2014 er af flere iagttagere af amerikansk filmproduktion blevet betegnet som "Hollywoods bibel-år". Det er nu nok lidt af en overdrivelse, men at bibelske og kristne værdier har fyldt meget i flere af årets film, er der ingen tvivl om. Og noget tyder samtidig på, at det ikke er slut endnu.
En ny tendens i Hollywood?
Fire religiøse eller trosbaserede film har ifølge Boxofficemojo.com indtil nu indtjent mere end 60 mio. dollars i 2014: Darren Aronofskys Noa har indspillet 101 mio. dollars, Heaven is for real 89 mio, Son of God 60 mio. (som mestendels er "genbrug" af Jesu liv-afsnittene fra tv-serien The Bible) og "God is not dead" 60 mio.
Den trosbaserede film "God is not dead" havde et produktionsbudget på bare 2 mio. dollars og har med sine 60 mio. indspillet mere end den kritikerroste The Grand Budapest Hotel. Men hvad handler den nye tendens i Hollywood om? Det har Ed Stetzser givet et delvist svar på i sin blog på ChristianityToday.
Under over overskriften "Biografgængere ønsker flere trosbaserede film, og Hollywood leverer" refererer Stetzer til en undersøgelse foretaget af LifeWay Research om bl.a. amerikanske kristnes holdninger til film med kristne værdier.
Flere af samme slags
Kris Fuhr fra Moviegal Marketing kommenterer undersøgelsen: "Kristne filmfans ønsker en klar præsentation af troen. Det gælder for tidligere film som Fireproof og Corageous og ligeså nyere film som "Son of God".
I undersøgelsen bad LifeWay Research amerikanerne respondere på udsagnet. "Jeg ville ønske, at der var flere film, der reflekterer kristne værdier. De amerikanere, der går i kirke ugentligt er overvejende enige (84%). De der aldrig går i kirke (18%) er mindst enige i udsagnet.
Flere film på vej
Senere på året følger to andre film med kristne og bibelske temaer: 3. oktober har filmen "Left Behind" – om de sidste tider – premiere i amerikanske biografer. Filmen er et remake af filmen af Left Behind fra 2002.Den nye version har dog et langt større budget og har desuden flere højtprofilerede skuespillere. Nicolas Cage har hovedrollen.
Den 11. december får Ridley Scotts Moses-film "Exodus: Gods and Kings" premiere i danske biografer. Filmens hovedrolle er tildelt Christian Bale.
Tendensen med bibelske og trosbaserede film er ikke ny. Mel Gibsons kommercielle succes The Passion of The Christ fra 2004 skabte en bølge af trosbaserede film i amerikanske biografer. Men med få undtagelser opnåede ingen af dem for alvor succes – bl.a. fordi mange ledende filmkritikere ikke fandt den kunstneriske kvalitet i orden og heller ikke brød sig om den tydelige kristne agenda. Læs mere om forhistorien i Når film får et dødskys.