blad fra Australien, men McCarthy's åndsfrænde, og som sådan påtog han sig opgaven med ærefrygt. Resultatet er imponerende tro mod bogen. Filmkritiker Brett McCracken fra CT Movies mødtes for nylig med John Hillcoat i Los Angeles til en samtale om filmen, dens åndelighed, og hvad det betyder at "bære ilden."

Din forrige film "The Proposition" har tilsyneladende noget af den samme stemning og ånd som The Road. Begge udforsker mørke, trøstesløse og dommedagsagtige dybder. Ser du selv en sammenhæng mellem de to film?

"The Proposition" var faktisk inspireret af Cormac McCarthys bog Blood Meridian eller i det mindste meget påvirket af den. I lang tid havde jeg en idé om en australsk western, og denne bog havde stor betydning. I både "The Proposition" og "The Road" er landskabet på en måde uberørt og gammelt, og jeg kan li' den metafor, det skaber. Landskabet lægger så meget pres på karaktererne, at det hele tiden sætter dem på prøve. Det kan næsten beskrives som en tredje medspiller. Det er det, jeg holder af ved McCarthys værker; har man engang været i den australske ødemark, ved man, at det virkelig føles som et gammelt urlandskab.

Landskabet er meget vigtigt i "The Road". Hvordan bevægede du dig fra bogen – som beskriver et apokalyptisk og dunkelt sceneri – til konkret at vise dette i filmen?

Nøglen her var at vise det gammelkendte. Fremfor en fuldstændig opdigtet fremtid ønskede jeg at rodfæste det i vores egen dybe bevidsthed. Sådan føltes bogen. Jeg følte, at der var noget mere fortidigt end fremtidigt over den. Det føltes ikke som en science fiction. Simple ting såsom indkøbsvognen med alle ejendelene er et velkendt billede. Det er de hjemløse. De mennesker udlever på en måde deres egen dommedag. Hvordan klarer de sig fra dag til dag? Det er overlevelse. Det sætter deres menneskelighed på prøve. Som en videreudvikling af ideen om at basere verden på det velkendte, filmede vi steder som Mount St. Helens, hvor vulkanudbrud havde ødelagt alle træerne, og Pensylvania, der som gammel mineområde bærer alle arrene efter dette – forladte bydele og motorveje. Men det mest gribende var at arbejde i New Orleans, hvor de stadig er ved at rydde op efter orkanen Katrina. Vi prøvede at fange så meget som muligt med kameraet. Det er en virkelig og håndgribelig verden, som skuespillerne skal forholde sig til, ligesom i McCarthys univers.

Under filmproduktionen mødtes du med McCarthy adskillige gange. Hvordan var han at arbejde sammen med?

Arven efter McCarthy var tung at bære. Bogen er nu den mest oversatte bog i vor tid. Og så er der Pulitzer-prisen, Oprah Winfrey og den populære bog No Country for Old Men (filmatiseret). Jeg prøvede at abstrahere fra alt dette. Men da jeg så begyndte at tale med Cormac om det, satte han mig fuldstændig fri fra denne byrde. Han sagde, "Hør, en bog er en bog, og en film er en film. Det er helt forskellige medier." Han bad aldrig om et manuskript, og jeg gav ham aldrig et. Han sagde: "Jeg er her, hvis du har brug for mig." Han er en vidunderlig mand. Han er venlig, gavmild, meget åndelig – en stor kapacitet og digter.

Er det sandt, at nogle af de eneste instrukser McCarthy gav dig, handlede om at sikre sig, at filmen bevarede så mange af bogens referencer til Gud som muligt?

Ja, det er rigtigt. Cormac er meget tiltrukket af udfoldelsen af nåden under magtesløshed, og at der er en højere åndelighed end mennesket. Han er også interesseret i troens kamp. På mange måder er "The Road" ligesom en bibelsk fortælling eller lignelse. Det er meget enkelt: En mand, der kæmper for at overleve, plages af alle minderne og får en søn, der fødes ind i denne verden. De møder forhindringer, som tester dem. På denne måde føles historien næsten som en bibelsk fortælling og vil helt bestemt formidle et utroligt budskab.

Det trosskridt, som drengen til sidst tager, er det, det hele handler om. Det er drengen, der redder manden. Manden er under pres, forståeligt nok, og under stor modgang ser vi hans menneskelighed forsvinde langsomt. Det er drengen, der viser menneskelighed. Men hvor får drengen dette fra? Han er født ind i dette gudsforladte sted. Hvor kommer hans "ild" fra? Jeg synes, det er stort, at McCarthy på en måde lader dette stå åbent for fortolkning. Det kan forstås på så mange niveauer. For mange mennesker er dette med at "bære ilden" en åndelig ting. Men for andre mennesker er det blot et udtryk for en højere menneskelig magt. Men det handler helt sikkert også om tro.

For nylig deltog Cormac og jeg i et længere interview i Wall Street Journal, og det handlede alt sammen om dette. Cormac talte om, hvor berørt han blev af mennesker som Mother Teresa, der livet igennem kæmpede med sin tro. Han fandt det meget bevægende. For ham handler "The Road" om troens kamp, rejsens forhindringer. Han skabte universet i "The Road" for at udfordre disse mennesker, ligesom Job i Bibelen. Hvordan disse mennesker handler under tvang, er det vigtige. Det er under ekstreme forhold, at essensen af det, der gør os til mennesker, bliver åbenbar. Vi kan alle sætte os i mandens sted – skridt for skridt ser vi, hvordan han ved hver prøvelse snubler og mister lidt af sin menneskelighed. I sidste ende er det drengen, som giver ham menneskeligheden tilbage. Cormac ser det som en åndelig lektion – i at "bære ilden" - ånden. Han siger, at der i bund og grund er noget mere.

Filmen er på den ene side trøstesløs, mørk og fortvivlende, men også fuld af håb. Gud føles meget nærværende, selvom det er en temmelig gudløs verden. Der er levn af Gud og kristendom.

Ja, det er meget tydeligt. Manden taler om sin søn, som var han en frelser. "Han er Gud for mig," siger han. "Hvis han ikke er Guds ord, har Gud aldrig talt."  Vi forsøgte med Eli (Robert Duvall) at give ham et mystisk, profetisk udtryk – i måden han taler om Gud på, og i fornemmelsen af, at alt dette var undervejs. Cormac var med på, at vi fik alt dette med.

Scenen, hvor manden og drengen tager ophold i en forladt kirke, er meget udtryksfuld og mindeværdig, men jeg husker den ikke fra bogen. Er det noget, du har tilføjet?

I min research til filmen faldt jeg over et billede af denne sønderbombede kirke, og der var noget meget udtryksfuldt over det. Så vi tog ud og fandt den selvsamme kirke og brugte den, som den var.  Sådan, som den fremstår i filmen, ser den ud i virkeligheden.

Det virker, som om det ikke er muligt at lave en dommedagsfilm uden at berøre emnet religion, og det er sandelig oppe i tiden i disse dage med film som "2012". Hvordan mener du, "The Road" adskiller sig fra andre dommedagsfilm?

Problemet med undergangsfilm er, at der gøres så meget ud af selve begivenheden, at det mest kommer til at handle om postyret, og jeg tror, at postyret er vildledende. Billederne af masseødelæggelse bliver gjort til en slags underholdning. Det minder mere om en rutsjebanetur. Al mening og den menneskelige dimension forsvinder. Når det er så stort, er det umuligt at forholde sig til menneskelighed på et nært plan.

Med hensyn til denne film, så ser vi rent faktisk ikke, hvilken stor begivenhed der er foregået. Vi ved ikke hvilken dommedag, der henvises til.

Nej, i stedet for at forholde sig til undergang på makroplan, placerer Cormac "The Road" i nuet ved at fokusere på menneskelige forhold, og hvordan de er på rejsen. I bund og grund er "The Road" blot en meget skrøbelig kærlighedshistorie. Jeg synes, det er en af de smukkeste historier, jeg nogensinde har læst. Den er hjerteskærende og fuld af håb.

Jeg tror, dommedag er en afspejling af menneskers største frygt. Vi oplever alle personligt dommedag i den forstand, at vi alle skal dø en dag. Jeg tænker mere på dommedagen som en metafor – som en slags værste mareridt. Men når det er sagt, så er det i øjeblikket også en alvorlig bekymring. Hele verden udvikler sig i forbrugerismens retning med den belastning og det pres, det lægger på planeten og miljøet. Jeg ønskede ikke at sige det åbenlyst i filmen. Jeg ville være tro mod bogen og ikke skære det ud i pap.
Men jeg synes, det er udtrykt i landskabet og i de naturlige omgivelser i "The Road". I apokalyptiske film ser vi ofte Frihedsgudinden og alle de ikoner, der symboliserer den menneskeskabte verden, og glemmer helt naturens egen styrke. Derfor holder jeg af ørkener. De minder os om, hvor små vi er. Over for naturens kræfter kommer vi til kort. Vi mennesker føler, vi har kontrollen, men gennem sine værker påpeger Cormac, at der er en livskraft og styrke, der er meget større end os.

Føler du, at "The Road" på en måde kan sammenlignes med en profetisk røst; som en påmindelse om, hvad fremtiden bringer? Hvis vi fx ikke passer på miljøet?

Ja, det var egentlig derfor, vi ønskede at basere filmen på virkelighed frem for fantasi. I virkeligheden er vi jo blevet advaret – ikke kun i forbindelse med miljøet, men også den skrøbelige økonomiske situation og lignende. Der er så mange advarselslamper, der blinker. Og dog er det frygten, der er vores fjende. Jeg holder meget af Roosevelt's udtryk: "Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv." Det er i virkeligheden dét, man kan se i "The Road". Det er på grund af frygt, at manden ikke er i stand til i tro at tage det samme skridt, som drengen.

© Christianity Today International. Oversat af Bettina Drachmann Bech




Annoncer