• I biografen FIRST MAN

  • I biografen I KRIG OG KÆRLIGHED

  • TEMA - kristne film Trosbaserede film - fx COME SUNDAY

  • TEMA familiefilm fra 11 år fx FANTASTISKE SKABNINGER: GRINDEWALDS FORBRYDELSER

  • TEMA familiefilm Tilladt for alle og fra 7 år - fx NØDDEKNÆKKEREN OG DE FIRE KONGERIGER

  • TEMA - FAMILIEJULEFILM fx STJERNEN

Nyheder

08.01.2018

En livslang kamp

Af Johan Schmidt Larsen
Mesteren af nordisk filmkunst, Ingemar Bergman, ville i år være fyldt 100 år. Det fejrer vi med en portrætartikel og præsentation af nogle af hans film.

Ingemar Bergman blev født i Uppsala den 14. juli 1918, og da han døde i 2007 efterlod han sig et stort og omfattende livsværk i form af en lang række uomgængelige film, hvis indflydelse på andre instruktører rækker langt ud over Bergmans eget rygte som en kunstner, der er vanskelig at forstå.

Det kom til at præge ham både som menneske og kunstner, at faren var præst, og at barndomshjemmet var præget af et strengt ortodokst kristendomssyn. Mange af Bergmans film blev derfor også et opgør med faren og en livslang kamp med og mod kristendommen.

Kamp med Gud og far
Bergman var en instinktiv filmskaber, som skabte umiddelbare, sære og drømmende billeder med flere psykologiske lag – og netop Bergmans psykologiske indsigt gjorde ham til en enestående røst. Bergman kæmpede tilsyneladende i flere omgange med sin egen ikke-tro – sådan som det f.eks. kommer glimrende til udtryk i "Lys i mørket". Ligeså ser vi det i hans skånselsløse portrætter af menneskers kærlighedsrelationer, hvor instruktørens egen troskamp lægger sig som et tæppe af usikkerhed ud over alt.

Det er ikke småting, Ingmar Bergman beskæftigede sig med i sine mange film. Som præstesøn virker særligt "Som i et spejl", "Stilheden" og "Lys i mørket" til at handle om det, der nok var Bergmans egne teologiske overvejelser. I hele hans værk går der en linje fra film som disse, hvor Gud debatteres, over "Fanny og Alexander", hvor Gud er en tyran, og så til "Saraband", der synes at konstatere, at Gud da vist er noget af en overvurderet ide.

Tomhed og lidelse
Man kan spørge sig selv, hvorfor man skal se film af en instruktør, der på den måde anfægter Guds kærlighed og hele hans eksistens. Men det er måske netop der, Bergman selv er mest menneske. Hans egen tro var en sag mellem ham og den Gud, der skal dømme os alle. Hans filmværk, derimod, taler om et menneske, som konstant vendte tilbage til den evige diskussion om, hvorvidt en god og nådig Gud kan findes i en verden, der rummer så megen tomhed og lidelse.

Livet i Bergmans film er en evig kamp med magt, had og tomhed. Gud er død og menneskene er egoistiske og onde. Kunsten og kærligheden er tilsyneladende det eneste sted, hvor Bergman og det moderne og gudløse menneske kan finde mening og tilfredsstillelse.

Bergmans meget anstrengte forhold til faren fulgte ham det meste af livet. Da han var over 70, overlod han i begyndelsen af 1990'erne til Bille August at filmatisere manuskriptet om sine forældre, "Den gode vilje", og samarbejdet blev en succes, da Bille August med filmen modtog sin anden guldpalme i Cannes.

Indholdet til artiklen er hentet fra nedenstående filmanmeldelser.


FILM AF BERGMAN ANMELDT PÅ FILMOGTRO.DK


Det syvende segl
(1957)
Filmen hører til én af Bergmans mest kendte - blandt andet på grund af den berømte scene, hvor korsridderen Antonius spiller skak med døde. Guds fravær og Guds tavshed er filmens omdrejningspunkt. I sine billeder præges filmen af en stumfilms indlysende billedsprog.

Ved vejs ende (1957)
Isak Borg er blevet æresdoktor. På vej til udnævnelsen oplever han sin egen fortid gennem erindringsglimt - glimt som afslører hans ufølsomhed og egoisme. Helt uden moderne filmiske effekter, blot ved et ubønhørligt billedsprog, skildrer filmen desuden Borgs møde med sin egen død.

Jomfrukilden (1960)
En film om skyld, hvor Bergman borer dybt i den menneskelige psyke, men filmen viser samtidig glimt af tilgivelsens kraft. Nogle kritikere udskældte filmen, mens andre kaldte den et mesterværk, og den modtog da også en Oscar som bedste udenlandske film og en Golden Globe.

Som i et spejl (1961)
En mesterlig film af Bergman om Guds eksistens eller mangel på samme. Som i en skruestik fastholder filmen sin seer i uro, smerte og lidelse. Besvarer filmen de gåder, den sætter os overfor? Egentlig ikke. Men at den tør sætte os der er modigt, og mod skal der nok også til for at se denne sjælerystende film.

Lys i mørket (1963)
Bergmans præst, Tomas, kan ikke tro mere; han kan heller ikke elske mere. For hans elskede hustru er død; og han er dermed også selv død. Billedsproget og fotograferingen bærer stadig mesterens signatur; men tempoet, kulissen, dialogen og måske også instruktionen kan i dag virke lettere antikveret.

Hvisken og råb (1972)
Tre søstre tvinges sammen af den enes sygdom. De to plejer og passer den syge pligtskyldigt. Men da sygdommen bliver væmmelig, vender de ryggen til. Det er en film i rødt og hvidt. Ikke Dannebrogsrødt og -hvidt, men blodets (og lidenskabens) røde farve og renhedens (og kuldens og sygdommens) hvide farve.

Fanny og Alexander (1982)
Ingmar Bergmans film er en medrivende fortælling om søskendeparret Fanny og Alexander, der vokser op i de øverste samfundslag i Sverige omkring 1900-tallet. Filmen er i længde og stil anderledes end flere andre af Bergmans film, men nåede så bred anerkendelse, at den vandt fire Oscars, herunder "Bedste Ikke-engelsksprogede film".





Annoncer