Bog om det guddommelige og kunsten

Af Bo Torp Pedersen
Jacob Munk har i bogen “At se Gud i skønheden” sat sig for at undersøge det guddommelige i kunsten. For adskillige læsere vil det være tung læsning, men det er umagen værd.

Jacob Munk
At se Gud i skønheden
– Skitser til en teologisk æstetik
Forlaget Kolon, 2022
Forlagsgruppen Lohse


Prisværdig bog
Den klassiske definition på ’æstetik’ omfatter læren om det skønne og skønhedsoplevelsen i kunst og drøftelsen af, hvordan vi bedømmer kunst. Forbindelsen mellem kunst og skønhed og værdier er et godt holdepunkt i en periode, hvor til tider hvad som helst ’ophøjes’ til kunst. Happening-kulturen har betydet en tilfældiggørelse af, hvad kunst er. Hidtil har David Favrholdts bog Æstetik og filosofi (Høst, 2000) været et enligt fyrtårn i opposition mod denne nedbrydning af kunstens æstetik og af en inderlig, organisk kunstopfattelse.

De skønne kunster, som man siger. Men er det skønne også det guddommelige? Jacob Munk har meget prisværdigt sat sig for at undersøge det guddommelige i kunsten og begynder i bogen At se Gud i skønheden med at føre os gennem en række æstetiske teorier. For adskillige læsere vil det være tung læsning, men det er umagen værd. Theodor W. Adorno og hans tanker om en slags merværdi – noget udover det formelle og de eksterne sammenhænge i kultur og samfund – er i mine øjne helt centrale. De fører også Munk selv til nogle tanker om, hvorfor der er visse værker, vi kan blive ved med at nyde og få noget ud af.

Spejlet, lampen og krybben
Jeg går lidt fortabt i andet kapitel, som behandler gamle græske tænkere, nogle tænker fra oplysningstiden og romantikken samt Løgstrup og Lewis. Hvor blev Aristoteles af? Munk går videre til skønheden i Det gamle og Det nye Testamente. Rigtig interessant bliver bogen efter min mening i analysen af to malerier og teorierne om spejlet, lampen og krybben. Efter et kapitel om musik fører Munk i bogens konklusion tankerne videre i retning af en form for gudsbevis – lidt besynderligt, hvis det er sådan, det skal forstås.

Jeg er glad for, at Jacob Munk ikke spilder pladsen på det ellers så gængse sammenkog af marxisme, semiologi og kønspolitik. Men det er mærkeligt, at Adorno ikke dukker op i bogens senere kapitler, ikke engang i musikkapitlet. Heller ikke den tysk-amerikanske Rudolf Arnheim indgår. Arnheim gjorde sig tanker om, hvordan kunst skaber mening og dermed hjælper os til at forstå livet; de tanker forekommer mig relevante, også når vi taler om den højeste mening. Således skriver Arnheim i en artikel fra 1993:

What distinguished the particular contribution of the arts is, first, that they present “the intelligibleor sensible object”, as Aristotle calls it, that is, the form that makes appearances accessible to the mind. It is, furthermore, the particular ability of art to go beyond mere cognizance. By animating the forces that make form expressive, it evokes a correspondent resonance in the mind of maker and recipient. By art, they are enabled consciously to experience the powers that carry the meaning of our existence.

Arnheims udsagn matcher også nogle af de tanker, som den franske filmmetafysiker Henri Agel har fremsat. På linje med Agel og Arnheim vil jeg hævde, at også en neorealistisk film som Rom - åben by (1945) åbner for en metafysisk dimension: for en oplevelse af det guddommelige. I denne film oplever jeg opstandelsesunderet, når fuglene letter på henrettelsespladsen i filmens slutning (jf. min anmeldelse af filmen). À la Arnheim vil jeg mene, at filmens udtryk vækker en resonans hos mig om livets mening og det hinsidige.

En konstruktiv og tankevækkende bog
Trods mine savn m.v. er jeg imponeret af Jacob Munks indsats. Det er æstetiske og filosofiske tanker på et niveau og af en karakter, vi ikke er vant til – en konstruktiv og tankevækkende bog. Stor tak til både forfatteren og forlaget for at vove sig ud i dette emne, men forlaget skal have en reprimande for det manglende index.

Bo Torp Pedersen er mag.art. i film- og medievidenskab.
Kilde: kirkeogfilm.dk. Anmeldelsen er bragt med tilladelse.

---