Gårsdagens BAFTA-prisuddeling i London bød på en række overraskelser og internationale sejre, da filmbranchen fejrede årets bedste produktioner.
Den amerikanske film One Battle After Another blev den store vinder med hele seks priser, herunder Bedste Film og Bedste instruktion til Paul Thomas Anderson.
I skuespillerkategorierne vandt Robert Aramayo lidt overraskende Bedste mandlige hovedrolle for dramaet ”I Swear”, mens Jessie Buckley vandt Bedste kvindelige hovedrolle for sin rolle i ”Hamnet”.
Et af aftenens største øjeblikke, set med danske øjne, var, at dokumentaren Mr. Nobody mod Putin løb med prisen som Bedste dokumentarfilm. Filmen, der bygger på autentiske optagelser og skildrer hverdagen og propagandaens indflydelse i russiske skoler under krigen, er bl.a. dansk produceret og støttet af Det danske Filminstitut. Den er også nomineret til en Oscar i samme kategori, og gårsdagens sejr i London har ikke gjort chancerne mindre for at vinde i Hollywood den 15. marts.
Blandt de øvrige vindere blev Sinners belønnet for Bedste originale manuskript, Bedste musik og Bedste kvindelige birolle (Wunmi Mosaku). ”Sinners” slog Oscar-rekorden i år med hele 16 nomineringer. Zootropolis 2 vandt Bedste animationsfilm og Sean Penn vandt Bedste mandlige birolle for ”One Battle After Another”.