Filmen om tidligere berømt, men nu falleret skuespiller er flot visualisering og fortællekunst, men desværre er den uden forløsning og håb.
Se anmeldelse. Tilladt fra 11 år - 119 minutter - 5 stjerner
Distributør: Fox-Paramount (omfattet af CVLI-licens)
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på Disney+ og indtil 18/5-26 på Netflix.
INTRO
Skuespilleren Riggan blev berømt ved at spille superhelten Birdman i tre film. Men efter disse film forlader Riggan superheltekarakteren for at fokusere på teaterskuespil. Riggans liv har været på deroute længe, lige siden konen forlod ham, og her, i "Birdman", er vi på vej mod slutningen af derouten – og hans tidligere karakter, Birdman, følger og forfølger ham i hans tanker og forestillingsverden. Uanset, hvem han taler med, og uanset, hvem han spiller op imod, så er der intet lys, intet forløsende forude. En "værdig" afslutning vil flere formentlig kalde det. Men nej, der er intet værdigt eller reelt forløsende i det, Riggan vælger at gøre til slut.
Spørgsmål til samtale
1) Hvad gjorde mest indtryk på dig i filmen, og hvorfor?
2) Hvad synes du om den usædvanlige måde, ”Birdman” er filmet på? Hvordan bidrager percussion-musikken til den effekt? Synes du, de lange filmklip passer til temaerne og ideerne i "Birdman"?
3) Hvordan kommenterer ”Birdman” på Hollywood-film og på branchen generelt?
4) Hvad synes du om Riggan/Michael Keatons præstation. Hvad repræsenterer figuren Birdman for Riggan. Følte du mest sympati eller empati med Riggan?
5) Hvad synes du om filmens slutning? Hvor vigtigt er det i film som "Birdman" at vide, hvad der ’virkelig skete’? Hvad kan være en mulig tolkning af det, som skete i de sidste scener?
6) Hvad siger filmen om forskellen mellem at være kendt og respekteret? Hvorfor betyder det så meget for Riggan at få ros af teaterkritikeren? Hvordan kommenterer filmen på sociale medier og jagten på opmærksomhed?
7) Hvordan sætter filmen fokus på temaer som berømmelse, magt og popularitet i vores digitale tidsalder? Hvordan har internettet påvirket vores forestillinger om, hvad det betyder at være berømt, indflydelsesrig eller populær?
8) Hvordan har dét at forveksle kærlighed med beundring påvirket måden, Riggan opfører sig på over for andre, især over for ekskonen og datteren? Hvad kan motivere nogen til at stræbe efter berømmelse, præstationer eller popularitet på bekostning af deres personlige relationer?
9) Hvordan påvirker Riggans ego hans forhold til datteren, ekskonen og kollegaerne? Hvad siger filmen om behovet for at blive set - ikke bare af publikum, men af dem, vi elsker?
Der er hentet inspiration til spørgsmålene fra Snakk om Tro.