• BEGYNDELSER nu på dvd og blu-ray udover i biografen

  • 10 FORSLAG TIL PÅSKEFILM bl.a. RISEN og DE TI BUD

  • DE FORBANDEDE ÅR 3 - FREDENS PRIS i biografen

  • THE ZONE OF INTEREST nu på HBO udover filmstriben.dk, dvd og blu-ray

  • OFFICIAL SECRETS nu på Viaplay udover Filmstriben.dk, Prime Video, dvd og blu-ray

  • Forslag til PÅSKEFILM fx NARNIA: LØVEN, HEKSEN OG GARDEROBESKABET

  • TEMA FAMILIEFILM fx ZOOTROPOLIS 2 - på Disney+, dvd og blu-ray

  • TEMA FILM OG TRO-AFTENER nu samtaleguide til ¨PAUL, APOSTLE OF CHRIST

Nyheder

31.03.2026

10 forslag til påskefilm

Af Film og tro
Den norske hjemmeside snakkomtro.com har i 2020 lavet en liste med tips til påskefilm. Deriblandt "Risen" og "De ti bud".

Mens julens budskab er blevet filmatiseret og fortolket i utallige varianter, har påskens dramatiske begivenheder ikke fået helt så stor plads på lærredet. Men der findes gode alternativer, som kan bruges, hvad enten man ønsker en indledning til en samtale eller et bibelstudium – eller blot vil mindes påskens budskab.

Filmene (og serien) på denne liste er lavet over flere årtier. De er præget af deres samtid – nogle mere end andre – både når det gælder teknologi, fortællestil og kultur. På forskellige måder forsøger de at gengive Bibelens historie. Når man møder disse fortællinger, er det lige så vigtigt at være opmærksom på, hvad de formidler, og hvordan de gør det, som det er med alle andre historier på skærmen.

Brug gerne lidt tid på forhånd på at læse om filmen og overvej, hvordan den fungerer på flere niveauer end blot underholdning: Hvordan påvirker den dig følelsesmæssigt? Hvordan fungerer den æstetisk? Hvilket etisk perspektiv præsenterer den? Hvilket livssyn formidles? Og hvordan kan indholdet vurderes teologisk?

Ikke alle filmene rammer lige præcist på alle områder – men de kan stadig have kvaliteter, som kan inspirere.

Da streamingtjenester løbende udskifter deres indhold, vil der angives, hvor de i øjeblikket kan ses. De fleste kan lejes eller købes på tjenester som Blockbuster.dk, Viaplay, Netflix, Prime Video m.fl. Film udkommet på dvd og blu-ray kan næsten altid lånes fysisk på bibliotek.dk

1. The Passion of the Christ (2003)
- censur: 15 år, 121 minutter, 3 stjerner
Mel Gibsons (instruktør/producer/manuskriptforfatter) store projekt fokuserer på Jesu sidste timer før hans død. Filmen giver et stærkt indtryk af Jesu lidelse – de mentale belastninger under retssagen, de fysiske smerter han udsættes for, og smerten ved at bære verdens synd på korset.

"The Passion of the Christ" sparer ikke på detaljerne for at vise, hvad Jesus måtte gennemgå, og hvordan det påvirkede dem, der stod ham nær. Filmen er blevet kritiseret for at give den fysiske lidelse større plads, end evangelierne måske lægger op til (der er fx blevet gjort forsøg på at tælle antallet af piskeslag, som anslås til omkring 100). Der har også været kritik af filmen for at være antisemitisk.

Samtidig er der næppe nogen film, der i samme grad forsøger at vise, hvordan Johannes 3,16 ser ud i praksis: 
“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

"The Passion of the Christ" er en stærk film og langt fra en familiefilm. Men den minder os om, at påsken er langt mere end påskeæg, krimier og hygge.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på Netflix.

2. Risen (2016)
- censur: 15 år, 107 minutter, 5 stjerner
Den romerske officer Clavius (Joseph Fiennes) får af Pontius Pilatus til opgave at undersøge rygterne om, at Jesus er opstået fra de døde efter korsfæstelsen.

I de 40 dage efter opstandelsen er der begyndt at ulme et oprør i Jerusalem. Da Clavius finder frem til Jesu disciple, finder han til sin store overraskelse også manden, han leder efter – i live. Oplevelsen ændrer alt, hvad han troede, han vidste, og han beslutter sig for at hjælpe disciplene med at undslippe de romerske styrker.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på Netflix.

3. Prinsen af Egypten (1998)
- Censtur: 7 år - 99 minutter - 3 stjerner
To mænd – brødre og prinser i det største imperium på jorden. Den ene skal en dag herske over Egypten. Den anden skal blive en af historiens største helte. 
En løgn gjorde dem til brødre, men sandheden vil knuse et imperium og for altid skille dem ad. Filmen følger Moses, fra han lægges i en kurv på floden, til han fører Israels folk ud i ørkenen.

Denne animationsfilm er stadig imponerende flere årtier efter premieren, selv om billedkvaliteten naturligvis bærer præg af sin tid. Scenerne er en blanding af håndtegnet animation og computeranimation, musikken er stærk, og stemmeskuespillet i originalversionen er fremragende.

Da filmen udkom i 1998, steg den hurtigt på salgslisterne og blev den mest solgte animationsfilm uden for Disney-koncernen på det tidspunkt.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan lejes på Blockbuster.dk

4. Ben Hur (1959)
. Censur: 11 år, 212 minutter, 6 stjerner
Den unge Juda Ben Hur (Charlton Heston), en fredelig prins fra Jerusalem, bliver trukket ind i kampen mod det romerske imperium. Han bliver taget til fange og sendt som slave til de romerske galejer. Skæbnen fører ham senere sammen med sin barndomsven Messala (Stephen Boyd), men mødet bliver alt andet end lykkeligt. Messala står nu på romernes side – og er dermed Ben Hurs dødsfjende. Det leder frem mod den berømte og nervepirrende stridsvognskamp mellem Ben Hur og den sadistiske Messala. Parallelt følger vi Jesu lidelseshistorie, som efterhånden griber ind i Ben Hurs eget liv.

Filmen vandt hele 11 Oscars og har gjort et uudsletteligt indtryk på generationer af filmseere. Den blev genindspillet i 2016, men den version nåede aldrig samme kvalitet som originalen.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan lejes på Blockbuster.dk

5. The Robe (1953)
- Censur: tilladt for alle, 128 minutter, 4 stjerner
"The Robe" er det romerske modstykke til den mere jødisk prægede "Ben Hur". Det er et episk melodrama, der skildrer Jesu død og opstandelse fra en observatørs perspektiv.

Filmen er baseret på en historisk roman af Lloyd C. Douglas (på dansk: Men jeg så ham dø). Vi følger den romerske tribune Marcellus, som får ansvaret for korsfæstelsen. Han vinder terningespillet ved foden af Jesu kors og tager hans kappe med sig – en kappe, der bliver en konstant påmindelse om, at en uskyldig mand er blevet dræbt.

Filmen er også historisk interessant, fordi den var den første film optaget i CinemaScope, en teknologi der åbnede helt nye muligheder for filmmediet.
Filmen er kommet på dvd og kan lejes på Blockbuster.dk

6. Son of God (2014)
- Censur: 15 år, 138 minutter, 4 stjerner
"Son of God" er en filmversion af miniserien The Bible (5 stjerner), som i ti episoder fortæller historien om Jesu liv. Fortælleren i filmen er disciplen Johannes.

Serien og filmen er produceret af ægteparret Roma Downey og Mark Burnett. Filmen har fået en meget positiv modtagelse i kristne kredse, selv om nogle mener, at Jesus i filmen minder lidt for meget om den klassiske, vestlige kirkekunsts fremstilling.

Filmanmelderen Roger Ebert har påpeget, at filmen nok fungerer bedst for dem, der allerede tror på evangeliernes fortælling – og at den er stærkest i skildringen af konsekvenserne af det romerske styre over jøderne.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan lejes på Blockbuster.dk

7. Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet (2005)
- Censur: 11 år - 158 minutter, 5 stjerner
C.S. Lewis’ tidløse fortælling følger de fire Pevensie-søskende – Lucy, Edmund, Susan og Peter – under anden verdenskrig. 
Under en leg gemmer de sig i et gammelt klædeskab og træder ind i den magiske verden Narnia. Her møder de et land fyldt med talende dyr, dværge, fauner, kentaurer og kæmper. Men landet ligger under en forbandelse: Den hvide heks Jadis har kastet en trylleformular over Narnia, så det altid er vinter. Sammen med den ædle og mystiske løve Aslan kæmper børnene for at befri landet.

Filmens stærke symbolik gør den til en af de mest kendte og smukke billeder på Jesu offerdød og opstandelse.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan ses på Disney+.

8. De ti bud (1956)
- Censur: 11 år, 219 minutter, 5 stjerner
Historien om, hvordan Moses førte Israels folk ud af slaveriet i Egypten og gennem ørkenen mod det lovede land, er en af Bibelens mest dramatiske fortællinger.

Pesach er jødernes påskefest, hvor man mindes, hvordan Gud gik forbi israelitternes huse, da de førstefødte i Egypten døde. Festen markerer, at Gud gav Israel frihed som folk.

Da Jesus fejrede påske med sine disciple, vidste han, at hans sidste tid var kommet. Parallellerne mellem de to historier er stærke: Gud befriede Israel gennem Moses – og gennem Jesus bringer Gud befrielse til hele sit folk.

Filmen fortæller historien fra Anden Mosebog og forsøgte også at bruge historiske kilder som Josefus og moderne historikere. Samtidig bærer filmen præg af sin tid – blandt andet ved at skuespillerne har et meget vestligt udseende.
Filmen er kommet på dvd og blu-ray og kan lejes på Blockbuster.dk

9. A.D. The Bible Continues (2015)
- Censtur: 15 år, 528 minutter, 3 stjerner
"A.D. The Bible Continues" er en miniserie på 12 episoder, som fortsætter historien fra serien "The Bible" fra 2013.

De første to episoder skildrer Jesu korsfæstelse og opstandelse. Herefter følger serien begivenhederne i Apostlenes Gerninger og den første kristne menigheds historie.

Serien er produceret af Roma Downey, Mark Burnett og Richard Bedser.
Filmen er kommet på dvd.

10. Amazing Grace (2006)
- Censur: 11 år, 113 minutter, 5 stjerner
"Amazing Grace" er en biografisk dramafilm om William Wilberforce's utrættelige kamp for at afskaffe slaveriet i Storbritannien.

Filmen følger en mand, der oplever et kald og en opgave – og opdager, at han kan tjene Gud gennem politik frem for teologi. Titlen henviser til den kendte salme Amazing Grace, skrevet af John Newton, som også optræder i filmen.

Wilberforce bliver en upopulær mand i kampen mod slaveriet. Kampen koster kræfter og helbred, men efter mange års arbejde bliver indsatsen til sidst kronet med sejr.

Filmen fortæller ikke direkte påskens historie, men viser, hvordan påskens budskab om frihed og menneskets værdi kan forandre verden.
Filmen er kommet på dvd.

EKSTRATIP
Den første sæson af serien The Chosen følger Jesus, da han begynder sin tjeneste. Serien inspirerer mange til at åbne evangelierne og læse hele fortællingen om Jesu liv, død, opstandelse og himmelfart.

Til sidst: Det er måske ikke alle, der savner "Monty Python’s Life of Brian" på denne liste. Men filmen kan faktisk være interessant at se – ikke mindst hvis man overvejer, hvad satiren egentlig siger, og hvad den ikke siger.

Artiklen er oversat fra snakkomtro.com.




Annoncer