Aslan vender tilbage

Af Jørgen Hedager Nielsen
Fortællingen i NARNIA-filmen minder om evangeliet - både på det overordnede plan og i mange detaljer - men ikke i alle forhold.

Narnia-filmen bygger på det kristne påskeevangelium.
Hvordan kan vi bruge det i missionen?

Aslan er et billede på Jesus, men hvordan skal vi forstå de fire børn og julemanden og den hvide hjort? Samtalen gik livligt i møderum tre i Indre Missions Hus. En håndfuld voksne havde sat sig sammen for at drøfte, hvordan børneromanen »Løven, heksen og garderobeskabet« fra Narniaserien af C.S. Lewis kan anvendes i den kristne forkyndelse. Anledningen var, at den berømte roman fra midten af forrige århundrede bliver filmatiseret af Disney og får premiere juledag. Filmatiseringen følges op af flere evangeliserende initiativer fra Indre Mission. I denne artikel har jeg skummet fløden fra eftermiddagens samtale.

Billedtale og eventyr
Fortællingen minder om evangeliet - både på det overordnede plan og i mange detaljer - men ikke i alle forhold. Store dele af »Løven, heksen og garderobeskabet« er en allegorisk gengivelse af det bibelske påskedrama. Men der er også en del elementer, som blot er eventyr.

Vi gør vold på romanen og måske også på kristendommen, hvis vi tolker alt allegorisk. Hvis vi gjorde det, ville vi også få problemer med, at Lewis f.eks. placerer faunen blandt de gode, selv om den ifølge traditionen er en naturdæmon.

De fire børn, der kommer til Narnia gennem garderobeskabet, skal ikke forstås som fire forskellige mennesketyper. Måske er det mere rigtigt at tolke dem som sider af den fælles menneskelige natur. Det vil sige, at de sammen afspejler mennesket.

Det er vigtigt, at vi ikke tolker handlingen på den måde, at de gode er på Aslans side og de onde på heksens.

Vi har alle noget af forræderen Edmund i os.

Påskebegivenhederne
Romanens højdepunkt er Aslans død og opstandelse. Der er i Narnia en ældgammel lov, som siger, at heksen har ret til enhver, der har forrådt en anden. Heksen gør derfor krav på Edmund. Aslan giver hende ret. Ingen kan gå imod den ældgamle lov, så hun har ret til at tage Edmund med sig.

Men det viser sig, at der er en endnu ældre lov, som heksen ikke kender.

Aslan forklarer et sted: »Hvis hun havde kunnet se lidt længere tilbage, ind i den stilhed og det mørke, som var, før tiden blev til, så ville hun der have fundet en anden lov. Så ville hun have vidst, at når en, som aldrig har begået noget forræderi, frivilligt ofrer sit liv i en forræders sted, da revner det gamle offeralter, og selv døden begynder at arbejde baglæns.«

Skildringen af Aslans offer er forfærdelig og storslået. Han bliver hånet og spottet. Tavs og frivilligt lader han det ske - til pigernes store undren. Senere møder pigerne den opstandne Aslan, som ikke er noget spøgelse, men helt sig selv, blot levende igen.

Flere ligheder
Aslan ved alt og kender alt. Han står som den eneste i nær kontakt med Kejseren hinsides havet. Vi oplever samtidig Aslan som den, der beder børnene om hjælp. De skal våge med ham på vej til hans død, og de skal kæmpe sammen med ham efter hans opstandelse.

Vi møder Aslan som en sørgmodig skikkelse, der bærer på en viden, han ikke kan dele med nogen. Han har tårer i øjnene. Det er sikkert ikke tilfældigt, at Peter, den ældste af de fire børn, har navnelighed med disciplen Peter. Han er lederen og han er helten, som Aslan sætter på den øverste trone til sidst.

Pigerne Lucy og Susan minder flere steder i bogen om kvinderne i discipelflokken omkring Jesus. Det er dem, der overværer ofringen af Aslan, og senere - som de første - møder ham som levende igen.

Efter den afsluttende kamp drager Aslan bort efter at have indsat børnene som regenter i det befriede Narnia. Der er noget himmelfart over det.

Julemanden og Døberen
Julemanden er et lidt sjovt indslag. Han trækker nogle spor til Johannes Døber, som indvarslede Jesu komme. Vi forbinder julemanden med Jesu fødsel - her Aslans komme til Narnia. Vi skal huske, at det er C.S. Lewis’ julemand. Han var mere den gamle helgen end en hyggebedstefar med en flok nisser.

Det er julemanden, som udruster børnene med våben og andet til den afsluttende kamp mod heksens hær. Allegorien er ikke klar for os. Til gengæld minder børnenes udrustning om Paulus’ billede fra Ef 6 om troens fulde rustning.

I forbindelse med befrielsen af heksens slot oplever vi, at Aslan ånder på stenfigurerne, som vækkes til live. Jesus åndede også på sine disciple for at fylde dem med sin ånd.

Sidst i bogen møder vi en hvid hjort. Den kan ikke tolkes ind i det bibelske drama, men har en vigtig funktion i eventyrets sammenhæng.

Kilde: Indre Missions Tidende nr. 46/2005

---