Da Josef fik hovedrollen

Af Johan Schmidt Larsen
JOSEF var udvalgt til mere end at være papfar, biperson og statist. Gud tildelte ham hovedrollen som beskytter af Maria og barnet i krybben.

Vejen til Betlehem vil ikke gå over i historien som det ultimative mesterværk om Jesu fødsel. Men det er en seværdig film, som fortjener et stort publikum. Alene ved det faktum, at folkene bag filmen har haft mod nok til at give sig i kast med en så kendt og afholdt bibelsk beretning.

Keisha Castle-Huges, der spiller Maria, brænder efter min mening ikke rigtigt igennem. Filmens styrke ligger derimod i Oscar Isaacs tolkning af Josef. Her bryder filmen ganske enkelt nyt land i forhold til tidligere film om det samme emne. I stort set alle andre film tildeles Josef en birolle. F.eks. laver han alt det, ingen andre gider tage sig af. Han går foran Maria og trækker æslet. Han fodrer dyrene i stalden. Og familiemæssigt er det højeste, han svinge sig op til, at være papfar, Den ægte faderværdighed, har Helligånden reserveret til sig selv.

Han er ikke med på holdet
Når kameraet ruller i andre film, står Josef helt ude i staldens mørke. Ja, han må nærmest presse sig på for overhovedet at komme med på billedet. Josef plejer ikke for alvor at være med på holdet. Han tildeles en rolle som statist og reserve, og på sin vis er det også billedet, man får af ham i Ny Testamente. Det eneste, vi ved om ham, er det ene ord, Matthæus­evangeliet bruger om hans karakter: Han var en "retsindig" mand. Men hvad det indebærer at være "retsindig"? Ja, det får "Vejen til Betlehem" til gengæld skildret på en meget troværdig og tankevækkende måde:

Da Josef finder ud af, at Maria er gravid, og at han ikke selv er faderen, viser filmen, at han kunne have hævet forlovelsen lige på stedet. Han kunne droppe Maria og hænge hende ud for utroskab. Det sidste indebar, at landsbyens beboere var i deres gode ret til at dræbe hende ved noget så brutalt som stening. Og kammeraterne stod faktisk allerede klar i kulissen med et helt arsenal af store sten, mens de prøver at overtale Josef til netop denne bestialske løsning på problemet. Men Josef afstår ikke bare fra stening. Han træder ud af den birolle, han følte sig hensat til, og som omgivelserne forsøgte at fastholde ham i.

Mere end papfar og biperson
Hans kærlighed til Maria og hans tillid til Gud fik ham til at påtage sig den hovedrolle, som Gud fra tidernes morgen havde tiltænkt ham. Han skulle være mere end papfar, biperson og statist. Gud tildelte ham hovedrollen som den jordiske beskytter af Maria og barnet i krybben. Og Josef sætter sit gode rygte på spil og påtager sig stille og ydmygt den rolle, Gud havde tiltænkt ham. Gennem en drøm får han besked på at flygte til Egypten med mor og barn, så kong Herodes ikke får held med at sætte en stopper for Guds plan om at frelse verden.

Gud ønsker nemlig ikke, at barnet i krybben bare skal nøjes med at sætte lidt kulør på menneskers tilværelse omkring årets mørkeste tid. Han er ikke tilfreds med at være med til at spille en birolle i vores julefejring. En birolle som består i at være et krydderi på vores jul, for derefter at blive pakket ned sammen med alt det andet julepynt 4. juledag. Barnet i krybben var først og fremmest udvalgt til at være Frelseren på korset. Han var den menneskesøn, der skulle befri os fra skyld og egoisme og tænde himlens lys i vort mørke.

I den plan kom Josef til at spille en afgørende rolle. Gudskelov for det og glædelig jul!

---