• THE ZONE OF INTEREST nu på filmstriben.dk udover dvd og blu-ray

  • THE NOTE nu på dvd igen

  • DEN SORTE JORD (om Ukraine 1933) DR2 | 23-11-24 | kl. 23.15

  • GLADIATOR ii i biografen

  • den kristne film ORDINARY ANGELS nu på Viaplay

  • THE APPRENTICE i biografen

Nyheder

18.07.2017

HERRENS VEJE – NY DANSK DRAMASERIE

Af Johan Schmidt Larsen
Søndag den 24. september kl. 20.00 ruller en ny dansk dramaserie om tro og religion over familien Danmarks tv-skærme.

Herrens Veje er produceret af DR og har Adam Price som hovedforfatter. I første sæson vises de første 10 afsnit, mens anden sæson sendes i efteråret 2018.

Tv-serien handler om to brødre i en præsteslægt og skildrer krig og personlige konflikter, der berører en almindelig dansk familie. Ifølge Adam Price vil udgangspunktet være den danske folkekirke, men serien vil også på længere sigt berøre de store verdensreligioner med islam og buddhismen som de primære.

Troen fascinerer mig
Adam Price siger selv om sin idé: "Troen har altid fascineret mig som drivkraft for menneskets handlinger. I de sidste 10-15 år har vi oplevet en tilspidsning af forholdet mellem de store verdensreligioner, som både påvirker storpolitikken og vores allesammens hverdag. På samme måde som politik blev udgangspunktet for en meget personlig fortælling for hovedkaraktererne i "Borgen", vil religion og tro blive de bagvedliggende kræfter for dramaet i "Herrens Veje". Såvel det store perspektiv som det helt nære vil få plads i en karakterbaseret broderfortælling, som tager udgangspunkt i både krig og en række personlige konflikter, der rammer en såkaldt 'helt almindelig familie".

En del af optagelserne har foregået i og omkring Stenløse kirke, hvor både lokalbefolkningen og menigheden fungerer som statister. Hovedrollerne i serien spilles af skuespillerne Lars Mikkelsen, Ann Eleonora Jørgensen, Simon Sears og Morten Hee.

Tradition, tro og tvivl er seriens yderpunkter
I "Herrens Veje" spiller Lars Mikkelsen den dominerende og toneangivende præst og patriark, Johannes, som har to sønner, der har valgt hver deres vej.

Yngstesønnen August, der spilles af Morten Hee Andersen, er gået i farens og forfædrenes fodspor, mens Simon Sears har rollen som ældstesønnen Christian, der kæmper med at finde sin egen vej uden for familiens traditionsrige tilknytning til præstehvervet.

Serien kredser om de eksistentielle spørgsmål for flere af seriens hovedkarakterer: Hvem beder du til den dag, du mister troen? Vækkelse - når troen søger bolig i os – og fortabelsen - når troen forlader os - er seriens dramatiske yderpunkter og de ekstremer, som de fleste af hovedpersonerne gennemlever på deres rejse i "Herrens Veje".

Det sværeste jeg har lavet
Blandingen af et konkret familiedrama, kirkepolitiske forviklinger, troen og tvivlen, plus et stænk af det overnaturlige, viste sig at være en kæmpe udfordring for den ellers garvede manuskriptforfatter. "Det er absolut det sværeste, jeg har lavet indtil videre," fortæller Adam Price, der sammen med episodeforfatterne Karina Dam og Poul Berg har arbejdet på manuskriptet i over to år.

Foto af Stenløse Kirke © Lokalavisen Egedal.




Annoncer