I forbindelse med invitationen til introduktionen af dramaseriens nye sæson i Stenløse kirke, skrev DRTV følgende om serien:
"Halvandet år efter Augusts død forsøger en forandret familien Krogh at finde tilbage til livet. Men hvordan lever man videre, når man har mistet en elsket? Alle tackler sorgen og tabet på hver sin måde. Det lille, nye menneske i familien – Augusts og Emilies søn, Anton – er det lyspunkt, der binder dem sammen. Men der er også mange sår, der skal heles. Lige under overfladen lurer hemmeligheder og løgne, der truer med at splitte familien ad.
Anden sæson af "Herrens Veje" er en dramatisk rejse mod lyset. Den handler om at vende tilbage til livet; at overvinde døden og forstå, at vi ikke er skabt til at hele os selv, vi er skabt til at hele hinanden."
Vanvittige religiøse mennesker?
Første sæson af serien har fået en særdeles blandet og kritisk modtagelse blandt anmeldere og seere. Specielt fra kirkelig side har mange kritiseret serien for at skildre religiøse mennesker som lettere vanvittige. Ligeså mener mange, at serien skildrer en præstefamilie, der har så voldsomme problemer, at en almindelig dansk sognepræst har svært ved at genkende sig selv og sit familieliv.
Overfor kritikken svarer hovedforfatteren Adam Price, at det aldrig har været tilsigtet at skildre religiøse mennesker som vanvittige eller præster som depressive eller utilregnelige:
"Nogle har efterspurgt den gode, fornuftige, almindelige sognepræst, der er nogenlunde genkendelig for den gennemsnitlige præst i Danmark. Men det er ikke en "middel of the road-fortælling", vi har valgt. Det er med fuldt overlæg, at vi kommer ud i det ekstreme."
Kunne ikke klare flere udskejelser
Anmelderen her på siden, Michael Agerbo Mørch, var også meget kritisk i sine anmeldelser af første sæson. Men han slutter alligevel sine anmeldelser i en lidt mere forsonlig tone i håb om en god slutspurt på serien:
"Jeg var faktisk på nippet til at opgive "Herrens Veje" efter afsnit seks, for jeg kunne næsten ikke klare flere klamme udskejelser, men afsnit syv lokker mig til at fortsætte, for nu bliver karaktererne mere interessante og sammensatte. "Herrens Veje" bliver næppe populær i den brede befolkning (hvad seertallene da heller ikke tyder på!), men den har potentiale til at slutte flot af. Rejsen har indtil videre været uskøn og bumlet, med enkelte flotte udsigtspunkter hist og pist, men via en god slutspurt kan et godt eftermæle måske alligevel sikres."