• SONIC THE HEDGEHOG 2 nu på Viaplay udover dvd og blu-ray

  • SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-vERSE nu på Netflix udover dvd og blu-ray

  • GRAN TURISMO nu på Max udover dvd og blu-ray

  • TRE JULEFILMS-ANBEFALINGER bl.a. DE EFTERLADTE

  • VEJEN HJEM i biografen

  • TEMA FAMILIEFILM JUL fx STJERNEN

  • TEMA julefilm fx I HEARD THE BELLS

Nyheder

15.12.2008

Glædelig jul!

Af Johan Schmidt Larsen
Hvad gør en stakkels teenager, når julestemningen glimrer med sit fravær? Måske griber han/hun til en af de gode gamle julefilm!

"Fra alle os til alle jer - en rigtig glædelig jul!" Hvem husker ikke denne sætning i Jesper Fårekyllings julehilsen i Disneys berømte juleshow på DR? For mange børn og barnlige sjæle hørte gensynet med showet til en uundværlig og kær del af juletraditionerne. For vi børn, der voksede op med blot en tv-kanal, var det ligesom ikke rigtig jul, hvis ikke vi havde set Disneys juleshow.

Da teenagealderen holdt sit indtog, blev det imidlertid særdeles svært at fastholde barndommens julestemning og forventning. Faktisk var den såkaldte "julestemning" lige så flygtig som den hvide jul, man drømte om, men som for det meste glimrede med sit fravær. Derfor måtte nogen af os gribe til de nu hendøde julebøger Ved julelampens Skær og Julestjernen. Og hvis disse hæderkronede bøger heller ikke kunne få et stakkels teenagehjerte i julestemning, ja, så havde vi kun én sidste velprøvet udvej tilbage: Vi måtte frekventere den lokale biograf, hvor filmene Fra den gamle købmandsgård eller "Nøddebo Præstegård" som regel var på plakaten i december.

Det specielle ved disse to film var netop, at de leverede et romantisk og uspoleret billede af julen i de gode gamle dage. Julen hvor man gik til kirke, mens julesneen stille dalede ned. Et romantisk billede, som aldrig har eksisteret andre steder end på film! Men rollerne var besat med de mest kendte og afholdte skuespillere, dansk film og teater kunne opbyde: Ib Schønberg, Helge Kjærulff-Schmidt, Astrid Villaume, Johannes Meyer, Ellen Gottschalch, William Rosenberg – for blot at nævne nogle af dem.

Og med hensyn til "Nøddebo Præstegård" skulle det for mit vedkommende helst være den gamle sort-hvide version fra 1935 med Hans Kurt som Nikolaj og Johannes Meyer som pastor Blicher. Den "nye" fra 1974 med bl.a. Lars Høy, Lisbet Dahl og Poul Bundgaard har aldrig rigtig sagt mig noget, men det er der uden tvivl flere meninger om blandt brugerne på filmogtro.dk.

Skulle du og din familie have lyst til at se Danmarks svar på "White Christmas", så er de to film uden tvivl et godt bud. Om de så formår at fremkalde julestemningen hos en af nutidens teenagere, der har mindst tre-fire forskellige tv-julekalendere at vælge imellem, er nok mere tvivlsomt. Jeg tør i hvert fald ikke udstede nogen garanti for et positivt resultat.

Når vi nu nævner White Christmas– den med Danny Kaye og Bing Crosby i hovedrollerne - så var det måske en mere oplagt mulighed. Her er der i hvert fald masser af sang og musik af Irving Berlin. Der er hyggelig komik og en forudsigelig handling. De rigtige par får hinanden til sidst, og filmen slutter med den verdensberømte sang White Christmas, mens den kunstige sne grangiveligt drysser ned over de syngende par.

I den anden ende af skalaen er det også værd at nævne Vejen til Betlehem fra 2006 af Catherine Hardwicke. Selv om filmen ikke fik alt for gode anmeldelser, har den flere fortrin. Rent faktisk handler den om julens centrale budskab om Jesu fødsel, og den slags film er en kæmpe mangelvare i nutidens filmproduktion.

Filmens styrke ligger desuden i Oscar Isaacs tolkning af Josef. Her bryder filmen nyt land i forhold til tidligere film om det samme emne. Når kameraet ruller i andre film, står Josef helt ude i staldens mørke. Ja, han må nærmest presse sig på for overhovedet at komme med på billedet. Han er tildelt en rolle som statist og reserve. I "Vejen til Betlehem" får Josef derimod hovedrollen som den jordiske beskytter af Maria og barnet i krybben.

Vi kunne nævne en lang række andre julefilm, men gå selv på opdagelse i filmjunglen og hent hjælp i vores TEMA julefilm.

Fra alle os på Film & Tro til alle jer - en rigtig glædelig jul!




Annoncer