En dag uden krig - fredens evangelium

Af Eivind Algrøy
Filmen EN DAG UDEN KRIG peger på vores fælles længsel efter en dag uden krig. Et sted hvor alt det perfekte genopstår, hvor alle mennesker kan spise sig mætte, og hvor mor og far bliver venner igen.

Julen 1914 lå franske, tyske og skotske soldater i en blodig skyttegravskrig i Flanderen. Dødstallene var skyhøje, og de desillusionerede soldater havde ikke meget håb om julestemning.

Filmen En dag uden krig (2005) fortæller den ekstraordinære historie om, hvordan soldaterne under første verdenskrig nedlagde våbnene og endte med at fejre jul sammen. Der ligger en stærk symbolik i, at mænd og kvinder, som skal bekæmpe hinanden, i stedet for nedlægger våbnene og sammen nyder de dejlige ord og toner i "Stille nat", som blev sunget af en af soldaterne, den tyske stjernetenor Nikolaus Sprink.

Julen er i højere grad end nogen anden kristen højtid blevet forbundet netop med fred. I julen reagerer vi særlig stærkt, hvis nogen optræder fjendtligt, eller hvis nogen lider. Det strider mod "julens ånd". Også i populærkulturen ser vi, at denne opfattelse af julen tages op. Det er i julen, at Kevin McAllisters forældre kommer hjem igen (Alene hjemme), og det er i julen, Brad og Kate endelig forliges med familien (Four Christmases), ligesom det er i julen, at George Baily finder ud af, at livet alligevel er værd at leve (Det er herligt at leve).

Soldaterne, som nedlagde våbnene og gav sig hen til julefreden i 1914, blev straffet for at have svigtet deres land. De undslap dog dødsstraf, men blev spredt ud til andre kampområder. Det blev kun til den ene dag uden krig. Den populærkulturelle opfattelse af julen lover heller ikke ret meget mere. Et pusterum i hverdagen, en dag hvor selv vagabonderne renvaskede får lov at sidde med ved bordet og spise sig mætte i julemad. En tid hvor uligheder overvindes og kærligheden sejrer. Derefter tilbage til hverdagen.

Når vi går ind i adventstiden, og julen nærmer sig, er det interessant at reflektere over, hvordan vores samtid ser på julen. Vi lever for eksempel med flere parallelle anskuelser, som til en vis grad blandes sammen. Opfattelsen af julen som et endeløst egotrip, hvor dankortterminalerne gløder, eksisterer fredeligt ved siden af budskabet om julen som en tid, hvor hjertevarmen flyder frit, og naboer rækker en hjælpende hånd til hinanden. Vi kan alle have godt af at reflektere over de forskellige julebudskaber, som omgiver os i december, og analysere vores eget forhold til dem.

Budskabet om fred er utvivlsomt blevet hængende ved julen siden englene jublede på marken foran bange hyrder. Bibelen omtaler da også nyhederne om Jesus Kristus som et fredsbudskab. Men kan det lille barn i krybben komme med noget, som kan føre til "fred på jorden" - sådan som englene sang om det? Og har denne fred noget at gøre med det fredsbudskab, som forkyndes i populærkulturen i den stadig omsiggribende juletravlhed?

På en måde er der noget smukt ved, at så mange film, tv-serier og bøger dvæler ved vores behov for en oase af fred, retfærdighed og lykke. Når nogen næsten får kvalme af den overpyntede, blinkende og stearinfyldte familiejul, er det måske fordi, der under overfladen ligger noget, som rammer os alle på et dybere plan. Kan det skyldes, at vi i vores fælles menneskelige erfaring alle har en længsel efter "en dag uden krig"? En dag, hvor alt det perfekte genopstår, hvor alle mennesker kan spise sig mætte, og hvor mor og far bliver venner igen.

Men den lille dreng i krybben "voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham". Jesus Kristus blev mere end et barn lagt på strå. Han udfordrede menneskers retfærdighedssans på en så overvældende måde, at folk omkring ham til sidst udbrød, at ingen kan nå frem til frelse efter hans målestok. Skulle Guds Søn vandre blandt os i dag, kan det godt være, vi ville få problemer med at få ham til at ligge stille i krybben under julespillet. Det kan godt være, han ville pirke lidt til, hvor meget vi bruger på os selv, og hvad vi deler med andre. Måske ville han råbe, at hvis vi ikke giver mad til de sultende og slukker tørsten hos de mindste, så "har I heller ikke gjort [det] mod mig!"

Der er ingen tvivl om, at fredens evangelium indebærer et nutidigt opgør med det onde og uretfærdige. Alligevel ligger den virkelige kim til fred i Jesu ord til os, som frustreres over modsætningerne og paradokserne i vores liv. Os som føler os som kamelen ved nåleøjet og synes, at det er umuligt - dog - "for mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt." Julens virkelige fredbudskab er, at krigen en dag vil stoppe for altid. Måske er broen mellem Bibelens og populærkulturens juleevangelium netop denne fælles vision om julen som "en dag uden krig"!

© Eivind Algrøy, damaris.no

---