Gammel vin på nye flasker

Af Christian Thomsen
Mange Hollywood-film kommer med efterfølgere, hvis de har tjent godt på den første. Man får indtryk af, at det somme tider er vigtigere med en kendt skuespiller i efterfølgeren , end at der er en ny god historie.

I efterhånden mange år har det været en tendens i Hollywood at genoplive gamle, succesfulde film og franchises. Selvom mange af skuespillerne efterhånden er blevet gamle, trækkes de alligevel tilbage i manegen til et sidste show. Men hvorfor forsøge at trække en gammel kanin op af hatten i stedet for at satse på en ny, original historie? Det korte svar er: Det er nemt, og man tjener penge.

Har Hollywood altid været uoriginal?
Da filmindustrien blomstrede for første gang for ca. 100 år siden, var de fleste historier, der blev fortalt på det store lærred nye og ubrugte. Der lå ofte et bogforlæg til grund for fortællingen, men det var som regel første gang, der kom dramatiske billeder på historierne om Tarzan, Moby Dick, Frankenstein eller de mange bibelfortællinger, der altid har været populære at filmatisere. Det gav naturligvis en friskhed over hele industrien, og publikum valfartede i biograferne for at se, hvad filmstudierne nu havde fundet på. Det stod ret hurtigt klart, at publikum var lettere at lokke, hvis filmen havde en stor stjerne på plakaten, eller det var en historie, folk kendte i forvejen.

Et af de bedste eksempler på dette er Borte med blæsten, der blev skrevet og udgivet som roman i 1936. Bogen viste sig med det samme populær og blev en bestseller på det amerikanske marked. Dét blev understreget, da filmen udkom i 1939, og blev den mest indtjenende film nogensinde - en rekord der stadig står i dag. Udover at være en kendt og elsket historie havde filmen også det kørende for sig, at den havde én af tidens største stjerner, Clark Gable i hovedrollen.

Efterhånden som tiden gik, begyndte der at dukke nye versioner op af ’gamle’ film. Et eksempel er instruktør Cecil B. DeMilles egen genindspilning af De ti bud fra 1956. Han havde i 1923 lavet en stumfilmsversion, som han nu fornyede med flotte effekter og en ny, kommende stjerne, Charlton Heston i hovedrollen.

Der kan altid findes eksempler på det modsatte, men i det store hele er det ikke forkert at fastslå, at op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne var der klar overvægt af originale historier i Hollywood-filmene.

Filmene der ikke vil dø
Ideen om filmfranchises blev født i slutningen af 70’erne. Star Wars, Rocky, Indiana Jones, Rambo osv. var nogle af de første film, der fik efterfølgere i biografen. De stod stadig på skuldrene af deres succesfulde forgængere, men i de fleste tilfælde viste det sig, at også efterfølgerne kunne tjene penge. Nu begyndte der også at være forskel på, hvordan kritikerne og publikum modtog filmene. En efterfølger kunne sagtens tjene masser af penge i biografen, selvom anmelderne havde været lidt lunkne i modtagelsen.

Efterfølgerne til den populære ”Rocky” fra 1976 viser dette. Den første film var både populær hos publikum og anmelderne og vandt overraskende tre Oscars. Derfor ville Sylvester Stallone selvfølgelig ride videre på dén bølge, og udgav fra 79-90 ikke mindre end fire fortsættelser. De blev kritiseret af anmelderne, men tjente masser af penge hos publikum.

Der findes flere eksempler på, at publikum meget gerne går i biografen, hvis de kender filmuniverset på forhånd. Det har Hollywood-cheferne selvfølgelig bidt mærke i, og de seneste år er biografprogrammerne derfor eksploderet med såkaldte sequels, prequels og remakes, hvor de efterhånden aldrende stjerner tager en tur mere i manegen. Der kan f.eks. nævnes: Indiana Jones, Star Wars, Bad Boys, Pirates of the Caribbean, Blade Runner, Terminator, Top Gun, Mad Max, Rambo, Rocky og mange flere. Hollywood kommer som regel med en salgstale om, at der er nye spændende historier at fortælle, men alt for ofte sidder man tilbage med en halvdårlig film og fornemmelsen af, at den eneste grund til at genoplive filmen var penge! Rækkefølgen er ofte, at man får ideen til at vende tilbage til en tidligere succes, og så finder man på en historie bagefter. Man kan tænke, at for de store penge-bagmænd i Hollywood er historien ikke så vigtig. Så længe man har stjernen tilbage, og så bare sørger for at fylde filmen med ’callbacks’ til de tidligere film. Det kan være særlige kendetegn, gamle karakterer, velkendte citater osv. Elementer der fodrer publikums nostalgiske sult efter de gode gamle dage.

Den svære balance
Der er heldigvis undtagelser indimellem på film, hvor historien stadig får lov at være det bærende element. Her er Top Gun: Maverick et godt eksempel. Selvom filmen stadig havde masser af nostalgiske callbacks til dens ikoniske 80’er forgænger, havde den stadig noget på hjerte. Den film viser, at det godt kan lade sig gøre at finde balancen mellem fortidsdyrkelse og nyskabelse. Selvom hele startsekvensen næsten var en 1:1 kopi af en scene fra den første film, og beachvolley bare var blevet udskiftet med beach-football, så blev det ikke et irritationsmoment, for man var engageret i historien, og der var noget på spil.

For det står og falder med historien. Hvis man fornemmer, at denne er en tynd kop te, betyder det ikke noget, hvor mange velkendte detaljer de har fyldt filmen med. Man vil stadig sidde med en tom fornemmelse, når filmen er slut. Fornemmelsen af at indpakningen var flot, men at der ikke rigtig var noget betydningsfuldt i pakken. Det er desværre fornemmelsen, at der er flere eksempler på sidstnævnte end på film, der rent faktisk kan retfærdiggøre, at der kom en fortsættelse. Og holder man lidt øje med listerne over films indtjeninger, ser man da også, at det er de færreste film med en original historie, der finder plads i toppen. Dér ligger til gengæld en ordentlig bunke franchise-film, fra f.eks. Marvel eller Star Wars serien.

Seneste skud på stammen af gamle franchises der får nyt liv er Frækkere end politiet tillader: Axel F, som her i sommeren 2024 har premiere på Netflix. Tiden vil vise, om anmeldere og publikum er enige denne gang, og om det bliver sidste gang Eddie Murphy agerer gadebetjent fra Detroit.

Pengene bestemmer
Man kunne ønske, at de store filmstudier turde satse lidt mere på nye og originale ideer, i stedet for bare at fodre publikum med velkendt underholdning, der bliver støvet af og genbrugt. Der er umiddelbart ikke noget, der tyder på, at tendensen er nedadgående, så derfor er det godt, at filmverdenen er større og mere end Hollywood. Der laves heldigvis tusindvis af film hvert år verden over, som er friske, anderledes og helt originale. Og mange af dem finder faktisk også vej til de danske biografer. Man kan få et hurtigt overblik over nogle af dem ved at holde øje med, hvem der bliver nomineret til bedste udenlandske film ved Oscaruddelingen. Listen i år tæller bl.a. Io Capitano, Snefællesskabet (som dog er en genindspilning), Lærerværelset og The Zone of Interest.

I sidste ende vil det dog altid være økonomien, der sætter dagsordenen i forhold til hvilke film, der produceres. Så længe publikum betaler for en tur ned ad memory lane, vil der fortsat være mulighed for dette. Så må vi bare krydse fingre for, at der er mere i pakken end genbrugte soundtracks og slidte replikker.

---